Cecilie Grønlund

Det virker alt sammen troværdigt og bliver en styrke i portrættet af en på samme tid rå og porøs ungdomskultur, hvor alt og alle hele tiden bliver vurderet på udseende, præstationer og attitude.

(…) Romanen er en sammenbrudsroman med inspiration fra Tove Ditlevsen og Tom Kristensen, og Annas kvaler før, under og efter det store kollaps er præcist beskrevet. (…) men i modsætning til hos forbillederne er der et lyspunkt til sidst. Her sejrer en ungdomslitterær konvention om at formidle håb for de unge.

(…) Det er i den overbevisende beskrivelse af den indre logik i Annas selvdestruktion, at romanen for alvor har noget at komme med. Her er noget grumt og virkelig alvorligt på spil ligesom i den parodiske beskrivelse af de tilbud om hjælp, som Anna har modtaget som barn og ung (…). Hvis det er sådan, det foregår, er det pinligt for et velfærdssamfund. Anna er billede på en ung, som skriger så stille, at hun risikerer at forsvinde.