Find balancen, i et liv med fysisk og mental sundhed.
Sundhed handler om meget andet end, hvad du spiser og antallet af kilo på badevægten. Mental sundhed, velvære og et fokus på at være til stede i sin egen krop er lige så vigtigt. I disse bøger er der ingen løftede pegefingre, men i stedet masser af inspiration og indblik til gode vaner, der holder.
Af redaktionen / 16-01-2025
KROPPEN KAN SELV - af Anette Sams
Fra naturens hånd kan vi selv danne vægttabshormoner, fortæller forfatter og lægemiddelforsker Anette Sams i KROPPEN KAN SELV – AKTIVER DINE NATURLIGE VÆGTTABSHORMONER.
De forskellige vægtabshormoner virker forskelligt i kroppen: et af dem regulerer bl.a. vores sukkertrang. Et andet af de naturlige vægttabshormoner dannes, når vi er sultne – noget vi moderne mennesker sjældent er – og dette hormon beskytter vores hjerte. Anette Sams kommer også ind på den måske for mange overraskende viden, at en kalorie ikke bare er en kalorie: Nogle kalorier sætter sig på sidebenene, andre bliver brugt til noget andet i kroppen.
DIT HELBREDS BEDSTE VEN - IMMUNSYSTEMET - af Bente Klarlund
Immunsystemet har været læge og sundhedsprofessor Bente Klarlund Pedersens speciale, siden hun var medicinstuderende, og hun bedriver forsat immunologisk forskning.
Efter at have læst bogen får du sandsynligvis mod på at ændre dine daglige rutiner for at opnå et sundt liv med flere gode år. Sundhedsrådene i bogen er forskningsbaserede.
Bogen rummer også overraskende historier om, hvordan lægevidenskaben arbejder – nogle gange ganske kreativt – samt fortællinger fra en kvindelig forsker, der i dag er internationalt anerkendt og en af de mest citerede forskere i verden på sit felt.
KLARLUND OG KANDIS PÅ KUR - FOREVER - af Bente Klarlund og Johnny Hansen
KLARLUND OG KANDIS PÅ KUR - FOREVER rummer helt konkrete råd om KRAM & 4xS – altså kost, rygning, alkohol, motion, søvn, stress, samvær og stoffer. Alt er baseret på forskning, og alle kan være med.
Bogen er skrevet af læge og professor Bente Klarlund Pedersen og Kandis-forsanger Johnny Hansen, der sammen har en mission om at løfte danskernes sundhed.
EN GUIDE TIL SÆRLIGT SENSITIVE OG ANDRE FØLSOMME SJÆLE - af Ilse Sand
En guide til særligt sensitive og andre følsomme sjæle er en international bestseller, oversat til 24 sprog, og har solgt mere end 300.000 eksemplarer alene i Asien. Denne udgave er udvidet og revideret. Bogen udkom første gang i 2010.
Med udgangspunkt i forskning viser bogen, hvordan følsomme mennesker på nogle felter er mere sarte end de fleste og samtidig har helt særlige ressourcer. Når de lærer sig selv at kende, blomstrer det medfødte anlæg for dybde, intensitet og nærvær.
TEST DIG SELV: er du særligt sensitiv?
MIN FEDE HJERNE - OG JAGTEN PÅ DEN TYNDE KROP - af Mette Korsgaard
I denne humoristiske og tankevækkende bog, tager journalist, dokumentarist og forfatter Mette Korsgaard på en personlig, humoristisk og ærlig rejse med slidsomme slankekure, der viser sig at være håbløse på den lange bane. Igennem et år fører hun dagbog, og vi er med, når nætter med sult bliver alenlange, når alt, hun kan koncentrere sig om i en dramatisk italiensk mafiafilm, er en pastaret, og når lægen ihærdigt prøver at holde hendes mod oppe til endnu en måned på slankemedicin.
Løbende konsulterer hun videnskaben, hvor nogle af de klogeste vægtforskere bidrager med forklaringen på, hvorfor verdens befolkning bliver tykkere og tykkere, når de fleste af os helst vil være tynde. Og hvorfor hun selv gør det, trods diæter og løbebånd.
Mette Korsgaard sætter til sidst spørgsmålstegn ved samfundets definition på den sunde krop, og vi bliver klogere på, hvorfor det sundeste vil være at melde sig ud af verdens slankecirkus.
KÆRLIGHEDSDAGBOGEN - af Pernille Aalund
Kærlighedsdagbogen tager afsæt i Pernille Aalunds mangeårige interesse for mennesker – deres længsler, drømme og drivkraft.
Hvad enten du leder efter en livspartner eller søger at nære kærligheden i det parforhold, du allerede er en del af, kan Kærlighedsdagbogen hjælpe dig med at tage hul på det næste vigtige kapitel i dit liv.
Kærlighedsdagbogen kan du påbegynde allerede i dag. Den følger ikke kalenderåret, men er klar til at blive taget i brug lige netop nu, hvor der er allermest brug for mere kærlighed i dit liv.
I bogen kombineres indsigtsfulde opfordringer, viden, inddragelse og små lette øvelser, der ansporer til refleksion og bevidstgørelse med tekstfelter til egne overvejelser. Kærlighedsdagbogen rummer 365 tekster, der alle vil hjælpe dig henimod et liv, hvor kærligheden helt naturligt tager bolig i din krop. Bliv den kærlighed, du længes efter at få.