Product image
Læseprøve
Lytteprøve

Dokumentaristen Rhea sidder i et kollektiv på Møn og stirrer ind i en skærm fuld af ufærdige ideer til radioprogrammer. Lærervikaren Joel går på dates, men drømmer om at tage på fisketur med sin søn, som han kun ser hver anden weekend. Og adfærdscoachen Miriam har zoommøder med mænd, som er blevet afhængige af et liv på internettet. De tre søskende kæmper hver især med at finde retning og formål i et Danmark præget af privilegier og undergangsfornemmelser. 

Da deres morfar dør, samles de til hans begravelse i Søhøjlandet. Det bliver startskuddet til en vidtforgrenet fortælling om kærlighed og arbejde, natur og kapitalisme, om guld, sølv, olie, marmor og Vestens langsomme undergang – men frem for alt om en familie i tre generationer, som er forbundet på tværs af tid og rum på måder, de ikke selv er klar over. 

JORDISK er en slægtsroman om de grundstoffer, der udgør et menneskeliv, og om de kræfter, der binder os sammen med hinanden, med samfundet, med jorden og med universet. 

  • Antal sider599
  • Højde231 mm
  • Bredde158 mm
  • Dybde46 mm
  • Vægt861 g
  • FormatHæftet
  • ForfatterTheis Ørntoft
  • ISBN9788702315448
  • Udgave1
  • Udgivelsesdato11.08.2023
  • OmslagsgrafikerAnders Christian Eriksen
  • GenreSkønlitteratur
  • KontaktpersonVivi Vestergaard
  • E-mailVV@gyldendal.dk
  • Telefon3375 5612
  • PressefotosTheis Ørntoft

VEJL. PRIS

299,95 kr.

Køb eksempelvis bogen hos:

Litteratursiden.dk

Sindssygt ambitiøs samtidsroman vil rumme hele verden og lykkes virkelig godt med det. (…) Theis Ørntoft formår at skrive de enkeltes smertepunkter og ensomhed frem, så karaktererne fremstår krystalklare og genkendelige. (…) Noget af det, der fungerer fremragende i Jordisk, er det ekstra lag, som udgøres af, at personerne i romanen egentlig er udgaver af forfatteren, der tænker over og diskuterer, hvorfor vi som menneskerace er endt, der hvor vi er, og hvordan vi skal komme videre, både praktisk, men mest af alt mentalt. De mange detaljer og spidsfindigheder om fx olieudvinding, charterturisme i starten af 70’erne og verdensøkonomiens udvikling sammenlignet med evolutionen udviklede mine egne tanker om både fortiden og fremtiden, og jeg oplevede læsningen som om, jeg havde en berigende samtale med forfatteren.

Politiken

6 ud af 6

Stor og fængende romankunst fra økokatastrofens tidsalder (…) Ørntoft har skrevet en roman, der får mig til at genforelske mig i romangenren og det, den kan, samtidig med at jeg under læsningen har tænkt, at den måske lige så meget er en tv-serie som en roman. Nogen burde i hvert fald straks sikre sig rettighederne til at lave en tv-serie ud af den, for de får et skønt persongalleri serveret og en historie om den vestlige økonomis udvikling (…)

Man bliver fra første side indfanget af Ørntofts personer, og hvad de fører med sig af landskab, livsstil, drømme, skuffelser, holdninger og historie. Ørntoft tegner prægtige portrætter af tre generationer af vestlige eksistenser, som de er indlejret i deres omgivelser og hinanden og geologiske lag af samfunds-og naturhistorie. Han bevæger sig fra sindets til husets til slægtens til planetens økosystem, han gør konkrete livsverdener sansebare for os, han fremsætter forskellige holdninger til og positioner i økokatastrofens tidsalder hinsides debattens fordummende pro eller kontra. Det er fornem romankunst.

 

Berlingske

5 ud af 6

Svimlende suveræn (…)  en original slægtsroman, der skildrer tiden fra 1967 og ud i fremtiden til 2036. De fem knivskarpe miniromaner bobler af fortælleglæde og undersøger kærligheden, tilgivelse og menneskehedens evolutions-og kulturhistorie helt tilbage til universets oprindelse. Intet mindre. (…)

Det suveræne findes i Ørntofts prosa, der konstant bobler over af smittende fortælleglæde, når det kommer til at stille knivskarpt på de familiemedlemmer, der portrætteres i romanen. (…) Når Ørntoft træder op på den store klinge i sin prosa bliver Jordisk også skrevet i en optik, der indsigtsfuldt beskæftiger sig med menneskehedens evolutions-og kulturhistorie og faktisk helt tilbage til universets oprindelse. (…) mesterlig roman

Forfatter

Theis Ørntoft

Theis Ørntoft (f. 1984) gik på Forfatterskolen fra 2007 til 2009. Han debuterede som forfatter i 2009 med digtsamlingen YEAHSUITEN og markerede sig allerede fra da af som en af sin generations mest markante stemmer.

For YEAHSUITEN modtog han Danmarks største debutantpris, Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat, og digtsamlingen var også indstillet til Montanas Litteraturpris 2009.

I 2014 var Theis Ørntoft aktuel med sin anden bog, den anmelderroste DIGTE 2014. Også for den blev han tildelt en pris: Michael Strunge-Prisen 2014, ligesom digtsamlingen var nomineret til Politikens Litteraturpris og Læsernes Bogpris 2014 - og var indstillet til den prestigefyldte amerikanske pris The Pushcart Prize.

Hans første roman, SOLAR, udkom i marts 2018. SOLAR er et moderne eventyr gennem jyske skove, københavnske natklubber, Fitness World, uventet kærlighed, dyriske underverdener, vild sex og sollys. Og en desperat, dystopisk generationsroman, et hallucineret roadtrip og en rumrejse ind i krybdyrhjernen.

I august 2023 var Theis Ørntoft klar med sin anden roman, JORDISK - en vidtforgrenet fortælling om kærlighed og arbejde, natur og kapitalisme, om guld, sølv, olie, marmor og Vestens langsomme undergang, men frem for alt om en familie i tre generationer, som er forbundet på tværs af tid og rum på måder, de ikke selv er klar over. Romanen er solgt til udgivelse i pt Sverige og Norge.

4. april 2024 blev det offentliggjort, at Theis Ørntoft er modtager af den store europæiske litteraturpris European Union Prize for Literature 2024 for JORDISK, ligesom han samme år modtog Per Olov Enquist Prisen.

For JORDISK var Theis Ørntoft også nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2024, DR Romanprisen 2024 og Politikens Litteraturpris 2023.

23. maj 2025 er Theis Ørntoft aktuel med en ny roman, HABITAT, der er en fortælling om sindets, begærets og civilisationens mørke strømme – og om at finde kærlighed og håb på den anden side af undergangen.

Foto: Sara Galbiati, 2025