BLÅ ØJE (TÜRKÜ) er et syngende sorgskrift, en fortælling om hvordan traumatiske erindringer nedarves gennem generationer. Med digtsamlingen fremskriver Deniz Kiy et omsorgsrum for og et hjem til de fordrevne og forstummede stemmer og kroppe. Bogen er et stærkt opgør mod de blå øjnes blik – fremmedhadets retorik.
Det hele er meget sanseligt beskrevet, selv om selve handlingsforløbet forbliver dunkelt og fragmentarisk. Men man behøver hverken ordbog eller kort for alligevel at forstå, hvad der foregår på det affektive og poetiske plan. Der er også bare så mange sætninger, der er værd at citere, såsom »det der blev stående/står«, og »smerten er det frø som blev stilken i min hals, anne«. Og bogen slutter: »min türkü må ende/som mit ansigt/kort og fucked/allahallah« - sikken afslutning på en meget lovende debut, kort og godt!.
Information
Kiys digte åbner et intimt rum, sådan føles det, hvis tråde trækker tilbage gennem generationerne. De er på én gang en kærlighedserklæring til forældrene og bedsteforældrene og en klagesang over deres hårde, slidte liv (…) Blåøje er en overbevisende debut, smuk og sørgelig. På sin egen lille måde udvider den, hvad man skriver om, når man digter om den tabte hjemstavn i dansk litteratur.
