Ganske vist har velfærdsstaten ingen Bodin, Rousseau eller Marx, men i Danmark har den en Villy Sørensen, en Erik Knudsen, en Thorkild Bjørnvig, en Klaus Rifbjerg, en Anders Bodelsen, en Henrik Stangerup og en Svend Åge Madsen, som i fiktionsværker og i debattekster har undersøgt velfærdsstaten som samfundsform, og ikke mindre væsentligt, debatteret den offentligt med de ledende politikere.
Ville danske politikere i dag overhovedet kunne formulere idéen bag velfærdsstaten? Eller var politikerne simpelthen klogere og mere visionære i gamle dage?
I 1950’erne, da ordet ”velfærdsstat” kom ind i det danske politiske sprog, var der faktisk ingen, der rigtig vidste, hvad det betød. Men der var mange, der havde lyst til at diskutere det. Derfor diskuterede velfærdsstatens politiske pionérer ikke bare med hinanden, men i lige så høj grad med forfattere, kunstnere og intellektuelle.
Den tidligste debat om velfærdsstaten var i vid udstrækning en kulturdebat, som ikke mindst litteraturen havde gode muligheder for at bidrage til. Meningen med velfærdsstaten skildrer denne debat, som var en helt enestående dialog mellem politikere og forfattere.
Som Rune Lykkeberg gjorde i Kampen om sandhederne (2008) forener professor i dansk litteratur, dr.phil og forfatter Lasse Horne Kjældgaard litteratur og politik for at få svar på spørgsmålet om hvorfor velfærdsstatsdebatten pludselig forstummede.
Bogen rummer læsninger af en række vigtige kunstneriske bidrag til denne samtale af bl.a. Villy Sørensen, Klaus Rifbjerg, Erik Knudsen, Anders Bodelsen og Henrik Stangerup. Deres litterære forestillinger om velfærdsstaten kaster interessante perspektiver på vores samtid, hvor den politiske debat ikke længere drejer sig om målet med velfærdsstaten, men om hvordan vi bevarer den. Måske endda så meget, at vi helt har glemt spørgsmålet om, hvad meningen med velfærdsstaten egentlig er.
