1970’erne var lyrisk set pænt deprimerende undtagen på de bittesmå forlag – der med få undtagelser ikke er de samme som dem, der nu med stor, kvalitativ vægt florerer, men total parallelle – og i Hvedekorn. Hvis man nøjes med at læse Hvedekorn fra 1970 til 1979, ligner perioden den poetiske guldalder, som den i al hemmelighed så rent faktisk også var. To af de ivrigst og betydeligst bidragende 70’er-Hvede-digtere er Karsten Bjarnholt, født 1944 og debut så tidligt som 1965, før Borums tid, og Hans Chr. Bøgholm, født 1946, debut 1969, og begge har nye, usvækket originale digte med i nummer, 1, 2024. Bøgholm er en forrygende indædt forgrublet søjlehelgen af en digter, som født i fx Frankrig eller Tyskland for længst ville have status som levende legende, hør det knage overlegent:
” Vi har set,/ hvis vi vil indrømme det,/ at det langsomste vi ved,/ er os selv./ Hver og én af os,/ og også det,/ der i en eller anden forstand/ er ”det”,/ er ude af stand/ til at nå noget som helst,/ fordi vi indser,/ at det ikke var det,/ vi ville nå,/ at det var døden,/ og den/ som løber hastigt efter noget/ og indser,/ at det er døden,/ vil løbe endnu hurtigere,/ fordi han ikke ser,/ at det er langsommere og langsommere,/ og fordi målstregen/ ikke er hans.”
Og så er der et tidsskrift i tidsskriftet! Gresshoppene har ingen konge nr. 39, redigeret af norske Jørn Sværen og med dirrende konceptuel poesi af ligeledes norske Arne Kleiva. Gresshoppene slår sig med hvert nummer ned i et nyt tidsskrift, og nu er det Hvedekorns tur til at lyse gult og knitrende. En ærefuld plage!
Fremhæves blandt alt det nøjagtig lige poetisk fremhævelsesværdige kan også de seneste afsnit af Sternbergs lumsk henkastede, seneste meta-føljeton ”Det vilde er” (den forrige ti år gamle føljeton ”Det samvær vi har sammen” er nu omsider, i udvidet form, ude i bogform) og Manon Amalie Bøgeskov digteksplosion med, som et af tidens flyvende tegn, flere englelige medvirkende. Og selvfølgelig debuterer også flere debutanter, og fx Nelli Ann Eroglu med bl.a. dette digt om oplevelsen af at læse endnu en debutant, der mirakuløst er sig selv, i hvilket som helst årti:
”Grus, bakterier, jordfald, mosaik./ Og at altings lyd har samlet sig hos dig.”
Plus Anna Stahns djævelsk yndefulde tegninger af digtere og kritikere!
