
Theis Ørntoft
Bemærk: Forfatterfotos og forsider må alene bruges i forbindelse med omtale af forfatteren og dennes bøger. Husk tydelig kreditering.
Litteratursiden.dk
Sindssygt ambitiøs samtidsroman vil rumme hele verden og lykkes virkelig godt med det. (…) Theis Ørntoft formår at skrive de enkeltes smertepunkter og ensomhed frem, så karaktererne fremstår krystalklare og genkendelige. (…) Noget af det, der fungerer fremragende i Jordisk, er det ekstra lag, som udgøres af, at personerne i romanen egentlig er udgaver af forfatteren, der tænker over og diskuterer, hvorfor vi som menneskerace er endt, der hvor vi er, og hvordan vi skal komme videre, både praktisk, men mest af alt mentalt. De mange detaljer og spidsfindigheder om fx olieudvinding, charterturisme i starten af 70’erne og verdensøkonomiens udvikling sammenlignet med evolutionen udviklede mine egne tanker om både fortiden og fremtiden, og jeg oplevede læsningen som om, jeg havde en berigende samtale med forfatteren.
Politiken
Stor og fængende romankunst fra økokatastrofens tidsalder (…) Ørntoft har skrevet en roman, der får mig til at genforelske mig i romangenren og det, den kan, samtidig med at jeg under læsningen har tænkt, at den måske lige så meget er en tv-serie som en roman. Nogen burde i hvert fald straks sikre sig rettighederne til at lave en tv-serie ud af den, for de får et skønt persongalleri serveret og en historie om den vestlige økonomis udvikling (…)
Man bliver fra første side indfanget af Ørntofts personer, og hvad de fører med sig af landskab, livsstil, drømme, skuffelser, holdninger og historie. Ørntoft tegner prægtige portrætter af tre generationer af vestlige eksistenser, som de er indlejret i deres omgivelser og hinanden og geologiske lag af samfunds-og naturhistorie. Han bevæger sig fra sindets til husets til slægtens til planetens økosystem, han gør konkrete livsverdener sansebare for os, han fremsætter forskellige holdninger til og positioner i økokatastrofens tidsalder hinsides debattens fordummende pro eller kontra. Det er fornem romankunst.
Berlingske
Svimlende suveræn (…) en original slægtsroman, der skildrer tiden fra 1967 og ud i fremtiden til 2036. De fem knivskarpe miniromaner bobler af fortælleglæde og undersøger kærligheden, tilgivelse og menneskehedens evolutions-og kulturhistorie helt tilbage til universets oprindelse. Intet mindre. (…)
Det suveræne findes i Ørntofts prosa, der konstant bobler over af smittende fortælleglæde, når det kommer til at stille knivskarpt på de familiemedlemmer, der portrætteres i romanen. (…) Når Ørntoft træder op på den store klinge i sin prosa bliver Jordisk også skrevet i en optik, der indsigtsfuldt beskæftiger sig med menneskehedens evolutions-og kulturhistorie og faktisk helt tilbage til universets oprindelse. (…) mesterlig roman