
Louis-Ferdinand Céline
Louis-Ferdinand Céline (1894-1961) deltog i 1. verdenskrig og blev hårdt såret. Efter lægeeksamen i 1924 foretog han rejser til Afrika og Amerika og blev derefter fattiglæge i Paris. Céline blev op gennem 30’erne berygtet for sin antisemitisme og ikke mindst for sit forslag om en alliance mellem den franske regering og det tyske naziregime af frygt for en ny fransk-tysk krig.
Selvom han ikke var nazist, måtte han efter 2. verdenskrig flygte fra Frankrig til Danmark, hvor han opholdt sig 1945-51. Kort efter hans ankomst til Danmark krævede Frankrig Céline udleveret til retsforfølgelse, anklaget for landsforræderi og indstillet til dødsstraf. I 1951 kunne han vende hjem efter at have fået amnesti.
Céline anses for en af det 20. århundredes betydeligste forfattere. Han har haft stor indflydelse på både fransk og ikke mindst amerikansk litteratur, heriblandt Beat-poeterne, og må betragtes som en af 1900-tallets mest skelsættende forfattere.
Hans debutroman Rejse til nattens ende (1932) er udkommet som en del af Rosinantes klassikerserie.
Bemærk: Forfatterfotos og forsider må alene bruges i forbindelse med omtale af forfatteren og dennes bøger. Husk tydelig kreditering.
Berlingske
I krydsfeltet mellem »halløj på sengekanten«-løjerne og den Samuel Beckettske »vi venter på Godot«-humor folder Celine sig suverænt ud. En stor del af komikken i Krig er hængt op på de voldsomme sammenstød mellem forskellige sprogtoner. Den rene poesi grænser op til de mere rå og brutale toner, og de groteske overdrivelser står side om side med de diskrete antydninger. (...)
Den særlige kvalitet ved Krig er den tumultariske og vildt energiske sprogblanding, hvor blodet lyder, de løsrevne legemsdele blandes og eksplosionerne buldrer fra alle sider. Det er et vaskeægte anarki i sprog og stil, Celine slipper løs.
Information
Det surrealistiske, virkeligheden som drøm eller hallucination, bliver til et decideret sansebombardement i bogen (...) Man ser Célines roman, lige så meget som man læser den.
Kristeligt Dagblad
Krig er nøjagtig så sublim, som man kunne forvente, og bliver forventeligt årets danske udgivelse af internationale mestre. (...) Krig er et værk i egen ret, men kan bidrage til en forlængelse af natterejsen; vi skal dybere ned i mørket.