»Ungdomslitteraturen er lige der, hvor livet står pivåbent«
Lise Villadsen blev i oktober 2025 tildelt Skolebibliotekernes Forfatterpris for sin roman DE SORTE HULLERS KLUB. Her kan du læse hendes takketale fra overrækkelsen af prisen.
14-10-2025
Tak alle sammen. OM FORFATTERENLise Villadsen, f. 1985, debuterede i 2018 med den anmelderroste YA-roman TIGERHJERTE, som hun startede med at skrive allerede som 14-årig. Siden har hun blandt andet udgivet KVANTESPRING og BYTTEDYR.
Tak for de gode ord.
Tak til Gutkind og Gyldendal og redaktør Tine Flyvholm for at tro på historien. Og tusind tak til Landsforeningen Skole & Bøger og til Edvard Pedersens Biblioteksfond for at denne vigtige pris findes. Tak for at give den til så mange forfattere før mig og for at give den til mig i dag. Det betyder utrolig meget. Anerkendelsen. Og opmuntringen. Tak!
I dag vil jeg fortælle jer en lille hemmelighed, for det synes jeg, der hører til i enhver god historie – og måske også i enhver god tale. Det vil vise sig!
Men vi starter med noget, I nok godt kunne regne ud: Jeg elsker bøger. Lige siden jeg var barn, har jeg både læst og skrevet og drømt om at blive forfatter.
LÆS OGSÅ: Niviaq Korneliussen dedikerer pris til grønlandske unge
Det er ikke så meget selve ordene, der gør det for mig. Dem kludrer jeg for det meste bare rundt i og skriver om tusind gange. Sletter, retter. Skriver til. Smider ud. Hvorfor gider jeg alt det besvær med de ord?
Jo, det er for historiens skyld!
Jeg ser muligheden for at slippe væk fra den, jeg er, og blive en anden. Ligesom Max gør i DE SORTE HULLERS KLUB.
Jeg ved, hvordan det er at være Lise Villadsen. Jeg ved nogenlunde, hvad der kan ske og ikke ske. Men jeg ved ikke, hvad der sker, når jeg er Max. Eller Sylvia. Så kan alting ske.
Når vi lever os ind i en romankarakter, bliver vi formet af det, han eller hun møder: Modgang. Sorger. Glæder. Forelskelse. Ting, der lykkes. Ting, der ikke lykkes. Ting, der går helt forfærdeligt galt. Og vi formes af mødet med karaktererne i bogen. Sylvia for eksempel – der vinder Max’ hjerte med sin skrøbelighed og sin livsgnist. Hvad skulle hun mon lære os?
Jeg ved, hvordan det er at være Lise Villadsen. [...] Men jeg ved ikke, hvad der sker, når jeg er Max. Eller Sylvia. Så kan alting ske.
Mange af os læser for at blive klogere på andre end os selv. Det er også derfor, jeg skriver. For at nå at møde så mange skæbner og mennesker som muligt. For at blive ved med at stå åben. Ikke bare på klem.
Det er det, jeg synes, ungdomslitteraturen kan: Den befinder sig lige dér, hvor livet står pivåbent. Mange ting skal prøves og prøves af for første gang:
Max i DE SORTE HULLERS KLUB bliver forelsket for første gang. Max oplever at være en del af en vennegruppe for første gang. Men Max oplever også konsekvenserne ved at lyve for første gang. Og han skal finde ud af, hvordan han kan være sammen med andre mennesker.
Være hvad? – spørger I.
Og det spørger Max også sig selv om.
Hvordan skal han være i mødet med de andre i gruppen af ensomme unge? Skal han være cool og tilbagelænet og fake at han har en masse venner et andet sted? Eller skal han gøre sig lille og fortælle, hvordan han plejer at gemme sig på toiletterne i spisepausen, fordi han ikke har nogen at tale med ovre på skolen?
”Det store er ikke at være dette eller hint men at være sig selv,” skrev filosoffen Søren Kierkegaard.
Men dét – at være sig selv – er ikke nogen let opskrift at følge. Og slet ikke for en teenager. Først skal man finde ud af, hvem man overhovedet er eller vil være. Og det kan godt tage tid. Årtier faktisk. Og så står man jo også med risikoen for, at de andre ikke synes, at det, man er, er noget særligt ...
Men den risiko er man bare nødt til at løbe, er jeg kommet frem til. For det er i mødet med andre mennesker, at vi får chancen for at blive os selv.
Med nogle vil vi spille cool og fake. Og med andre vil vi være mus og lede efter huller at gemme os i. Men en dag møder vi nogen, som ser på os, som om det, de ser, er helt okay. Med fejl og mangler og skævt pandehår. Og så sker der det magiske, at vi er os selv.
Det er sådan, Sylvia ser på Max. Sådan hun er med til at fremkalde ham. Ligesom også Box, Marvin, August og Mus er med til at forme den Max, vi siger farvel til i slutningen af DE SORTE HULLERS KLUB.
Uden mødet med dem havde han været en anden. Uden de andre kunne han ikke have set på sig selv med nye øjne.
LÆS OGSÅ: Bøger der starter samtaler om trivsel
Og nu er vi så kommet til den lille hemmelighed, jeg lovede jer: Mens jeg skrev DE SORTE HULLERS KLUB, vidste jeg, at den også handlede om mig selv. For det første fordi forfattere altid er bange for at blive afsløret som den, der har skrevet en smuk bog, indtil et barn eller ung i mængden råber: ”Der er jo slet ikke noget indeni!?” Og for det andet fordi jeg også – ligesom Max – kan være frygteligt optaget af, hvad andre tænker om mig. Jeg kan endda finde på at lyve lidt for at lyde klogere, end jeg er:
”Hvorfor er der en karakter i DE SORTE HULLERS KLUB, som ikke taler?” blev jeg spurgt for nylig. Og jeg svarede, at det var vigtigt med fokus på socialangst og repræsentation af stille drenge. Men sandheden er, at der var for mange stemmer at holde styr på, så én i gruppen var nødt til at holde mund.
Vi gør det nok alle sammen en gang imellem. Overdriver lidt. Faker en smule - for at få eller fastholde en plads i fællesskabet. Og det er okay. Det er ret menneskeligt. Bare løgnen ikke ruller for langt eller vokser sig for stor. Bare vi ikke kun praler med priser og hæder og masser af venner, men også tør sige: Jeg er alene hver dag. Jeg er alene, mens jeg sniger mig rundt i usynlige rum og lytter til samtaler, der ikke eksisterer, mellem karakterer, der kun findes i min fantasi.
Sikke et fjollet, mærkeligt, ensomt og helt vidunderligt arbejdsliv!
I dag er jeg og bogen blevet både set, fremkaldt og fejret af et stort og vigtigt fællesskab for litteratur – tusind tak for det.
Lise Villadsen
Oktober 2025