Product image

Til min søster

Læseprøve
Lytteprøve

Til min søster er en roman om søstrene Aya og Andrea. Aya føder en datter, Nola, efter at faren har forladt hende. Andrea forlader sin voldelige kæreste. I sit arbejde som historiker kommer Aya på sporet af J.P. Jacobsens ungdomskæreste Anna Michelsen. En stemme fra fortiden trænger sig på og griber ind i søstrenes liv.

Aya og Andrea var teenagere i Kalundborg i 90’erne mellem Arthurs autoværksted og Johns pushere. Der var druk og øretæver i luften på King’s Pub, ræs ud over stubmarkerne, sex på kvistværelser, et brutalt hjemmerøveri, men også lyse sommernætter, et stort bibliotek og morgener på jagtmarkerne.

De to søstre kører sammen til Sverige med Nola på bagsædet og et jagtgevær i bagagerummet. I den svenske skov genfinder de ungdommens fortrolighed. Mens Aya og Andrea går på provinsbar, påkører et rådyr, bader i skovsøer og fantaserer om at slå Andreas voldelige ekskæreste ihjel, nærmer de sig en skillevej, hvor et opgør med deres liv og historie er uundgåeligt.

Til min søster er en kraftfuld roman om vold og drifter, seksualitet og brutalitet, moderskab og galskab. Den handler om retten til at fortælle sin historie og få sin stemme hørt og om søstersolidaritet på tværs af tider.

  • Antal sider284
  • Højde201 mm
  • Bredde134 mm
  • Dybde24 mm
  • Vægt394 g
  • FormatHæftet
  • ForfatterDy Plambeck
  • ISBN9788702278262
  • Udgave1
  • Udgivelsesdato24.05.2019
  • GenreSkønlitteratur
  • KontaktpersonVivi Vestergaard
  • E-mailVV@gyldendal.dk
  • Telefon33753375 5612
  • PressefotosDy Plambeck

FORLAGSPRIS

199,95 kr.

Køb eksempelvis bogen hos:

Politiken

5 ud af 6

Til min søster er en ret så vred roman om vold og drifter og moderskab og galskab, men først og fremmest en enormt smukt skrevet bog om en kvinde, der prøver at forbinde sig til sin søster - eller til nogen overhovedet.

Weekendavisen 

En kraftfuld omgang knops på rosen til de mænd, der er så bange for kvinder, at de enten slår på tæven eller fordufter; nådesløst forbandes og bandlyses de med blæksort heksemagi.

Information

Dy Plambeck har skrevet en politisk kvinderoman, der vil tale om alt det, kvinder ellers helst skal tie om: fødsler, overrevne endetarmsåbninger, onani, sex, vold, had og druk. Det er ganske vidunderligt. (…) Den første del af romanen, betitlet »Barselshotellet 2015«, synes jeg faktisk er en begivenhed i dansk litteratur! (…) Dy Plambeck skriver skiftevis indædt, brutalt, indfølt og blidt om den højgravide, den fødende og de nybagte mødre (…) en skrift, der, når den løfter sig, virkelig ikke er bange for at flyve.

Forfatter

Dy Plambeck

Dy Plambeck, f. 1980, er uddannet fra Forfatterskolen i 2004. Hun debuterede i 2005 med digtsamlingen BURESØ-FORTÆLLINGER. Siden er romanerne TEXAS’ ROSE, GUDFAR, MIKAEL og TIL MIN SØSTER udkommet i henholdsvis 2008, 2011, 2014 og 2019. I maj 2024 var Dy Plambeck aktuel med romanen Mod midnatssolen. Hun har også skrevet børnebøger.

9. marts 2025 kan Dy Plambeck fejre 20-års jubilæum som forfatter.

Dy Plambeck har modtaget flere priser og legater for sit forfatterskab, bl.a. Klaus Rifbjergs debutantpris for lyrik, Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium, Jytte Borberg-prisen og Jeanne og Henri Nathansens mindelegat. Og i 2019 blev TIL MIN SØSTER hædret med Politikens Litteraturpris.

Fotograf: Sara Galbiati, Gyldendal, 2024