Siderne vender sig selv i Aleksa Okanovics debutroman Natterædsel, som fortæller om noget forbudt: Mennesket i nazisten.

Af Rasmus Navntoft

Hvad gør man, når ens lille søn vågner kl. 3.30 hver nat med zombieagtige mareridt og man selv som kommandant for en Kz-lejr kæmper en hård kamp for at gøre nazismens ondskab mere spiselig? Ja, man indgår en lyssky handel med en jødisk fange og allierer sig med en superarier, som ved lige præcis, hvordan man gør massemordet nærmest usynlig og hundrede gange mere effektivt.

Den prisbelønnede dramatiker Aleksa Okanovics debutroman Natterædsel er et lige så rædselsvækkende som grotesk morsomt stykke holocaustlitteratur, en fiktiv fortælling med kraftige tråde til den virkelige verden, som foregår i Polen i 1942 på det tidspunkt, hvor nazisternes sejrsikkerhed var på sit højeste, men krigslykken så småt var ved at vende …

Kun en revisor kan få jødeudryddelsen på skinner

Sebastian Schultz er revisor, ekspert i tal, systematik og logik, og bliver af den ekstravagante übernazist Herman udnævnt til en helt særlig opgave: Nazisterne er ved at miste grebet om ondskaben. Den er ved at blive for åbenlyst barbarisk, tilfældig og ineffektiv. Lig pibler op af jorden under en heftig regnvejrsnat og tilfældige jøder bliver slagtet i en uendelig blodrus. For mange i partiet har misforstået den egentlige opgave. Den enkelte jøde skal ikke udryddes, fordi han er et uudholdeligt, nederdrægtigt menneske, men fordi selve jødedommen og alt det, den repræsenterer, er et skadeligt element i Det Tredje Rige.

Jøden og den fremmede fra Babylon Berlin flytter ind

Sebastian har dog et endnu mere presserende privat problem. Hans treårige søn lider af natterædsel og skriger som en stukket gris hver nat på samme tidspunkt. Forældrene liger søvnløse og frygter, at drengen lider af en alvorlig sygdom, der vil sende ham direkte på nazisternes sorte liste og videre i udryddelseslejr. Eneste udvej er at finde en læge fra lejren, en jøde med speciale i psykoanalyse, som i al hemmelighed kan tilse drengen. Valget falder på den skibbrudne sjæl Adam Ziegler, som flytter ind hos familien Schultz og bliver drengens læge. Eneste betingelse: At kommandanten frigiver to jøder for hver session, Adam har med drengen …

Kort efter flytter også den charmerende ingeniør Fritz ind. Han skal løfte lejrens dødsmaskine til nye højder ved at bygge et nærmest økologisk vidunder af en ovn, der ud over at dræbe i et væk er selvsupplerende med varme fra de brændende kroppe og tilmed kan producere overskudsenergi, der kan sælges til den nærtliggende landsby.

Et match made in heaven mellem den kynisk-kalkulerende revisorkommandant og ingeniørkunstens charlatan nr. 1 glimter i horisonten – hvis ikke lige det var fordi, at Fritz kender Sebastians kone fra fortiden, fra dengang Berlin var et heftigt Babylon Berlin og livet en stor liderlig fest …

Nazismens menneskelige ansigt?

Hvis man er til anden verdenskrig og sprudlende romaner, hvor siderne vender sig selv (og hvem er ikke det?), er Natterædsel en sikker vinder. Den gennemspiller den tyske filosof Hannah Arendts pointe om ondskabens banalitet i et intenst og heftigt kammerspil mellem fire fortabte sjæle, der for længst er blevet opslugt af dødsriget. Arendts pointe i hendes reportager fra retssagen mod nazisten Adolf Eichmann i bogen Eichmann i Jerusalem var, at nazisterne kun lykkedes med deres groteske forbrydelser ved at banalisere ondskaben, gøre den almindelig, skrive den ind i samfundets logik som noget ganske selvindlysende. Og i den sammenhæng var det netop afgørende, at udryddelsen blev industrialiseret. Ingen impulsiv blodrus. Blot en dødsmaskine, der kværner derudaf, og hvor den enkelte som en gammeldags fabriksarbejder kun bidrager til så tilpas en lille del af arbejdet, at han dårligt kan siges at have ansvaret for noget som helst. Jøderne skulle selvfølgelig også hjælpe, også de var arbejdere i Det Tredje Rige, med den lidet attraktive opgave at udvælge hvilke medjøder, der skulle i ovnen hvornår …

Med døden som bordherre

Det er dette kolde, industrialiserede greb på ondskaben, Aleksa Okanovic lader Sebastian opfinde i Natterædsel. I kapitlet Fejring udspiller der sig en forrygende scene ved de fires middagsbord, der i al sin groteske enkelthed illustrerer, hvor ukontroversiel jødeudryddelsen var for nazisterne.
Adam er inviteret med til bords, han er ”en del af familien”, som Sebastian højlydt proklamerer, selv om der på intet tidspunkt er tvivl om, at han skal tilbage i udryddelseslejren, når han har helbredt kommandantens søn.

”Tænker I på det, der foregår? Gør I? Tænker I på, at vi er mennesker?”, spørger Adam pludselig under festmiddagen, som er iscenesat i anledning af Hitlers privatsekretær, Martin Bormanns, fødselsdag.

”Fritz så forundret på Adam, følte sig overfuset. Det pludselige emneskift var ikke kun taktløst, det var også injurierende! Kære hr. Ziegler. Jeg havde ikke regnet med, at De ville være så nærtagende. Og hvis de tror, vi ikke lægger mærke til de fejl, der bliver begået, tager De nok så grueligt fejl. I virkeligheden er vi jo alle i samme båd. […] Det vigtige er, at vor Fører har bragt os hjem, og at vi igen føler, at det her er Tyskland, at i Tyskland er vi tyskere, og vi fejrer den tyske kultur.”

Massemordet på jøderne kan altså godt blive for åbenlyst barbarisk, men selve det at slå dem ihjel er der tilsyneladende ikke noget galt med. Det er det gigantiske moralske kollaps, Natterædsel gennemspiller helt hen til det perverse punkt, hvor man som læser fanger sig selv i at synes, at det sgu også er lidt synd for den afstumpede kommandant, der fører en trefrontskrig mod sønnens sygdom, konens udskejelser og lejrpersonalets blodhunger – og ikke rigtig vinder nogen af dem.

”At skrive poesi efter Auschwitz er barbarisk, citerer Aleksa Okanovic den tyske filosof Th. W. Adorno for at have sagt. At læse Natterædsel er til gengæld at blive klogere på noget forbudt: Mennesket i nazisten.