Med SKÆBNENS BLÅ TRÅDE væver norske Lars Mytting endnu en storslået historie om Norge i begyndelsen af det 20. århundrede. Her fortæller han om, hvordan romanens univers og personer tager form i skriveprocessen.

Af Kristoffer Zøllner / 01-10-2021

   Foto: Erik Lindholm Hansen ”Jeg tror, at hvis jeg var vokset op et andet sted end i Guldbrandsdalen, så havde mine bøger også set anderledes ud,” siger Lars Mytting om det sted i Norge, som har skabt fundamentet for det fiktive sted, Butagen.

I SKÆBNENS BLÅ TRÅDE er vi, ligesom i SØSTERKLOKKERNE fra 2018, tilbage i begyndelsen af 1900-tallet. Præsten Kai Schweigaard er fortsat præst i Butangen i Gudbrandsdalen, efter at stavkirken blev skilt ad og sendt til Dresden med den ene af Søsterklokkerne – mens den anden fortsat ligger på bunden af havet.

Bog nummer to i Lars Myttings planlagte trilogi er et overflødighedshorn af en roman. Med sikker hånd viderefører Mytting, som udover at være romanforfatter er et dedikeret naturmenneske og uddannet journalist, det farverige materiale, han startede på i SØSTERKLOKKERNE. Forventningerne til fortsættelsen har været store, og de bliver til fulde indfriet, for også SKÆBNENS BLÅ TRÅDE lever i kraft af Myttings kreative fantasi og imponerende evne til at skrive om folk og natur, kultur og historie.

Når jeg skriver, ser jeg landskabet for mig med kirken og bakkerne, og jeg ser personerne for mig, måske ikke deres udseende, men mere som et omrids af, hvem de er.  - Lars Mytting 

”Når jeg skriver, ser jeg landskabet for mig med kirken og bakkerne, og jeg ser personerne for mig, måske ikke deres udseende, men mere som et omrids af, hvem de er. Jeg ser dem fra ryggen og nogle gange deres ansigt, og så begynder jeg at forestille mig nogenlunde, hvordan de opfører sig over for hinanden, forelsker sig eller bare skændes,” siger han. 

Og når Lars Mytting først kan se sine personer for sig, begynder han at skrive, men uden selv helt at vide, hvordan historien hænger sammen.

”Men det bliver tydeligere og tydeligere for mig, som bogen skrider frem, og så går jeg tilbage for at rydde op og skrive om. Og i den sidste del af skrivefasen, den jeg allerbedst kan lide, sidder jeg ikke længere og finder på nyt, men prøver at skrive så sandt som muligt, som om det faktisk var sket i virkeligheden. Og inde i mit eget hoved er det som om, at historien faktisk virkeligt er sket, og mit ansvar er at prøve at skrive så rent og klart om det, som jeg kan. Når jeg skriver om personer i 1903, så kan de ikke se tilbage og fortolke deres egen tid med den kundskab, vi har i dag, så jeg må prøve at være til stede, som om vi faktisk var der i 1903 og deres samtid var deres eneste horisont,” forklarer han.

Den fødte fortæller

Lars Mytting har så længe, han kan huske, haft en stærk trang til at formidle.

”Ønsket om at fortælle historier, skabe sætninger og fabulere en omfattende fortælling frem med mange små og store forbindelser, som om teksten var en form for arkitektur, er en drivende kraft i mit liv. Så snart jeg som barn så eller oplevede noget usædvanligt, vidste jeg, at det var tvingende nødvendigt at fortælle mine venner om det. Som om hændelsen ikke var virkelig, hvis den ikke blev fortalt,” siger Lars Mytting.

På stedet, jeg er født, - Ringebu i Gudbrandsdalen – er der i hundredvis af år blevet genfortalt et smukt sagn om klokkerne i kirken, delvist baseret på virkelige hændelser. Sagnet blev en kerne for romanerne, en slags metafysisk grundlov, som påvirker hver generation.  - Lars Mytting 

Grundidéen til først SØSTERKLOKKERNE og nu SKÆBNENS BLÅ TRÅDE startede hos Lars Mytting med en tanke om at fortælle om hans bedsteforældres tid, og derfra udviklede historierne sig til en større familiekrønike om menneskers kampe og drømme i omskiftelige tider.

”Kernen i bogen er jo forholdet mellem præsten Kai Schweigaard og den unge Astrid Hekne, og den dramatik som følger i årene senere. Jeg havde lyst til at skabe en fortælling, som strakte sig over flere tiår og flere generationer i en moderne romanform, men jeg ville også mæske mig i gamle norske myter og overtro, fordi dette var en vigtig del af mentaliteten i gammel tid. På stedet, jeg er født, Ringebu i Gudbrandsdalen – er der i hundredvis af år blevet genfortalt et smukt sagn om klokkerne i kirken – delvist baseret på virkelige hændelser. Sagnet blev en kerne for romanerne, en slags metafysisk grundlov, som påvirker hver generation. Desuden er man aldrig alene i verden, så fortællingens næstvigtigste scene er Dresden, en hovedstad for malerkunsten på den tid, og for de gensidige kulturelle bånd mellem Tyskland og Norge.”

Men hvorfor er en bog om Norge og dets myter overhovedet relevant for danske læsere?

”Norge havde i gammel tid usædvanligt mange mærkelige skikke og overtro – noget af det så specielt, at det fremstår som ren science fiction i dag. Men først og fremmest fortæller bøgerne om kampen for tilværelsen og menneskeværdet, og det er jo et universelt drama, uafhængigt af hvilket sted det måtte foregå. Bøgerne fortæller også om de store hændelser i Europa i sin tid, men jeg har aldrig ønsket at skubbe personerne midt ind i de største begivenheder. Der findes rigeligt med store kampe at udkæmpe på ens eget hjemsted. Desuden er jeg fascineret af de helt særlige muligheder, som en trilogi har. Ikke bare selve omfanget, men også ventetiden for læseren mellem hvert bind, hvor man undrer sig over, hvad som er sket, og efter noget tid får vendt tilbage til stedet og ser, hvad der er sket i mellemtiden.”