James Baldwin
Den amerikanske forfatter og borgerrettighedsaktivist James Baldwin (1924-1987) voksede op i Harlem, New York, men boede meget af sit liv uden for USA, bl.a. i Tyrkiet og Frankrig. Som 29-årig udgav han sin første roman, Råb det fra bjergene (1953). Tre år senere skabte han furore ved at skrive om et kontroversielt tema i sin tid, kærligheden mellem to hvide mænd, i romanen Giovannis værelse (1956). Efter flere år i Frankrig vendte Baldwin i 1957 tilbage til USA for at deltage i borgerrettighedsbevægelsen. Han blev sammen med Martin Luther King Jr. og Malcolm X en af frontfigurerne, skrev talrige artikler og essays om bevægelsen og var frem til sin død i 1987 en af de absolut vigtigste stemmer i diskussionen om raceundertrykkelse i USA.
James Baldwin ville være fyldt 100 år den 2. august 2024. Den dag udgiver Gyldendal to af hans bøger. Den ene for første gang på dansk. Den anden er nyoversat:
Hvis Beale Street kunne tale, der udkom i 1974, er en roman om stor kærlighed, der udfordres af omverdenens fordomme. Det er en barsk fortælling om at være sort i 1970'ernes New York og om racismens fatale konsekvenser. Romanen, der
blev filmatiseret i 2018, udgives for første gang på dansk. Oversættelse v/Rasmus Hastrup.
Næste gang ilden er et personligt portræt af James Baldwins egen opvækst i Harlem, et brændende opgør med raceundertrykkelse og et protestskrift. I to breve skrevet med lige dele vrede og ømhed, smerte og klarsyn stiller han spørgsmålet:
Hvordan kan vi opnå en verden uden racediskrimination? Bogen udkom i 1963 i både USA og Danmark. Nu er den blevet nyoversat af Niels Lyngsø.
I august 2025 udkommer yderligere to Baldwin-bøger: Råb det fra bjergene i nyoversat udgave v/Rasmus Hastrup og Giovannis værelse, der genudgives med nyt omslag.
Foto: Gyldendals Billedarkiv