»Når jeg skriver, skriver jeg til og fra mig selv«

Cecilie Lind skriver, fordi hun ikke kan lade være. Og fordi litteraturen ikke kommer med endelige svar, men kan rumme alle modsætningerne. Her fortæller hun om sit forfatterskab og syn på litteraturens rolle.

 Foto: Sara Galbiati

Cecilie Linds bøger kredser om kvindeidealer og moderskab, og om alle de følelser, der følger med – både sorg, angst, ensomhed og altopslugende kærlighed.

Dine bøger har været med til at starte en samtale om kvindeidealer og moderskabet. Hvad er det, litteraturen kan i den sammenhæng?

Det litteraturen altid kan, i alle sammenhænge, er at skabe et rum hvor ting er både og, hvor de ikke behøver gå op, hvor lys og mørke kan eksistere på samme tid. - Cecilie Lind  

Når man skriver må man ikke frygte sig selv. Hvis man frygter sig selv for meget så bliver man stille. 

Man kan ikke tænke læseren som en dommer, man må tænke hende som, mens hun læser, en medsammensvoren. 

Har du fået læserhenvendelser, der særligt har rørt dig?

– Ja, det har jeg. Det er altid meget magisk at vide, at man har fået kontakt med andre gennem noget man har skrevet. Det betyder faktisk alverden. Det kan være meget ensomt altid at sidde alene, så det at der er nogen der genkender noget, eller føler sig set, det er altafgørende. Den anden dag sagde en kvinde til mig da jeg var på vej ned ad en trappe med mine børn og rullekufferter: jeg elsker dine bøger. Og jeg blev så glad! 

Jeg duftede af blod og våd skov. 
Du dufter som en kvinde, sagde Jakob da han lå hos mig.
Fødslen gik i gang. - Fra BRISTEFÆRDIG  

Har modtagelsen af dine bøger ændret din måde at skrive på?

– Når jeg skriver, skriver jeg til og fra mig selv, på en vild måde, har bare mit og det jeg har på hjerte for øje, ellers ville jeg ikke turde skrive det jeg skriver, men så snart jeg slipper det skrevne, så bliver det også et brev, og hvis et brev ikke læses, findes det næsten ikke, så det når nogen er ramt og siger det til mig, så bliver jeg helt vildt lykkelig og mindre ensom. Det betyder meget. At række ud, og ens hånd så bliver taget imod. 

LÆS OGSÅ: Frelserdyr og forfærdelige førsteudkast

Litterær kritik betyder virkelig meget for mig. At anmeldere gør sig umage med at læse og karakterisere og bedømme mine bøger er et stort privilegie, og jeg lærer meget af at blive taget alvorligt, altså kritisk alvorligt, også når kritikken ikke er positiv. Jeg mener, at litteraturen skrives sammen med litteraturkritikerne. Det er altafgørende at have et svar på sin litteratur som ikke er en spejling, selvom spejling også er dejligt. Jeg har måske været irriteret på anmeldelser i øjeblikket, men senere hen, og det mener jeg, har jeg kunne bruge læsningerne til rigtigt meget, så længe de er skrevet med respekt, så er der noget at tage fat på, at skændes med, eller lytte til. Det har været, nu jeg ser tilbage efter at have skrevet og udgivet bøger i 14 år, overraskende væsentligt for min praksis.

Er der en scene, et øjeblik eller en specifik strofe fra et af dine værker, hvor du føler, at du virkelig ramte plet med dit budskab?

– Jeg tror ikke, jeg føler, der er et sted, jeg har ramt plet med mit budskab, men jeg er meget glad for titlen på min debut: Ulven åd min eyeliner. 

Hvilke forfattere eller værker har haft størst indflydelse på din egen skrivning?

– Mange forfattere! Mange film! Måske kan jeg nævne VERA WINKELVIR af Kirsten Hammann som en vigtig bog for mig, det var så øjenåbnende at se nogen skrive så særligt og så frit, ligesom opfinde virkeligheden på ny. Jeg forstod et eller andet, da jeg læste den, jeg ved ikke hvad, men det er en af de bøger, der har været vigtigst for mig som skrivende. 

LÆS OGSÅ: 3 skarpe til Christina Hagen

Har du et godt råd til, hvordan læsere kan tage samtalen om moderskab og kvinderollen videre ud i verden?

– Jeg har ingen gode råd.