Ritt Bjerregaard
Ritt Bjerregaard er tidligere Københavns overborgmester. Hun er ikke blot socialdemokratisk politiker, tidligere minister og kommissær, men også forfatter til en række bøger om forskellige emner såsom økologisk dyrkning af æbler, lærebøger til skolebrug, politiske debatbøger og en personlig beretning om hovedstaden.
I sit forfatterskab fortæller Ritt om et liv på magtens tinde og i æbleplantagens muld. Om opture og nedture, om at være kvinde i en mandsdomineret politikerverden og om at være på fornavn med hele Danmark.
Senest udgav Ritt Bjerregaard bogen Mit København, hvori hun fortæller om sine visioner for København og om det byliv, hun holder så meget af. Mine æbler udkom i 2003 og
handler om hendes økologiske æbleplantage i Stestrup. Bogen byder på gode råd om æbledyrkning, opskrifter og anekdoter.
Herudover har Ritt Bjerregaard udgivet lærebøger til skolebrug, Strid – politiske taler og artikler og bogen I opposition.
Ritt Bjerregaard har desuden været medforfatter til en række debatbøger, eksempelvis Til venner og fjender i samarbejde med Lars Lundgaard og Verden er så stor, så stor sammen med Sven Burmeister, Strikkeklubben og Strikkeklubbens gæster sammen med Strikkeklubben samt Ministeren sammen med Palle Simonsen m.fl.
Ritt Bjerregaard er gift med historiker og forfatter Søren Mørch. Sammen har de skrevet Fyn med omliggende øer i serien ’Danmark’. Parret optræder også sammen i Martin Krasniks samtalebog Ritt og Søren. Samtaler om krig og kærlighed fra 2009.