Dannie Druehyld
Dannie Druehyld (1947-2021) var Danmarks førende og eneste registrerede heks, og ud over at bade i kilderne, flette kranse i skovene og danse med elverfolk på engen var Dannie Druehyld en fremragende historiefortæller og foredragsholder.
Hun blev født på Amager i en baptistisk arbejderfamilie. Hun kom ud at tjene allerede som 15-årig, kom senere på højskole og pædagogseminarium og blev som 23-årig Danmarks yngste børnehaveleder. Hun var aktiv i både Vietnambevægelsen og Kvindebevægelsen og var med til at grundlægge Femø-lejren. De seneste år var hun især aktiv i Klimabevægelsen, og brugte sine mange år i tæt kontakt med naturen som et vidnesbyrd om, at naturen ikke kan holde til det, vi udsætter den for; dyrene og urterne forsvinder, jorden forandre sig og vandet smager anderledes – alt sammen på grund af menneskers påvirkning.
Hun er forfatter til flere bøger om urter og deres virkning, men er særligt kendt for bogen Heksens Håndbog, der siden, den udkom i 1987, har opnået klassikerstatus.