"Det at skrive en hel fødsel frem, (…) blev en slags rituel handling for mig."

Liv Nimand Duvå har med MØDRENES HUS skabt et sted, hvor sårede mødre på tværs af generationer, erfaringer og årtusinder kan finde sammen og passe på hinanden. Huset er et fællesskab for det ”mødrende” folk uanset køn. Det er en drøm, en utopi udenfor patriarkatet, hvor mødre kan føde og genfødes, dele erfaringer, ritualer og vende styrkede tilbage til deres liv.

 Foto: Simone Lilmoes

Hvordan begyndte du at skrive MØDRENES HUS?

For snart to år siden fødte jeg min søn. Fødselsforløbet mindede meget om det, der beskrives i bogen. Som førstegangsfødende var jeg fuldstændig uforberedt på, hvad der ventede. I lang tid efter var min krop i chok og jeg var overvældet og uforløst. Jeg havde en klar fornemmelse af at have været igennem en eksistentiel grænseoverskridende begivenhed, men var for syg og søvnløs til at forstå det og manglede overgangsritualer og fællesskaber til at markere det.

  

Da jeg efter et år endelig kunne vende tilbage til skriften, blev det at skrive en hel fødsel frem, med alle de fysiske og eksistentielle komplikationer der kan medfølge, en slags rituel handling for mig. Jeg havde en fornemmelse af, at mine egne erfaringer med at stå alene med de her oplevelser var koblet til en større ensomhed, som jeg ikke stod alene med.

 

For mig blev det at placere mine egne erfaringer i en større kulturel og civilisatorisk fortælling om skabelse, som historisk set har været underbelyst, en slags litterær overgangsrite og en måde at lede efter og drømme om de fællesskaber, jeg selv manglede.

 

Hvad er dit ærinde med bogen?

 

Der findes mange fortællinger om fødsler og moderskab, men utroligt få, som jeg kunne spejle mig i, da jeg stod et sted i livet, hvor alt ændrede sig. At føle lykke og forbindelse til barnet fra første spark i maven bliver næsten præsenteret for den vordende familie som et krav, selvom det langt fra er alle, der oplever det sådan. Derfor er det ikke underligt, at denne del af tilværelsen er omgivet af så mange tabubelagte følelser.

 

Jeg håber, at MØDRENES HUS kan være med til at gøre op med fortællingen om det naturlige og lykkelige moderskab, at aftabuisere de svære følelser og indgyde til fællesskaber blandt det mødrende folk på tværs af generationer og køn.

 

Hvor meget er baseret på din egen historie?

 

Ligesom Rosa var jeg også gennem et fødselsforløb, der startede med et ønske om en naturlig fødsel, men endte i et utroligt langt forløb med medicin, forgiftning, mislykkede igangsættelsesforsøg, kejsersnit og et hospitalsvæsen i knæ, som desværre begik alt for mange fodfejl, hvilket skulle vise sig at få store konsekvenser. Jeg begyndte at skrive mit forløb frem, men hurtigt voksede en anden fortællingen ud af det med sine selvstændige fiktive karakterer og parallelle og udsyrede handlingsspor.

 

En del af fortællingen foregår i Mødrenes hus. Hvad er det for et sted?

 

Mødrenes hus er en drøm om et sted, hvor alle de sårede mødre på tværs af generationer, erfaringer og årtusinder kan finde sammen og passe på hinanden, hvor de kan dele erfaringer og ritualer, hvor de kan føde og genfødes og styrkede vende tilbage til deres nye liv. Det er en utopi om solidaritet i et sted uden for patriarkatet. Og nej, det er nok ikke muligt at mødes på tværs af årtusinder, men mit håb er, at Mødrenes hus kan få os til at skabe nye fællesskaber, til at se os selv og dem, der står lige ved siden af os, mere klart.