Wolf Erlbruch
Wolf Erlbruch (f. 1948) er tysk illustrator og billedbogsforfatter. Han har været professor ved universitetet i Wuppertal, hvor han også bor. I Danmark er han især kendt for sine illustrationer til Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved. Erlbruch kombinerer forskellige teknikker i sine billeder, collage, blyantstegning og akvarel. Hans helt specielle Erlbruch-stil er somme tider næsten surrealistisk, og hans billeder har dannet skole, såvel i Tyskland som i Danmark. Wolf Erlbruch bryder sig ikke meget om betegnelsen børnebogsforfatter. I sine bøger berører han ofte meget voksne emner som døden og meningen med livet som i And, Døden og tulipanen, og hans bøger tager ofte udgangspunkt i hans eget liv. Det er tilfældet med historien om Leopold, hans 6-årige søn, som overvinder sin frygt for hunde ved at være en hund. Leopold er i dag selv illustrator og kan ikke løbe fra sit fædrene ophav, når det gælder tegnestil. Wolf Erlbruch har vundet Deutscher Jugendliteraturpreis i 1993 and og 2003, og i 2006 modtog han The Hans Christian Andersen Medal for sit bidrag til børnelitteraturens billeder. Og det er ligeledes ham, som har illustreret Thomas Windings Mester-bøger i den tyske udgave.
Bibliografi:
Debuterede i 1985 med billedbogen Ørnen i hønsegården. På dansk er blandt andet udkommet Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved (1991), Leopold (1993), Hvordan mon …? (1996), Solsorten fru Meier (2000), De hæslige fem (1999) og And, Døden og tulipanen (2007).