
Niels Fredrik Dahl
Bemærk: Forfatterfotos og forsider må alene bruges i forbindelse med omtale af forfatteren og dennes bøger. Husk tydelig kreditering.
Politiken
Niels Fredrik Dahl modtog i sidste uge Nordisk Råds Litteraturpris for sin roman Fars ryg. Meget fortjent. Romanen kan noget med billeder og stemninger. Den ejer en tysthed og melankoli (…), som man lige så stille bliver overvældet af.
(…) Mesterligt fortalt som netop en moderne spøgelseshistorie.
Weekendavisen
Fars ryg tager sin plads i den norske litterære guldalder, og med Nils Fredrik Dahls fine rekonstruktive prosa er romanen en både vigtig og værdig vinder af Nordisk Råds litteraturpris 2024.
Jyllands-Posten
Niels Fredrik Dahl leverer en lavmælt men stærk beretning om en søn, der forsøger at forstå sig selv og komme tæt på sin far gennem efterladte breve og egne erindringer. Det er stor fortællekunst fra den prisvindende nordmand.
Niels Fredrik Dahls klare og afdæmpede prosa gør indtryk. For savnet er blødende ømt og skrives fintfølende frem. Det er et skæbnebestemmende savn, som er gået i arv. Her er en søn, der savner at forstå sig selv og nå sin far, der for sin del savnede sin far og mor lige så inderligt. Fars Ryg er en elegant lagt erindringsmosaik bygget op af Niels Fredrik Dahls fars efterladte breve, papirer, fotografier og forfatterens egne erindringer, der tilsammen forsøger at få ham til at forstå, hvordan ensomheden er blevet en del af ham selv og hans familie.
(…) Med Nordisk Råds Litteraturpris er Dahl nu rykket frem i første række. Der er ikke ufortjent. Han har skrevet en stærk roman om ensomhed, relationer imellem fædre og sønner og de mysterier, vi er for andre mennesker og os selv. Hvad har egentlig formet os? Hvilke begivenheder har været skæbnebestemmende for os? Hvad og hvem er vi betingede af? Det er sjældent, at nogen af os får kastet fuldt lys på de ting. (…) Fars ryg viser hen over tre generationer, hvordan karaktertræk og skæbner kan gå smertefuldt i arv, og hvordan det ofte først er, når vi mister mennesker tæt på os, at vi erkender, hvor tæt knyttede vi var til dem, og hvor meget vi elskede og havde brug for dem.