Oliver Stilling
Oliver Stilling, født 1974, er journalist og har siden 1998 skrevet for en række landsdækkende danske dagblade. Han er uddannet på Danmarks Journalisthøjskole og dagbladet Information, hvor han gjorde sig bemærket med sine originale reportager fra det danske samfunds krinkelkroge. I 2002 blev Oliver Stilling ansat i kulturredaktionen på dagbladet Dagen, og i 2003 var han redaktør på den populære radioudsendelse Bertelsen på P1, der havde Mikael Bertelsen som vært. Siden har Oliver Stilling bl.a. fungeret som skribent for månedsmagasinet Euroman og filmtidsskriftet EKKO. I 2007 var han medredaktør på talkshowet den 11. time på Danmark Radios DR2 og skrev en fast ugentlig klumme, OmStilling, på bagsiden af Information. Fra 2009 til 2015 bagsideredaktør på Politiken.
Oliver Stilling er desuden en af medstifterne til mobilmagasinet Føljeton og forfatter til bogen MIG OG NELSON, en original beretning om to frihedssøgende individer (Oliver og hans nyfødte søn Nelson) på eventyr.