For den italienske forfatter, semiotiker og filosof Umberto Eco (1932-2016) var fascismen et reelt styre, en realpolitisk virkelighed, der i hans barndom formede hans uddannelse, hans hverdag, hans sprog. I Den evige fascisme fra 1997 reflekterer Umberto Eco over, hvad fascismens væsen er, ikke bare dengang eller i nyere tid, men som en slags fænomen, ”en række kulturelle vaner, en tåge af dunkle instinkter og uudgrundelige drifter”, der synes at strække sig hen over en evighed.
Når vi bruger ordet fascisme i dag, henviser vi for eksempel til det styre, der lærte Eco som barn at svare bekræftende på spørgsmål som: ”Er det vor pligt at dø for Mussolinis ære og Italiens udødelige skæbne?” Når vi siger fascisme, taler vi ofte også om nogle grundtræk ved en styreform, en stat eller en leder. Det er et entydigt skældsord i dag, ingen tager det stolt på sig som dengang i det fascistiske Italien, men alligevel lever ordet videre. I håbet om, at vi bliver ved med at lære af historien, opstiller Umberto Eco nogle bud på fascismens grundtræk og viser os, at den kunne være ved at snige sig ind på os på flere måder, end vi kunne have forestillet os.
Bogen er oversat af Thomas Harder. Forsker ved DIIS Alberte Bové Rud har skrevet efterord.
Bogen udkommer i serien ATLAS & Gyldendals Småskrifter, der er evigtgyldige tanker i lommeformat – litterære essays, politiske brandtaler og uddrag af værker, der gennem tiden har været skelsættende for, hvordan vi har indrettet vores samfund, og for de måder, hvorpå vi tænker om os selv som mennesker.
