Nikolaj Schultz

På én gang befinder han (Schultz) sig i det autofiktive og det mere teoretisk konstruerede, analytiske niveau. Det prætenderer ikke at være skønlitteratur af fineste aftapning, men den personlige tilstedeværende stemme er nødvendig for at komme ind i den eksistentielle alvor i sociologiens boldspil med abstrakte begreber. Her er det kondenseret tænkning og formidling på et niveau, der klæber sig til læseren. (...)

Den lille bog er i familie med Marx og Engels' Det kommunistiske manifest, Freuds Kulturens byrde eller Sartres Eksistentialisme er humanisme på den måde, at det er et kondenseret essay, der i velskrevet kort form formår at fortolke nogle betingelser i sin tid og give den en passende analytisk ramme at forstå den i. (...)

Den er en refleksion i egen ret, og det væsentligste ved den er, at den gør klimakrisen til et eksistentielt anliggende uden hverken at individualisere eller psykologisere den. Den handler ikke om, hvad du kan gøre for at mildne din klimaangst eller din klimaskyld.

Den fortæller med fiktionens greb, hvordan det opleves at være et væsen, der gennem sin blotte tilstedeværelse påvirker og ændrer sine omgivelser, ændrer betingelserne for andre mennesker og andre levende arter og materialer. Hvordan vi griber ind i geologien og livsgrundlaget for andre. Forståelsen af vores moderne liv og ideen om den personlige frihed har været blind for denne økologiske virkelighed. Men bogen er ingen dystopi.