Product image

Det brændende landskab

Læseprøve
Lytteprøve

Disse tyve noveller rummer hver for sig en facetteret verden, et omfattende perspektiv, og de udgør tilsammen en mangfoldighed af syn og erfaring, af iagttagelser, ideer og fantasmer.

De finder sted i Danmark, i Nordafrika, med forkærlighed i Sydeuropa. Deres hovedpersoner er kontormænd, kunstnere, kriminelle, de er spaniere, grønlændere, hjemmefødninge, de er ensomme, elskende, gale, hovmodige - de kan være næsten ingenting, i alle aldre. En enhed står dog langt stærkere i oplevelsen end novellernes brogede forskelligartethed. Først og fremmest fordi de alle er skrevet i jeg-form, dernæst fordi alle disse jeg’er impliceres i tilværelsens ekstremer. De kan blive ofre for bratte katastrofer, de kan selv have lukket alle udveje eller se den sidste blive spærret for dem, de kan i en tømthed foretage fatale eksperimenter med sig selv og andre. Men de kan også blive dirrende iagttagere af mennesker, der danser, og selvom de stadig er fortabte, kan de således gennem en spinkel medviden eller en forsøgsvis identifikation løftes en anelse, se en mulighed, skimte befrielsen, skønheden, som realiteter, der rækker ud over den personlige fiasko. Sådan, og gennem drømme, pludselige åbenbaringer af livgivende kræfter under den desperate bevidsthed, får smerten form og retning og kan tillade en rig vifte af udtryk, skarpt registrerende surrealistiske, grotesk humoristiske…

"På den tid brændte skovene ganske langsomt i gult og rødt. Som nynnende fakler åbnede træerne sig mod himlen, og døgnet rullede som en sindig dønning. Mine øjne var centrum i verden, der kastede sine slør ét for ét. De faldt som store kastanjeblade i det tyste efterår."

VEJL. PRIS

49,00 kr.

Køb eksempelvis bogen hos:

Forfatter

Henning Mortensen

Henning Mortensen, 1939-2025, debuterede som forfatter i 1966 med digtsamlingen Det kan komme over én. Hans forfatterskab tæller i dag både romaner, digte, noveller, essays, skuespil, børne- og undervisningsbøger.

Blandt hans kendteste værker er 10-binds-romanserien om Ib Nielsen, der begyndte med Havside sommer (1993) og afsluttes med Raketter (2000). Herefter fulgte bl.a. Sondrup-trilogien – Næb og kløer (2005), Ræven går derude (2006) og Rita Korsika (2007). Blandt hans krimier står Den femte årstid (2004) som en milepæl i genren. Henning Mortensens sidste roman blev Trampolin fra 2019.

Gennem årene modtog han en lang række priser og hædersbevisninger, bl.a. Holbergmedaljen, Herman Bangs Mindelegat, Beatrice-prisen, Henrik Pontoppidans Mindefond, Blicherprisen, Kritikerprisen og Det Danske Kriminalakademis Palle Rosenkrantz-prisen.

Henning Mortensen døde 3. februar 2025 efter kortere tids sygdom. Han blev 85 år.

En serie af hans sidste digte, kaldet Ivrige digte, udkommer senere i 2025 i Hvedekorn.

Privatfoto, 2017