HHV, Frshwn
Egentlig var dette historien om den unge antropologistuderende Anita, som rejste ind i Perus Amazonjungle for at undersøge, hvordan de indfødte folk navigerede i en civilisation, der kom tromlende med alkohol, turisme, kviksølv og bevæbnede tømmerbander. Og det var historien om, hvordan hun kom ud af junglen igen med kroppen i opløsning og dæmonerne væltende efter sig.
Det var den historie, forfatteren ville skrive. Hanne Højgaard Viemose, født 1977 i Frshwn.
Men så skete der alt muligt. Anita nægter at stå alene med sin historie, den bliver fedtet ind i HHV’s eget liv: Hendes eksmand blir psykotisk, stalkeren Henning ligger en dag og venter på hende i hendes seng, hun forelsker sig i en ældre, gift mand, virkeligheden flimrer, psyken skranter, børnene får lus og skændes og skråler en sang til enhver lejlighed, og selv stikker hun hele tiden af ud i den islandske ødemark, hvor gale og ulykkelige mennesker, fugle, vulkaner og spøgelser kæmper om hendes opmærksomhed.
HHV, Frshwn er en beskidt, humoristisk og desperat roman om at være kvinde, mor, menneske, abe og en arrig heks, der er faldet af sin kost og ligger på jorden med en blodtud og hyler, mens livet styrter afsted som en flok vilde islandske heste.
- Antal sider282
- Højde202 mm
- Bredde134 mm
- Dybde24 mm
- Vægt400 g
- FormatHæftet
- ForfatterHanne Højgaard Viemose
- ISBN9788702252972
- Udgave1
- Udgivelsesdato11.01.2019
- GenreSkønlitteratur
- KontaktpersonVivi Vestergaard
- E-mailVV@gyldendal.dk
- Telefon3375 5612
- PressefotosHanne Højgaard Viemose
Femina
Fænomenalt grænsebrud (...) Noget af det mest energiske, tossede og vedkommende, jeg har læst længe, så hvis du er med på en tur til Amazonas, ind i et kvindesind og omkring en forfatter, der ikke ved, hvornår hun selv begynder og slutter, så snup denne bog og giv dig selv en rutsjebanetur.
Information
Et hjerteskærende hårdt raffineret rod af en roman om sex, vold og blod.
Weekendavisen
Hanne Højgaard Viemoses tredje autofræsende roman fortsætter med fuld flosset vitalitet føljetonen om Hanne/Hannah/Anitas hovedløse leben både fremad og bagud i tid. (…) i sin bog knockouter og overstråler hun alle køtere og hundehoveder med sin suverænt forbumlede, aggressivt underholdende romanskrift.