Et hvalfangerskib var mit Yale og mit Harvard

Oversætterens voldsomme indlevelse i og identifikation med Melville løfter bogen op, og det går over stok og sten, for Nielsen er tydeligt inspireret af Melvilles kraftfulde sprog.

(…) Nielsen summer nærmest af fornøjelse, når han udmaler Melvilles stigende desillusionering. Her har han en broder i ånden.

(…) Den grundige gennemgang af Melvilles værker er fascinerende, for man kan godt forstå, at det var svært for datidens læsere at følge med i hans afromantisering af verden, hvor kraftfuldt og inciterende han end skriver. Han raser mod den nedværdigende behandling af andre racer, af arbejderne, af de fattige og udskudte. Han er forud for sin tid, og det er ikke tilfældigt, at genopdagelsen af Melville sker i årene efter Første Verdenskrig, hvor grundtonen er en anden, og civilisationsoptimismen bliver erstattet af pessimisme.