Shadi Angelina Bazeghi
Shadi Angelina Bazeghi, født 1974, er forfatter og oversætter. Hun er desuden medredaktør af det nordiske litteraturtidsskrift KRITIKER. Shadi Angelina Bazeghi har læst Astronomi på Københavns Universitet og er uddannet fra Forfatterskolen i 2007. I 2005 vandt hun Gyldendal og Berlingske Tidendes konkurrence Nye Stemmer.
Shadi Angelina Bazeghi debuterede som forfatter i 2015 med den anmelderroste digtsamling VINGESLAG. Bazeghi kommer oprindeligt fra Iran, og debuten tematiserer bl.a. hendes personlige erfaringer med krigens væsen. I 2020 var hun klar med digtsamlingen FLOWMATIC, der er nomineret til Montanas Litteraturpris 2020.
Shadi Angelina Bazeghi har også oversat poesi, bl.a. af den banebrydende, kontroversielle iranske digterinde Forugh Farrokhzad. I 2006 udkom hendes oversættelse af Forughs posthume digtsamling, LAD OS TRO PÅ BEGYNDELSEN AF EN KOLD ÅRSTID, på Basilisk. I 2013 udkom antologien KUN STEMMEN BLIVER TILBAGE, der rummer Bazeghis oversættelse af Forughs væsentligste værker m.m.
Fotograf: Jakob Dall, 2015