Fantastiske serier, der er baseret på bøger
Bare ét afsnit mere … En god tv-serie kan stjæle en hel aften, og et godt sammenskruet plot kan blive det helt store samtaleemne til middagsselskaber. Mange af tidens største serier er baseret på bøger, og ægte bogorme vil vel altid sige, at ”bogen er bedst”. Find bogen bag din yndlingsserie her, og vurdér selv.
Af Kim Andrea Brofeldt og Anne-Sophie Uldall Petersen / 27-10-2023
HUSET
Kan ses på DRTV.
Baseret på Kim Fupz Aakesons bog FANGELEG .
Et nedslidt fængsel, der i årevis er blevet domineret af stærke fanger, trues af lukning. Ledelsen kræver nultolerance og iværksætter en kampagne, der får følger for alle, både indsatte og fængselsbetjente. Man følger fængselsbetjentene Sammi, Henrik og Miriam, der hver især har noget på spil. I bærende roller ses Sofie Gråbøl, David Dencik, Youssef Wayne Hvidtfeldt og Charlotte Fich.
Både som bog og serie er det en medrivende fortælling om hemmeligheder, vold, kærlighed, stoffer, afpresning og livet i et lukket miljø.
Find bogen bag serien HUSET her:
NORMALE MENNESKER
Baseret på: NORMALE MENNESKER af Sally Rooney
Sally Rooneys bestseller NORMALE MENNESKER fik ny luft under vingerne, da serien baseret på bogen fik premiere og introducerede en helt ny målgruppe for det komplekse forhold mellem hovedpersonerne Connell og Marianne. Sally Rooney var selv med til at skrive manuskriptet til serien, der blev et kæmpe hit og fik romanen til at flyve ned fra hylderne igen.
Find bogen bag tv-serien NORMALE MENNESKER her:
OUTLANDER
Kan ses på Netflix.
Baseret på OUTLANDER-serien af Diana Gabaldon
Romantik, tidsrejser og intens spænding i det skotske højland har hittet på tv-skærmene, og der findes nu seks sæsoner af serien OUTLANDER på Netflix. Serien er baseret på Diana Gabaldons OUTLANDER-serie, som hun begyndte at skrive på i slutningen af 80’erne. Niende bind i serien SIG TIL BIERNE, AT JEG ER VÆK udkom 1. november 2023.
Find bøgerne bag tv-serien OUTLANDER her:
C.B. STRIKE
Kan ses på HBO MAX
Baseret på CORMORAN STRIKE-serien af Robert Galbraith.
Under pseudonymet Robert Galbraith udgiver J.K. Rowling krimiserien om privatdetektiven Cormoran Strike og hans makker Robin Ellacott. Bogserien, der i skrivende stund består af syv romaner, er filmatiseret til HBO. Serien har fået ros for at trække på stemningen fra gode gamle detektiv-serier som f.eks. Morse i stedet for hæsblæsende tempo og konstante twists. Det betyder, at mysterierne langsomt optrevles, og at serien er svær at stoppe med, når man først er gået i gang – ligesom bøgerne.
Find bøgerne bag tv-serien C.B. STRIKE her:
THE WITCHER
Kan ses på Netflix
Baseret på THE WITCHER-serien af Andrzej Sapkowski
Sapkowskis episke fantasy-serie THE WITCHER ramte Netflix i slutningen af 2019. Serien startede som en række noveller i et polsk fantasy-magasin i 80’erne, men i 90’erne begyndte Sapkowski at udgive historierne som romaner.
Universet fra THE WITCHER har givet inspiration til tegneserier, computerspil, brætspil og selvfølgelig tv-serien, hvor det bliver vækket til live.
Find bøgerne bag tv-serien THE WITCHER her:
JORDENS SØJLER
Baseret på JORDENS SØJLER af Ken Follett
Det er mere end 10 år siden, miniserien JORDENS SØJLER fik premiere, men den anmelderroste serie baseret på Ken Folletts mesterværk er stadig et gensyn værdigt. Serien blev nomineret til tre Golden Globes og har blandt andet Ian McShane, Eddie Redmayne og Donald Sutherland på rollelisten.
Romanen JORDENS SØJLER udkom i 1989 og cementerede Ken Folletts navn som stor historisk romanforfatter. Siden JORDENS SØJLER har Follett besøgt den fiktive by Kingsbridge flere gange – senest i LYSETS VÅBEN, der udkom i 2023.
Find bogen bag tv-serien JORDENS SØJLER her:
OLIVE KITTERIDGE
Baseret på OLIVE KITTERIDGE-bøgerne af Elizabeth Strout
Oscar-vinder Frances McDormand bringer den højtelskede karakter Olive Kitteridge til live i miniserien af samme navn. Med sin kantede og ligefremme facon vader Olive Kitteridge ind i sine medmenneskers liv og når derind, hvor mørket, sandhederne og de svære følelser lurer. Frances McDormand leverer en glimrende performance som den uforglemmelige karakter, men man må ikke snyde sig selv for Strouts sætninger, som ifølge anmelderne er ”som modne kirsebær, der brister i munden.”
Find bogen bag tv-serien OLIVE KITTERIDGE her:
TRINKETS
Baseret på TRINKETS af Kirsten Smith
Tre piger bliver veninder efter et møde for anonyme butikstyve. Serien er baseret på ungdomsbogen TRINKETS af Kirsten Smith, der også har skrevet filmmanuskripter til 10 Things I Hate About You, Blondinens hævn og Magiske Ella.
Find bogen bag tv-serien TRINKETS her:
SPRINGFLODEN
Baseret på RÖNNING & STILTON-serien af Cilla og Rolf Börjlind
Dar Salim er blandt andet på rollelisten i SPRINGFLODEN, der er baseret på de første bind i Cilla og Rolf Börjlinds serie om efterforskerne Olivia Rönning og Tom Stilton, som lægger ud med en henlagt sag om et sadistisk mord på en gravid kvinde.
Find bøgerne bag tv-serien SPRINGFLODEN her:
SALSA
Kan ses på DRTV.
Her kommer et eksempel, hvor tv-serien kom først og bøgerne senere. Den populære ungdomsserie SALSA handler om venskaber, usikkerhed, liderlighed og ikke mindst sex.
SALSA-bøgerne af Laura Ringo giver et andet indblik i personernes liv end serien. I bøgerne kommer man bag om personerne fra DR's sexede ungdomsserie og hører meget mere om Uma, Victoria og de andre fra SALSA-universet, og får indblik i deres liv og historie, inden vi møder dem i tv-serien.
Find bøgerne i SALSA-serien her: