Tom Kristensen
Tom Kristensen (1893 – 1974) debuterede med digtsamlingen FRIBYTTERDRØMME i 1920. I de følgende år indskrev han sig i 1920’ernes rastløse og kaosprægede liv udspændt mellem sine to sider, fribytteren og digteren.
Digtningen er en behersket leg med sprog og klassiske rim- og rytmebundne former med et kaotisk indhold, Tom Kristensen forklarede selv dette således: ”Jeg danser bedst med lænker”. Tom Kristensen gjorde sig også i romangenren, og undergangsromanen HÆRVÆRK er et værk, der igen og igen er blevet taget op siden udgivelsen i 1930. Sideløbende med sit forfatterskab fungerede Tom Kristensen som anmelder på Politiken, hvor han også skrev flere berømmede nekrologdigte. Tom Kristensen var med til at stifte Det Danske Akademi i 1960.