
Kasper Holten
Kasper Holten (f. 1973) er dansk sceneinstruktør og siden 2011 operachef på Royal Opera House, Covent Garden Operaen i London. Han var 2000-2011 operachef på Det Kongelige Teater. Kasper Holten er Ridder af Dannebrog.
Holten har opsat mere end 60 operaer, skuespil og musicals i en række europæiske lande såvel som USA og Rusland.
I 2005 stod han i spidsen for åbningen af Operaen i København, og i 2003-2005 iscenesatte han samme sted Richard Wagners Nibelungens Ring.
Holten har tidligere været chef for Aarhus Sommeropera og medlem af Statens Musikråd.
I 2006 blev han udnævnt til adjungeret professor ved Copenhagen Business School. Som opera- og teaterinstruktør har han vundet flere Reumert priser.
Holten debuterede i 2011 som filminstruktør med JUAN, en moderne version af Mozarts opera Don Giovanni.