Lars Mytting: »Jeg ville ikke forlade fortællingen«
Efter 1500 sider siger den norske forfatter Lars Mytting farvel til Butangen og sine hovedpersoner i Hekne-trilogien med en afslutning, der samler alle tråde.
Af Sisse Tvegaard Andersen / 11-10-2024
Med romanen SKRABENATTEN afslutter den norske forfatter Lars Mytting sin trilogi om Hekne-slægten, der startede med SØSTERKLOKKERNE og fortsatte med SKÆBNENS BLÅ TRÅDE. LaRS MYTTINGer vokset op i en lille norsk by i Gudbrandsdalen i Norge. SVØM MED DEM SOM DRUKNER blev hans store gennembrud som skønlitterær forfatter, og for den modtog han det norske svar på De Gyldne Laurbær, Bokhandlerprisen.
Skrabenatten er i bøgerne en forestilling om dommedag, hvor »jorden skal skrabes ned til det bare fjeld og de døde skal dømmes«. Ordet optræder allerede på første side i trilogiens første bog SØSTERKLOKKERNE, men faktisk vidste forfatteren ikke på det tidspunkt, præcist hvordan han skulle bruge begrebet i trilogiens afslutning.
– Mange tror, at skrabenatten er et ægte norsk dialektbegreb, man faktisk er det et af de ord, jeg selv har skabt i arbejdet med trilogien. I starten var ordet det eneste, jeg havde, sammen med en idé om noget, der foregik under krigen. Det var, som om jeg så noget på lang afstand og hørte lydene fra det, men ikke detaljerne og heller ikke, hvilke personer der skulle være til stede, fortæller Lars Mytting, der i bøgerne blander historiske beskrivelser af livet på landet i Norge med overtro og gamle myter.
LÆS OGSÅ: Mytting og myterne
– Det forklarlige og det uforklarlige har ofte vandret hånd i hånd i gammel mundtlig fortælletradition i Norge, og jeg har altid været fascineret af, hvor udødelige disse fortællinger er. Udfordringen i moderne romanform er jo, at man ikke kan tage den lette udvej og bare slippe det løs i fortællingen helt ukontrolleret. Selv det tilsyneladende uforklarlige må behandles, som om det var et levende væsen, en biperson med sin faste personlighed og sin indre logik.
To gange Astrid Hekne
Hovedpersonen i SKRABENATTEN er Astrid Hekne, der er barnebarn af den Astrid Hekne, vi lærte at kende i SØSTERKLOKKERNE. Hendes kampgejst og beslutsomhed ligner også bedstemorens, men der er alligevel en afgørende forskel på dem, slår forfatteren fast.
– Astrid fra SKRABENATTEN bliver født i en tid, som både kræver og giver hende noget andet end bedstemoren, som gjorde modstand mod et patriarkalsk samfund med få og begrænsede kvinderoller. Den unge Astrid kan kræve retten til uddannelse og dermed sit eget liv, men så kommer krigen og kræver en indsats af hende, hvor hun risikerer både sit omdømme og sit liv.
Det var hele tiden meningen, at fortællingen skulle danne en cirkel, hvor begivenhederne i starten af første bind griber fat i begivenhederne i slutningen af bind tre.
Astrid allierer sig med den aldrende præst Kai Schweigaard for at beskytte de sagnomspundne søsterklokker mod at blive konfiskeret af nazisterne under 2. verdenskrig.
– Kai betragter nok Astrid som den eneste, der kan opfylde sagnets krav om at beskytte Søsterklokkerne – både helt konkret og gennem kendskabet til legenden. Samtidig forvirrer og forskrækker Astrid ham, fordi hun ved ting, som han troede, at den gamle Astrid ikke havde fortalt til nogen.
Har du med denne afslutning på trilogien fået fortalt alt, hvad du ville om Butangen og Hekne-slægten
– Ja, det var hele tiden meningen, at fortællingen skulle danne en cirkel, hvor begivenhederne i starten af første bind griber fat i begivenhederne i slutningen af bind tre. Så det ender her. Jeg ønskede at lave en fuldstændig samlende afslutning, ikke en, som giver løfter om en ny historie – selv om jeg naturligvis havde lyst til bare at fortsætte med at skrive. Efter otte års arbejde i samme roman-univers led jeg nok lidt af en slags Stockholm-syndrom, hvor jeg ikke ville forlade fortællingen, på trods af at jeg for længst havde set, at der var et punkt, hvor den var samlet og opfyldt.
LÆS OGSÅ: Abraham Verghese om VANDETS PAGT
Efter 1500 sider og tre generationers liv havde jeg følelsen af at stå længe og betragte et sted, jeg har hørt til og nu forlader, men ikke glemmer.