Product image
Nyhed

Bristefærdig

Læseprøve
Lytteprøve

En kvinde i trediverne strejfer ensomt gennem tilværelsen med en hjemløs kærlighed. Hun har en affære med en mand og bliver gravid, men straks efter fødslen bliver barnet taget fra hende. I journalen står, at kvinden har fået fjernet en tumor, og at hun lider af paranoide vrangforestillinger: hun tror, hun er blevet mor. Men hun er blevet mor, det ved hun. En nat bryder hun ind på hospitalet og henter sin datter. Hun er bristefærdig af kærlighed og søger tilflugt i et gammelt hus i skoven. Men maden slipper langsomt op, og uden for lusker et sultent dyr omkring. Hvor længe kan mor og barn overleve der med en sandhed, som alle kalder løgn?

Romanen Bristefærdig af Cecilie Lind er en hjertegribende fortælling om at elske det monstrøse og kæmpe til døden for sin kærlighed og sandhed.

  • Antal sider320
  • FormatHæftet
  • ForfatterCecilie Lind
  • ISBN9788702393965
  • Udgave1
  • Udgivelsesdato14.03.2025
  • GenreSkønlitteratur
  • KontaktpersonVivi Vestergaard
  • E-mailVV@gyldendal.dk
  • Telefon33753375 5612
  • PressefotosCecilie Lind

FORLAGSPRIS

299,95 kr.

Køb eksempelvis bogen hos:

Hør Cecilie Lind fortælle om bogen

Bristefærdig

Stjerneregn over Cecilie Lind

6 stjerner i Berlingske
Dette monstrøse mesterværk er en af de bedste bøger, jeg har læst

5 hjerter i Politiken 
...en foruroligende roman om vejen fra pigedyr til moderdyr. Cecilie Lind skriver gakket, monstrøst og smukt om udgrænsede liv og betingelsesløs kærlighed

5 stjerner i Jyllands-Posten
En vild fortælling, der forvirrer, forundrer og fascinerer

5 stjerner i Kristeligt Dagblad
Cecilie Linds eventyrlige fortælling om monstrøs moderkærlighed er storslået og bevægende

Berlingske

6 ud af 6

Monstrøst mesterværk er en af de bedste bøger, jeg har læst (…) Cecilie Linds Bristefærdig er et psykoeventyr, der excellerer i forbundetheden mellem det skønne og det klamme, og er simpelthen ufatteligt velskrevet. (…) ingen danser mere yndefuldt på skønklamhedens knivsæg end Cecilie Lind (…) Dens historie om moderkærlighed og de ofre, forældre er villige til at bringe, vil ramme enhver læser i hjertet - monsterfan eller ej. (…) Sproget i det gyseligt smukke psykoeventyr er et kapitel for sig. Bristefærdig er simpelthen ufatteligt velskrevet. (…) Hvis jeg var en despotisk fyrstinde, som havde låst alle rigets forfattere inde i min fangekælder, indtil en af dem skrev mig den perfekte bog ville det 1) være meget Cecilie Lindsk 2) blive Bristefærdig, som fik dem løsladt.

Politiken

5 ud af 6

Bristefærdig er en foruroligende roman om vejen fra pigedyr til moderdyr. Cecilie Lind skriver gakket, monstrøst og smukt om udgrænsede liv og betingelsesløs kærlighed. (…) Som altid med Lind får jeg lidt lyst til at kigge væk, men vil samtidig bare have mere, og heldigvis er Bristefærdig også katarsisk. Den sender sine trøstende tentakler langt tilbage i litteraturhistorien. For den er Mary Shelleys Frankenstein, men hvor skaberen vender retur for at elske sit monster. Og den er Vladimir Nabokovs Lolita, men hvor den højgravide Lolita endelig får sit livs rolle som kompromisløs løvemor.

Jyllands-Posten

5 ud af 6

Cecilie Lind har begået endnu en vild fortælling, der forvirrer, forundrer og fascinerer. Og som kræver at blive læst flere gange. (…) Cecilie Linds dragende og foruroligende nye roman (…) Bristefærdig er en overvældende roman, hvis forskellige niveauer skaber en frydefuld labyrintisk fornemmelse. (…) Bristefærdig både fascinerer, forundrer og forvirrer, og det føles arrogant at skulle foregive at have fattet tekstens essens efter bare en enkelt læsning. Dertil er teksten for rig og kompleks. (…) I Linds delikate kobling af det traditionelt ufint sentimentale med det monstrøse og naturforankrede bliver Bristefærdig en tekst, der nærmest selv er på nippet til at briste. På den bedste tænkelige måde.

Forfatter

Cecilie Lind

Cecilie Lind, f. 1991 i Haderslev, er uddannet fra Forfatterskolen i 2013, men debuterede allerede i 2010 med digthæftet Ulven åd min eyeliner. Herefter har hun udgivet Dughærget pupil accelererer tusmørke (2012), digtet Strunk (2015), monsterbogen Scarykost (2016), romanen Til en engels forsvar (2017) - og i 2017 udkom også Ragusa, der er en del af OrissaBiblioteket, en udgivelsesserie, der hylder og fortolker den svenske digter Ola Juléns værk Orissa.

I september 2019 var Cecilie Lind aktuel med langdigtet Mit barn på Gyldendal, og i april 2022 fulgte romanen Pigedyr, der blev tildelt Kritikerprisen og desuden var nomineret til DR Romanprisen, Politikens Litteraturpris, Jyllands-Postens Litteraturpris og Montanas Litteraturpris. Pigedyr udkommer i pt Norge, Sverige, England og Tyskland, den er blevet til et teaterstykke og er nu også på vej som film.

I marts 2025 er Cecilie Lind klar med romanen Bristefærdig.

Foto: Sara Galbiati, 2025