»Bogen er min måde at tilbageerobre min plads i verden«
En voldsom fødsel er omdrejningspunktet for Lea Marie Løppenthins digtsamling LØVEN OG KLAGEN. Den er på én gang et vredt anklageskrift rettet mod samfundets fødselspolitik og en stor kærlighedserklæring til det lille barn, fortæller forfatteren i dette interview.
Af Sisse Tvegaard Andersen / 03-09-2024
Hvad fik dig at skrive LØVEN OG KLAGEN?
– Bogens centrale erfaring er det at være på hospitalet og blive behandlet som mit barns emballage - oplevelsen af at det var helt uvæsentligt, hvad jeg tænkte og følte, LEA MARIE LØPPENTHINdebuterede som forfatter i 2014 med digtsamlingen NERVERNES ADRESSE. I 2016 udkom romanen PANSER, i 2019 romanen SÆSON og i maj 2022 var hun aktuel med romanen LIVET GÅR OVER SINE BREDDER. hvis bare barnet kunne evakueres fra mig hurtigst muligt. Mit barn var på intet tidspunkt i fare under indlæggelsen, så jeg oplever tilsidesættelsen af min person som dybt unødvendig og krænkende.
LÆS OGSÅ: Liv Nimand Duvå om de tabubelagte moderfølelser
At skrive bogen har været en måde at tilbageerobre mit sprog og min plads i verden – og en manifestation af, at min kærlighed til barn ikke kan forgiftes af det had, jeg føler for hospitalet eller vores samtids fødselspolitik.
I bogen kalder du barnet for Løven. Hvorfor var det nødvendigt med et kaldenavn, og hvorfor endte du med at bruge barnets stjernetegn som navn?
– Jeg ville ikke bruge mit barns eget navn, men heller ikke udskifte det med et fiktivt - det fiktive ville gå imod bogens øvrige form. Da mit barn var helt nyfødt, blev jeg meget overvældet af augustvarmen og tænkte på, hvor anderledes det måtte have været for min mor, der fik mig i slutningen af november. Jeg ved ikke, hvor meget man skal give for astrologiens psykologiske profiler, men jeg kan godt lide tanken om, at den første årstid man møder i sit liv, er betydningsdannende. Den august var i hvert fald lige så smuk, vanvittig og megaloman, som Løver typisk bliver fremstillet som, og derfor virkede stjernetegnet som et godt udgangspunkt for et kaldenavn.
Hvad ligger der i det navn, du giver jeg-fortælleren, nemlig Klagen?
– En klage er både et smertensskrig, en sang og et officielt dokument, man sender ind til kommunen. Siden jeg har fået mit barn, har jeg pendlet mellem disse tre tilstande, og været i tvivl om, hvilken der var den rette. Jeg håber, at bogen kan være alle tre ting på en gang - ikke mindst så jeg selv kan slippe for at være nogle af delene.
Hvilke tanker har du gjort dig om bogens forside og det røde bær, der pryder den?
– Jeg talte med min grafiker om, at omslaget skulle være rødt, fordi rød både er en vred, kærlig og blodig farve. Da jeg lige var blevet gravid, gav min bedste veninde mig et pudebetræk, hvor hun havde broderet det bær, som optræder på forsiden. Bærret afspejler bogens tone ret præcist, fordi det er sødt, nuttet og vrissent. Og så sender stingene også en hilsen til de sting, jeg blev syet med efter kejsersnittet.
Bogen går helt tæt på modsatrettede følelser: sorg, kærlighed, vrede, glæde ensomhed, humor. Hvordan har det været for dig at dykke ned i de følelser?
– Besværligt! Nu da jeg har skrevet bogen færdig, har jeg f.eks. opdaget, at ingen af mine følelser er svækkede, selvom jeg har arbejdet med dem som skrift i halvandet år - så der er nok i høj grad tale om et dokumentationsværk end et terapeutisk værk.
Hvad har været sværest at skrive om?
– Vreden, sorgen og hvad der er hvad – spørgsmålet om, i hvilken grad jeg er vred på hospitalets ansatte, i hvilken grad på politikerne og deres økonomiske prioriteringer, og i hvilken grad på mig selv, og hvad jeg skal stille op. Sorgen står ved siden af og tilbyder ro, den kan være et sted hvor jeg kan slippe indignationen. Men hvor længe kan jeg slippe indignationen? Risikerer man så ikke, at de samme destruktive processer får lov at fortsætte uforandret?
LÆS OGSÅ: Læsekredsmateriale til LIVET GÅR OVER SINE BREDDER
Det har gjort mig rundtosset at skulle redegøre for disse overvejelser, og jeg tror kun, at jeg har skimmet overfladen.
Hvad håber du, at læserne vil tage med sig, når de har læst bogen?
– At en fødende er en naturressource, og at det derfor ikke er så underligt, at det senmoderne samfund behandler den fødende ligeså dårligt som det behandler de øvrige naturressourcer. Vores samfund er helt grundlæggende baseret på udbytning og udvinding, og sådan kan det ikke blive ved, hverken når det gælder fødegange, svinefarme eller rapsmarker.
Og så håber jeg, at bogen vil efterlade læseren med en tro på, at kærligheden er mulig, selv nu og her.