Louis-Ferdinand Célines hidtil upublicerede roman, Krig – om krigens gru og rædsler – udkom første gang i 2022, hvor den i Frankrig blev en af årets største litterære begivenheder. Nu er romanen klar på dansk, og den er med forord af Lilian Munk Rösing.
Ferdinand såres ved Flandern under Første Verdenskrig. Han vågner op i slagmarkens søle og får på trods af en øredøvende indre larm og stærke smerter kæmpet sig til den nærmeste by, hvor han indlægges på et felthospital. Her møder han sygeplejersken L’Espinasse, som snart både forgriber sig på ham og påtager sig at pleje ham. Sammen med Bébert, en anden såret soldat, får Ferdinand gradvis tillempet sig udgangstilladelse, men livet uden for hospitalets mure er ikke meget mere opmuntrende end livet inden for murene.
Krig er en roman om de nedrige drifter og forfærdelige sider af menneskeheden, som krigen får frem. Det er en roman om at undslippe døden, men miste alle illusioner og troen på det gode i mennesket undervejs.
Louis-Ferdinand Céline er en af Frankrigs største modernistiske forfattere. Han deltog selv i de hårde kampe mod tyskerne i Flandern under Første Verdenskrig.
Om den franske 2022-udgivelse:
”En uomgængelig tekst af sjældent høj litterær karat.” Information
"Romanen er en verdensnyhed, og den er ganske suveræn." Politiken
Krig udkommer i Gyldendal Lunar, der er en serie for litteraturhistoriens mørke klassikere. Det er værker, der sprænger normer og former, fra alle tider og alle dele af verden. Gyldendal Lunar er serien for de skæve, de dystre, de vilde, de dunkle og grænsebrydende værker. Gyldendal Lunar er undergrundsværker, der lyser op i mørket.
Bogen er oversat af Troels Hughes Hansen
- Antal sider176
- Højde201 mm
- Bredde131 mm
- Dybde16 mm
- Vægt240 g
- FormatHæftet
- ForfatterLouis-Ferdinand Céline
- ISBN9788702390230
- Udgave1
- Udgivelsesdato24.08.2023
- OversætterTroels Hughes Hansen
- GenreSkønlitteratur
- KontaktpersonVivi Vestergaard
- E-mailVV@gyldendal.dk
- Telefon3375 5612
- PressefotosLouis-Ferdinand Céline
Bøger i samme serie
Berlingske
I krydsfeltet mellem »halløj på sengekanten«-løjerne og den Samuel Beckettske »vi venter på Godot«-humor folder Celine sig suverænt ud. En stor del af komikken i Krig er hængt op på de voldsomme sammenstød mellem forskellige sprogtoner. Den rene poesi grænser op til de mere rå og brutale toner, og de groteske overdrivelser står side om side med de diskrete antydninger. (...)
Den særlige kvalitet ved Krig er den tumultariske og vildt energiske sprogblanding, hvor blodet lyder, de løsrevne legemsdele blandes og eksplosionerne buldrer fra alle sider. Det er et vaskeægte anarki i sprog og stil, Celine slipper løs.
Information
Det surrealistiske, virkeligheden som drøm eller hallucination, bliver til et decideret sansebombardement i bogen (...) Man ser Célines roman, lige så meget som man læser den.
Kristeligt Dagblad
Krig er nøjagtig så sublim, som man kunne forvente, og bliver forventeligt årets danske udgivelse af internationale mestre. (...) Krig er et værk i egen ret, men kan bidrage til en forlængelse af natterejsen; vi skal dybere ned i mørket.