Claus Jensen er en uomgængelig person, når der skal træffes store beslutninger i det politiske og organisatoriske Danmark. Han er som hovedforhandler for 600.000 privatansatte en central figur på det danske arbejdsmarked, og som medlem af et væld af råd, nævn, kommissioner og bestyrelser er hans netværk og indflydelse enestående i dansk erhvervsliv.
Det stod ikke svejset i jern, at Claus Jensen skulle befinde sig i midt i magten. Fra sit middelklassehjem på Fyn fulgte han i sin far og farfars fodspor og blev som tusindvis af andre unge mænd uddannet smed på Odense Stålskibsværft.
Han var hverken optændt af en faglig flamme eller politisk ideologi, men en blanding nysgerrighed, evner og tilfældigheder gjorde, at han kom ind i fagbevægelsen. Her arbejdede han sig op, og i 2012 overtog han posten som formand for Dansk Metal. Og med den post følger magt. Meget magt.
Modsat sin magt, netværk og indflydelse er metalformanden med det pæredanske navn dog langt fra en person, der vækker genkendelse i den brede befolkning. Men det burde han.
Martin Flink tegner her et portræt af manden.
