
Marceline Loridan-Ivens
Marceline Loridan-Ivens (f.1928) er en fransk skuespiller, manuskriptforfatter og dokumentarfilminstruktør. Hun er jøde, overlevende fra Holocaust og som 87-årig stadig aktiv i kampen mod uretfærdighed verden over.
Som 15-årig blev hun og hendes far arresteret og deporteret til Auschwitz-Birkenau, men kun hun vendte tilbage. Tabet af faren, rædslerne i lejren og eftertidens tavshed fandt hun udtryk for i filmens verden. Hun er især kendt for den monolog, hun holder i dokumentarfilmen Chronique d’un été (1960), hvor hun vandrer over Place de La Concorde, mens hun fortæller om dengang hun brød alle regler i Birkenau og løb sin far i møde. Hendes monolog var et af de første filmede vidnesbyrd efter Anden Verdenskrig, og det blev begyndelsen på hendes karriere som journalist og filmskaber.
I 1963 giftede hun sig med den 30 år ældre hollandske filmskaber Joris Ivens (1898-1989), som allerede da var en pionerskikkelse inden for dokumentarfilmgenren, og sammen begyndte de på et livslangt projekt med at skildre politisk undertrykkelse i bl.a. Vietnam og Kina. Efter hans død rejste hun til Polen, hvor hun for første gang siden krigen genså Birkenau-lejren, som stod urørt. Gensynet gjorde det klart for hende, at det var på tide, hun arbejdede med sin egen historie, og ti år senere resulterede det i fiktionsfilmen La petite prairie aux bouleaux (2003), hvor Anouk Aimée spiller Loridan-Ivens’ alterego. Filmen blev som den første optaget on-location i Birkenau, og den er særligt bemærkelsesværdig ved det, at den hverken benytter sig af arkivmateriale, flashbacks eller andre former for rekonstruktion af fortiden. For filmen modtog hun i 2003 bl.a. tysk films fredspris, mens Anouk Aimée i anledning af sin hovedrolle vandt Den Gyldne Æresbjørn ved Berlinalen samme år.
Marceline Loridan-Ivens modtog i 2013 Æreslegionen af den franske stat og har desuden i Ivens’ og sit eget navn skabt to fonde for dokumentarfilm, der støtter arbejdet med menneskerettigheder og global retfærdighed.
I 2015 udgav hun erindringsværket Men du kom ikke tilbage, hvor hun for første gang fortæller tilbundsgående om sine oplevelser under krigen, og om livet efter.
Der er ingen fotos for denne forfatter.