Product image

Hjemmefra

Læseprøve
Lytteprøve

Erling er blevet en ung mand og skal i gymnasiet. Han vil ikke til Ribe, som ellers ligger tættere på barndomsbyen Gram – han vil til Haderslev, for så er afstanden større til familien i ismejeriet derhjemme, hvor tingene går deres sædvanlige skæve gang.

Haderslev er en stor by, så både på kollegiet og i katedralskolen er der mange skikke og omgangsformer, han ikke er fortrolig med. Der er jævnaldrende på kollegiegangen, der er nye lærere og nye klassekammerater. Og så er der jo pigerne, hvis gådefulde væsen det er forfærdeligt svært at få hold på.

Der er også det med hele tiden at kende forskel på, hvad der er sandt, og hvad der er knap så sandt. Det har det altid knebet med for Erling, og nu får han rodet sig ud i noget værre snavs, da han kommer til at sige, at han slet ikke er født i Gram, men i København af revolutionære forældre. Hvordan slipper man lige ud af den pine?

At forfatteren trækker på sin egen historie, har han aldrig lagt skjul på; men man skal vistnok ikke tro på alt, hvad han siger, som han siger.

Hjemmefra er andet bind i en serie om familiehemmeligheder … i Gram og andre steder. Romanen kan læses selvstændigt.

  • Antal sider256
  • Højde218 mm
  • Bredde138 mm
  • Dybde20 mm
  • Vægt363 g
  • FormatHæftet
  • ForfatterErling Jepsen
  • ISBN9788702285727
  • Udgave1
  • Udgivelsesdato16.08.2019

Køb eksempelvis bogen hos:

Det mener anmelderne

Information 

Jepsens erindringsværk er et enestående og oprivende værk om en mønsterbryder fra udkanten. 

Kristeligt Dagblad

4 ud af 6

Farverig og tankevækkende erindringsroman (…) Sproget er præget af en herligt underspillet ironi, og kompositionen veldisponeret og imødekommende. Man bliver fra første færd inviteret indenfor som læser. (…) Samlet set er det en fornøjelse at opleve Haderslev og København anno 1972 set gennem unge Erlings øjne.

Jyllands-Posten

4 ud af 6

Romanen er en klassisk Erling Jepsen. Den er festlig og fornøjelig på den krasbørstige måde og samtidig hudløst oprigtig.  (…) Erling Jepsen er skøn, når han bare giver los og lyver, så vandet driver - hold op, hvor kan han være sjov.

Forfatter

Erling Jepsen

Erling Jepsen er født 1956 i Sønderjylland, der også lægger scene til de fleste af hans bøger.

I 1977 debuterede Erling Jepsen som dramatiker, og siden har han skrevet en lang række dramatiske værker. I 2004 modtog Erling Jepsen Holberg-Medaljen.

Erling Jepsen debuterede som romanforfatter i 1999 med bogen INGEN GRUND TIL OVERDRAMATISERING. Sit store gennembrud fik han i 2002 med bogen KUNSTEN AT GRÆDE I KOR, der delvis bygger på hans egne barndomserindringer. KUNSTEN AT GRÆDE I KOR blev filmatiseret i 2006.

I 2004 udgav Erling Jepsen romanen FRYGTELIG LYKKELIG, der også blev filmatiseret, og i 2013 udkom hans fjerde roman, DEN SØNDERJYSKE FARM, som han modtog DR Romanprisen for.

I 2015 fulgte romanen HJERTETS DANNELSE, hvor Erling Jepsen med humor bag historiens alvor hudfletter sine sønderjyske landsmænd. I november 2016 var forfatteren aktuel med erindringsromanen GRAMHAVET - FAMILIEHEMMELIGHEDER 1; om drengen Erling og hans familie, der bor i sønderjyske Gram. Og i oktober 2018 udkom romanen ERNA I KRIG, om sønderjyske Erna, der ikke vil lade sin lettere enfoldige søn rejse alene ned til 1. Verdenskrigs skyttegrave, men selv drager med klædt ud som soldat for at passe på ham. Bogen er blevet filmatiseret med Trine Dyrholm i hovedrollen som Erna.

I 2019 var Erling Jepsen klar med HJEMMEFRA - anden bog i FAMILIEHEMMELIGHEDER-erindringsromanserien - hvor drengen Erling nu er blevet en ung mand, der flytter til Haderslev for at gå i gymnasiet. Det går ikke just let at omstille sig til "storby-livet".

I maj 2020 vendte Erna og sønnen Kalle tilbage i romanen ERNA OG RUMÆNEREN. Handlingen er flyttet frem tiden op til genforeningensjubilæet i 2020. Sønderjyske Bramstrup skal have besøg af dronningen i den anledning, så nu skal den nedslidte by forskønnes, og Erna styrer planerne benhårdt som komitéformand.

Året efter fulgte SKOLEKOMEDIE - tredje bog i FAMILIEHEMMELIGHEDER-erindringsromanserien - hvor hovedpersonen Erling nærmer sig de 18 år og den berusende SU-støtte, der både skal gøre ham fri af forældrene og befri ham for at leve af havregryn og gammel mælk. Og så bliver han manuskriptforfatter på gymnasiets skolekomedie.

I oktober 2022 udkom VINDUESKIGGEREN, den nu fjerde bog i erindringsromanserien. Om underklassedrengen Erlings drabelige møde med overklassen.

Og i september 2024 var Erling Jepsen klar med romanen NAVNEBROR - en historie om bl.a. mørke drifter og bedrag under en stormflod.

Foto: Robin Skjoldborg, 2020