Eva Tind
Eva Tind, født 1974, har et anmelderrost forfatterskab bag sig. Hun debuterede med digtsamlingen do i 2009 og modtog Klaus Rifbjergs debutantpris fra Det Danske Akademi. Siden har hun udgivet en række romaner, to digtsamlinger og et portræt af stumfilmskuespillerinden Asta Nielsen, Astas skygge. Hendes roman Ophav blev nomineret til DR Romanprisen 2020, og i 2021 udkom den biografiske roman Kvinden der samlede verden om Marie Hammer. Hendes roman Citronbjerget fra 2023 fik en meget flot modtagelse både blandt læsere og anmeldere, og den blev bl.a. nomineret til Jyllands-Postens Litteraturpris. Efteråret 2024 udkom den anmelderroste og selvbiografiske roman, Min Kim.
Eva Tind har modtaget Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, og hendes bøger er oversat til flere sprog.
Fotograf: Natascha Rydvald, 2023
Weekendavisen
Med udgangspunkt i et privat livs adoptionserfaringer folder Min Kim sig ud som en generel system-, kultur- og mytekritik skrevet med dyb troværdighed i forurettelsen og argumentationen og med enorm moralsk relevans og politisk aktualitet.
Vigtigst er, at Pigen fra syd har omsat sit livs erfaring til en dybt rørende og tankevækkende bog, der giver indsigt i adoptionens psykologi - racismen, traumerne, senfølgerne - og problematiserer den selvtilfredse forestilling om, at vi gør små børn i fremmede farver en tjeneste for livet ved at lukke dem ind i det danske reservat.
Information
Fortællerens empati og personlige investering i stoffet gør Min Kim til en utrolig medrivende bog, uanset om man interesserer sig for adoption i forvejen. Det er en bog skrevet på blod, sved og tårer - en bog, der satser alt og lykkes med det.
Berlingske
Tinds kamp for at lære den sande historie om sin egen adoption og sin koreanske familie er rørende.
(...) Tind lykkes med at knuse myten om den lykkelige adoption, og Min Kim er en indigneret bog, den er også slet og ret vred, forbrydelser er blevet begået, uoprettelig skade sket.
(...) Den ender med at pege på en anden, måske mere meningsfuld forståelse af adoption, nemlig den newzealandske, og den bærer vidnesbyrd og fører overbevisende bevis for, at mennesket ikke svæver frit rundt i verden. Slægt, kultur og historie betyder faktisk noget, modsat hvad vi allesammen gik rundt og troede i de glade 00ere. På den måde er den også et vidnesbyrd om, hvor naive oplyste og moderne samfund kan være.