Product image

Manden der bar solen

Læseprøve
Lytteprøve

LIMFJORDEN I BRONZEALDEREN. Efter mange år sydpå rejser den unge høvdingesøn Raudon hjem til sin fødeegn for at overtage magten efter sin far. Han møder den ølbryggende enke Thunran og bliver forelsket, men fortæller hende ikke, at han skal giftes med en anden. Og snart går det op for ham, at hans tvillingebror også vil regere – og hans far vil slet ikke af med magten.

Samtidig bliver det sværere at skaffe den bronze, der skal ofres for at få solen til at stå op. Ved Middelhavet kollapser de gamle imperier, og kaos rykker nordpå. Raudon indser, at han må samle en stor hær for at sikre handelsvejene og beskytte sin familie. Men han har svært ved at samle tankerne: Hans to koner kan ikke enes, hans gamle far er ved at miste grebet, broren kan ikke se problemet, og kun ét er sikkert: Krigen kommer.

MANDEN DER BAR SOLEN er en bronzealderroman om familier under ekstreme vilkår, der selv må udøve den vold, deres velstand afhænger af. Om krig, kærlighed, loyalitet og forræderi og om de spinkle fortællinger, vi bygger vores civilisation på.

  • Antal sider434
  • Højde218 mm
  • Bredde138 mm
  • Dybde35 mm
  • Vægt534 g
  • FormatHæftet
  • ForfatterKristian Bang Foss
  • ISBN9788702308778
  • Udgave1
  • Udgivelsesdato13.10.2023
  • GenreSkønlitteratur
  • KontaktpersonVivi Vestergaard
  • E-mailVV@gyldendal.dk
  • Telefon3375 5612
  • PressefotosKristian Bang Foss

VEJL. PRIS

299,95 kr.

Køb eksempelvis bogen hos:

Kristeligt Dagblad

5 ud af 6

Kristian Bang Foss fornyer eftertrykkeligt sit i forvejen rige forfatterskab med bronzealderromanen Manden der bar solen. Fornem romankunst. (…) Kristian Bang Foss’ nye hårdtpumpede bronzealderbasker driver af sex, svampe og slagscener (…) umådeligt vellykket bronzealderroman (…) takket være Kristian Bang Foss’ mesterligt livfulde prosa folder romanen sig også indimellem skært poetisk, ja, smukt ud i visionære øjebliksbilleder, syner og sansninger af stor intensitet midt i alt det brutale. (…) Man forventede det ikke ligefrem. At samtidsskildreren Kristian Bang Foss efter kæmpesuccesen Frank vender hjem fra 2019 om en mønsterbryder fra Hvidovre skulle kaste sig ud i et oldtidsepos med gigantiske slagscener, dyresex, slaveofringer og territoriale stridigheder på kryds og tværs i datidens Nordeuropa. Men det er ikke desto mindre tilfældet og hurra for det. For hvor er det forfriskende at læse noget så gammeldags plotdrevet og antiautofiktivt. (…) Manden der bar solen er en bemærkelsesværdig fornyelse i et i forvejen betydeligt forfatterskab, og så er det fornem romankunst.

Frihedsbrevet 

En fænomenal røverhistorie, helt som de sidst blev skrevet i det nittende århundrede. Jeg har i de sidste to uger opholdt mig i Edens have. For jeg har fået lov til – ligesom dengang jeg var dreng – at træde fuldt og helt ind i et komplet færdigt og formfuldendt romanunivers. Og det er alt sammen Kristian Bang Foss’ skyld. Bang Foss har med Manden der bar solen begået noget så usandsynligt som en mesterlig roman fra og om bronzealderen. (…) Der var undervejs noget næsten magisk ved at gå ind i og ud af romanens rum. Det blev til en lykkelig boble, ligesom dengang vi læste i vores barndom og var fuldkommen opslugte. (…) man kan kun håbe, at Bang Foss snarest skriver en toer. Vi skal høre mere om Raudon. Jeg kan også sagtens se for mig, at romanen filmatiseres. Bang Foss er en blændende forfatter, og flere gange undervejs tænkte jeg på nobelprismodtageren og Limfjordsforfatteren Johannes V. Jensen. Vi er uden overdrivelse oppe i den vægtklasse.

 

Vagant.no

Kristian Bang Foss’ prosa er groet i fed muld (…)  Kristian Bang Foss udviser en imponerende genrebevidsthed ved at udforme sin roman mere eller mindre taktfast efter den historiske realismes forskrifter og dermed lade læseren følge skabelsen af en bronzealderlegende i realtid. (…) Bang Foss udfordrer læserne på deres sympatier, og man bliver mere og mere i tvivl om, hvorvidt historiens helt i virkeligheden er en paranoid galning. Introduktionen af denne nagende tvivl, som også opstår i Raudon selv, giver romanen en psykologisk dybde, der er sjælden i dansk samtidslitteratur. Manden der bar solen revitaliserer den historisk-realistiske roman og leverer mytekritik på højt niveau. Samtidig er det oplagt at læse romanens skildring af de klimaforandringer, flygtningestrømme og civilisationskampe, der markerer den sene bronzealders kollaps, som et sindbillede på vores egen tid.

Forfatter

Kristian Bang Foss

Kristian Bang Foss, f. 1977, debuterede i 2004 med romanen Fiskens vindue. I 2008 fulgte romanen Stormen i 99 og i 2012 Døden kører Audi, der blev hans internationale gennembrud. Romanen er solgt til udgivelse i pt 17 lande.

I september 2019 var Kristian Bang Foss aktuel med romanen Frank vender hjem – en sjov og kulsort fortælling om at føle sig uden for i det gode selskab. For Frank vender hjem var Kristian Bang Foss nomineret til Politikens Litteraturpris, Montanas Litteraturpris, DR Romanprisen, Læsernes Bogpris og Bog & idés Martha-pris.

I oktober 2023 udkom bronzealderromanen Manden der bar solen, der er nomineret til Kritikerprisen 2023, ligesom den har været nomineret til Weekendavisens Litteraturpris 2023 og til Politikens Litteraturpris 2023.

Kristian Bang Foss har modtaget flere priser - bl.a. EU's litteraturpris og Det danske Akademis Beatrice-pris.

Foto: Sara Galbiati, Gyldendal Medie, 2023