Mors fortællinger inspirerede til VANDETS PAGT
Abraham Verghese har skrevet en episk slægtsroman, der virtuost fletter Indiens udvikling, medicinske fremskridt og en families historie over syv årtier sammen. Her fortæller han om arbejdet med VANDETS PAGT.
Af Sisse Tvegaard Andersen / 10-09-2024
En slægtsfortælling fra den indiske delstat Kerala. En mystisk lidelse, der betyder, at familiens medlemmer risikerer at drukne selv på meget lavt vand. Og et medrivende indblik i både den medicinske udvikling og Indiens historie i løbet af det 20. århundrede. Abraham Verghese blev født i 1955 i Etiopien som barn af indiske lærere. Senere flyttede han til USA, hvor han i mange år har arbejdet som læge. Han har skrevet flere roste erindringsbøger, men fik sit store skønlitterære gennembrud med romanen KNIVENS ÆG.
15 år efter succesen med KNIVENS ÆG er den amerikanske forfatter Abraham Verghese tilbage med en historisk roman, der er inspireret af hans egen familiebaggrund og den region, hvor hans mor voksede op. En roman, der krævede masser af research og overblik, men som startede med et enkelt spørgsmål fra hans niece:
– Da min mor var i 70'erne, spurgte min niece, som var fem år på det tidspunkt: »Ammachi (bedstemor), hvordan var det, da du var en pige på fem år?« Som svar skrev hun et håndskrevet manuskript på mere end 100 sider – med illustrationer, fordi hun var en talentfuld kunstner. Det var en dejlig samling af velkendte historier om hendes barndom, om hendes fætres eskapader og et par excentriske karakterer. Det føltes som en fantastisk ramme for en roman, fortæller forfatteren, der havde en idé om at skrive om en særlig genetisk lidelse, der ramte en enkelt familie.
Research og regneark
Romanen VANDETS PAGT begynder med, at den 12-årige Mariamma sendes med båd til Kerala for at blive gift med en fyrreårig enkemand. Trods hendes bange anelser bliver ægteskabet lykkeligt, og hun udvikler sig til at blive familiens overhoved og det urokkelige centrum i huset Parambil. Fortællingen strækker sig over tre generationer og syv årtier, og det krævede hårdt arbejde i forfatterens skriveværksted at holde overblikket, forklarer Verghese.
LÆS OGSÅ: Barbara Kingsolver græd, mens hun skrev rost roman
– Det hjalp, at jeg skrev om en nyere periode, 1900 til 1970’erne, en tid, som de fleste af os kender fra film, dokumentarfilm og personer, som vi kender eller kendte, som levede dengang. Det var nyttigt, at jeg kunne sammenligne den større verden og Indiens historie med specifikke familiemilepæle, som jeg kunne relatere til, såsom mine bedstemødres fødsler, ægteskaber og deres børns – som jo er mine forældre – fødsler og ægteskaber, fordi jeg havde fotografier, anekdoter og mentale billeder af, hvordan deres liv var på det tidspunkt. Jeg kunne bruge disse ting til at forestille mig mine fiktive karakterers liv, i en autentisk ydre verden.
For at holde styr på det hele, lavede forfatteren et regneark, hvor y-aksen repræsenterede tiden fra 1900 til 1976.
– På x-aksen havde jeg så en kolonne for milepæle i min egen families liv. Derefter en kolonne med den politiske udvikling i Indien og verden. Så en tredje kolonne om medicinske fremskridt i de år, så jeg sikrede mig, at jeg var tro mod den viden, der eksisterede på det tidspunkt, når jeg beskæftigede mig med sygdomme. Og endelig havde jeg mine fiktive karakterers fødselsdatoer og andre milepæle, så jeg kunne placere dem i verden, som den eksisterede dengang.
Læge og forfatter
Abraham Verghese er uddannet læge, og han er stadig ansat som professor på Stanford University. Og ifølge ham har karrieren som læge gjort ham til en bedre forfatter – og omvendt:
BOGTIPS DIREKTE I INDBAKKENHold dig opdateret på litteraturnyheder, find inspiration til din næste læseoplevelse, og få gode tilbud og rabatter direkte i indbakken som medlem af Gyldendals Læseklub. Læs mere HER.– En karriere inden for medicin gør dig ikke automatisk til en god forfatter, men det er hjælpsomt at være trænet i grundig observation af kroppen, i at indsamle spredte ledetråde til en overbevisende historie - en diagnose. Jeg har også haft det store privilegium – og ulykke formoder jeg – at være vidne til mennesker i deres mest intense, farlige og til tider tragiske øjeblikke. Jeg har set, at penge, berømmelse eller succes bliver stort set meningsløse i de mest afgørende øjeblikke i livet. Måske har det gjort mig mere opmærksom på disse ting end en forfatter med et andet erhverv.