Læs Mikkel Fønsskovs forord til LEOPARDEN
Lampedusas LEOPARDEN er først og fremmest et eminent vidnesbyrd om tidens forgængelighed og nødvendigheden af at acceptere forandringer, skriver Mikkel Fønsskov i forordet til den nye genudgivelse af LEOPARDEN.
Læs forordet her til LEOPARDEN herunder:
Det var en varm sommermåned i 2009, da jeg befandt mig i et kedeligt lokale på et universitet i Rom. Overfor mig sad professor Orsini. Det var min sidste eksamen, en time i europæisk historie, og kom jeg bare nogenlunde igennem, ville jeg få sat en grøn laurbærkrans på hovedet og slippe ud i friheden og kunne bagefter ubekymret drikke øl på Campo di Fiori uden nogensinde mere at tænke på eksamen og historie. Jeg sad der ved det tomme bord og rømmede mig. Måske med god grund, for i al sin brutalitet var eksamen frit fra hukommelsen, ingen hjælpemidler. Professoren, som sad overfor mig, vurderede hvilke afkroge af de sidste 500 år, jeg skulle høres i. Og så kom det: “Fortæl, hvad du ved om Italiens samling i 1861!”
Airconditionen brummede i baggrunden, en kuldebro ramte mig i nakken, og jeg knugede mine hænder. Så begyndte jeg efter bedste evne at berette om Victor Emmanuel fra Huset Savoyen, og hvordan han endte med at blive regent i det kongedømme, der samlede et opsplittet Italien. Jeg fortalte om oprøreren Giuseppe Garibaldi, lirede nogle datoer af, gik lidt tilbage i historien og forklarede om nogle af forudsætningerne. Hvordan var det nu? Jo, der var Napoleons nederlag og Wienerkongressen.
“Men hvad med menneskene?” afbrød professoren. “Hvordan oplevede italienerne det her? Hvordan blev de påvirket?” Han skubbede lidt til én af de bøger, der lå i en stak på bordet. Det var romaner. Romaner. Der er det både sælsomme og vidunderlige ved det italienske uddannelsessystem, at studerende på samfundsvidenskabelige uddannelser også skal læse skønlitteratur. Det er ikke som i den angelsaksiske verden, hvor der er sænket skodder ned mellem de humanistiske fag og studieretninger som historie og økonomi. I Italien er det sådan: kun ved at læse skønlitteratur forstår man de menneskelige aspekter og psykologien af store omvæltninger gennem historien. Og den bog, professoren prikkede til, var Leoparden. Jeg kiggede ned på Giuseppe Tomasi di Lampedusas klassiker, smilede og tænkte: Dette er jo ikke længere en historieeksamen. Nu er det historiefortælling. Og en god historie er det.
Leoparden er tæt på at være den bog, jeg vil kalde for min yndlingsroman. Det er forfatterens eneste roman, der udkom i 1958 og for længst udødeliggjort i Viscontis filmatisering fra 1963. Det er en ode og et farvel til en tid. Sådan som det er blevet komponeret af så mange gennem tiden. Af Stefan Zweig, af Thomas Mann, af Ludwig van Beethoven. Det er en forfaldsroman som Buddenbrooks og Jørgen Stein. Den er både dekadent og grusom, og så kan den, selv om den er over 50 år gammel sige os ikke så lidt om vores egen underlige brydningstid. For Leoparden fortæller i sin essens om en tid fyldt med brydninger, omvæltninger, magtesløshed og erkendelse.
Leoparden af Giuseppe Tomasi di Lampedusa er umiddelbart en roman om slutningen på det italienske kongerige og begyndelsen på en ny verden. For de fleste af os nordboere er Italien bare Italien. Men kigger vi alligevel de grøn-, hvid- og rødfarvede lag efter i kanten, er det frem for at være en nation snarere en konføderation af barer, som én engang har sagt. Napolitaneren har ikke meget til fælles med milaneseren, sproget måske, men alligevel ikke, for de dialektiske forskelle er lige så afgrundsdybe som kløfterne i Dolomitterne. Ikke meget binder Italien sammen.
Før fødslen som én nation var den italienske halvø et kludetæppe af kongeriger, storhertugdømmer, en kirkestat og provinser. Men politisk og socialt pres førte til, at alt blev samlet under Kongeriget Italien. Og det er netop der, Leoparden tager sit udgangspunkt. Vi dumper ned i fortællingen om en siciliansk fyrste, der i sit livs efterår oplever den dramatiske periode i sidste halvdel af 1800-tallet og går fra at være herre over et mindre territorie til at være en ubetydelig mand i et moderne og demokratisk land. Tal om at være omstillingsparat! Don Fabrizio, som fyrsten hedder, er egentlig modstander af udviklingen men resignerer og bekæmper ikke, at tingene går som de går.
Som en rød tråd gennem bogen løber ordsproget “Alting må forandres, for at alting kan forblive som det er”, men fyrsten tror i sit inderste alligevel ikke rigtig på forandringer. Han har set for meget i sit liv til at stole på forandringens kraft. Men som princip anerkender han de nye vinde og træder til siden for at lade nye komme til. Ikke uden skepsis altså. Måske med god grund. Don Fabrizio oplever hurtigt, hvordan de forskellige klasser smelter sammen; hans nevø Tancredi bliver for eksempel forlovet med datteren af en repræsentant for det nye sicilianske borgerskab, en nouveau riche, der kræver magt og indflydelse. Selvsamme klasse som bærer kimen til mafiaen. Så meget for forandring.
Leoparden er fra en anden tid. Den er fyldt med voluminøse beskrivelser af fester, middage, natur, slotte, tøj og mennesker. Handling er der, men bogen er allermest et billede på en tabt tid – et tidsbillede. Lampedusa var selv ud af en gammel adelig slægt og skriver i romanen om sin egen familie, spidder den og ironiserer over personer, ting og omgivelser. Som Thomas Mann gjorde i Buddenbrooks. I metaforernes verden er palæet Donnafugata i Leoparden, hvad Korsbæk var for Matador. Et billede på et samfund med gamle slægter, der forgår og nye klasser, der opstår.
Lampedusa nåede ikke selv at opleve den succes, romanen fik. Han afleverede den før sin død, og den legendariske italienske forlægger Feltrinelli fra Milano samlede romanen op og besluttede sig for at udgive denne ufærdige bog skrevet af en spøjs siciliansk mand med aristokratisk baggrund. Siden har eftertiden moret sig over den tykke sarkasme, som gennemsyrer sproget og er lige så svulstig som det crepe de chine, damerne i bogen bærer i lange meter til deres fester, middage, og når de går i kirke. Mens kuglerne flyver om ørerne udenfor, skåler aristokraterne indenfor.
Hvad der imidlertid står over alt i denne roman, og hvad der efter min mening også gør den højst relevant i dag, er det motto, som fyrsten tager til sig fra sin nevø Tancredi, og som fyrsten gentager fortællingen igennem i sit håbløse forsøg på at bevare sin families position i et forandret samfund: alting må forandres, for at alting kan bestå. Mottoet står som et ironisk statement og bliver mumlet frem igen og igen og beskriver både Sicilien, Italien og selve historiens gang. Verdenshistorien er ikke som i gammeltestamentlig forstand en lineær proces med skabelsen og dommedag som start- og slutpunkt og med genopstandelsen som historiens midtpunkt. Det er derimod en cirkulær proces, der gentager sig selv. Et evigt drejende tandhjul.
Lampedusa lader læseren falde ned det sted i tandhjulet, hvor tænderne på de to metalhjul griber ind i hinanden, så en fremadskridende proces kan begynde, og hvor det ene drejende hjul overfører rotationen til det andet og sætter aksler i gang som mekanikken i et ur, der går og går. Maj 1860 er hvor metalhjulet begynder at rotere, og hvor Garibaldi og hans hær går i land på den sicilianske vestkyst for herfra at påbegynde en revolution med det formål at samle Italien og tilintetgøre det politiske kludetæppe.
Det er hverken de historiske begivenheder eller den nye, unge og fremadstormende klasse, der for alvor bliver skrevet frem i romanen. Vi er derimod overladt til den aldrende fyrste og hans tanker. Han erkender, at vi er en slags gidsler af historiens gentagelser, af det sted og de skikke, vi er rundet af, og at den eneste måde at fastholde sin position på, er ved at overgive sig til historieskrivningen. Fyrsten er en sammensat og uhyre interessant mand. Hans dekadente, politiske nihilisme og den konstante ironisering over fortiden står tydeligt frem i romanen. Han er den sidste af sin slags, den sidste med en sand aristokratisk ånd. Alt, hvad han står for af dannelse, patriarkalsk overdømme og som samlende figur, er bestemt af skæbnen til at blive skyllet væk af de nye tider. Det feudale samfund forsvinder med fyrstens velsignelse og bliver afløst af tre ismer: kapitalisme, nationalisme og liberalisme. Og det er op til disse ismers forkæmpere at passe på magten. Fyrsten accepterer udviklingen med vemod og opgivelse, for han tror ikke på en udvikling til det bedre, og knap er revolutionen overstået, før landet fortaber sig i bureaukrati og korruption og en gryende mafiøs stat. Ja, ja. Min tid er forbi, lad de nye magthavere komme til, men mærk jer mine ord. Gennem 1000 år har Sicilien været besat og domineret af det ene folkeslag efter det andet. Grækere, normannere, spaniere, franskmænd, arabere og italienere. Hver gang har det sicilianske folk bøjet hovedet som et siv i vinden og rejst sig op, når uvejret er ovre. Alle fremmede magthavere er før eller siden blevet knust. Af klimaet eller landskabet. Netop de ting, som knuser jer, siger fyrsten, er, hvad der har formet os og vores karakterer. Derfor er vi uovervindelige. Og fyrsten går så langt som til at sige, at sicilianerne har en kærlighedsaffære med døden.
Leoparden er på den ene side en slags litterær guidebog til Sicilien og dens tabte storhed, en hyldest til øens okkergule landsbyer, de knastørre og lerede jorde, citronplantagerne og det blå, blå hav. Men det er først og fremmest et eminent vidnesbyrd om tidens forgængelighed og nødvendigheden af at acceptere forandringer. Nogle af romanens mest dedikerede fans er marxister. Instruktøren Visconti var marxist og så potentialet i at omgøre romanstoffet til en film for at illustrere gamle slægters forfald og den nye tids kommen.
Det Sicilien, som Lampedusa præsenterer os for, er et sted hvor tandhjulene drejer mod det 19. århundredes optimisme, rationalitet og progressivitet. Mod et liberalt demokrati og en socialisme, hvor rettigheder ikke længere er for de få men for de mange. De nye vinde blæser over et siciliansk landskab med gamle byer og snævre gader, og det forfald, der bliver beskrevet, er ikke så forskelligt fra den moderne verden, hvor drømme tændes og slukkes, hvor politiske projekter havarerer, hvor krige opstår og ender, og hvor folkeslag vandrer og støder sammen med andre. På den måde er romanen et blik ind i en verden af i går, en verden som er den samme som den, vi lever i, men alligevel forskellig fra den. Same but different. Fordi, alt tiden – hele tiden – skal forandres, for at vi kan bevare. Os selv og et samfund. Romanen kan også læses som et post-kolonialt indlæg, der beskriver alle de mange følelser, der opstår blandt mennesker, når vi skal acceptere nye tider. Det er svært, og vi kæmper mod dem, men bliver til sidst nødt til at overgive os.
Hvorfor bliver der ikke skrevet storladne og romantiske romaner længere?
Hvorfor handler digtsamlinger om tabte pizzabakker på Blågårdsgade?
Hvorfor er kongehusene rundt om i verden ikke som de var engang?
Hvorfor taler unge i dag ikke et pænt og tydeligt dansk?
Hvorfor er vores land ikke som før?
Hvorfor, hvorfor, hvorfor?
Fordi, alt tiden – hele tiden – skal forandres, for at vi kan bevare. Os selv og et samfund.
Når mennesker kæmper mod forandring, er det en kamp, der på forhånd er tabt. Det nytter ikke at dyrke fortiden og tænke sig en verden i evigt havblik. Alting må forandres, for at vi kan bevare. Statuer må væltes og buster kastes over borde. Ingen må glemme, men ting må forkastes. Ud fra den maksime, kan Leoparden læses.
Vores fyrste er patriarkalsk, sexistisk og på alle måder en mandstype, der ikke passer ind i en moderne tid. Men han er vigtig, fordi han er et billede på en forsvunden verden, vi kan lære af. Ligesom man kan læse romanen, fordi den er skrevet som bøger ikke bliver skrevet længere. Som Thomas Mann og Leo Tolstoj gjorde det. Den er nem at læse, fordi Lampedusa skriver med en naturalistisk pensel, han skriver smukt som andre store forfattere. Alene for det dekadente sprog kan den læses.
Man bliver ikke i godt humør at læse Leoparden. Snarere mismodig. Samme mismod man finder, når man læser Stefan Zweigs Verden af i går. Et suk over en fortabt verden og forspildte muligheder. Alligevel er der i billedets krakeleringerne små flager af optimisme. Med fyrstens død opstår en ny verden, og når vi river noget ned i dag, blomstrer noget andet. Det er forandring overfor bevaring. Tradition over for det moderne. Kærlighed overfor død. Historiens tandhjul er modsætninger, der brydes og skaber forandring.
I Leoparden er der brutalitet, spændinger og vibrationer. Alt det, som udgør det fremadskridende og det udviklende. Altså verden.
Da jeg afsluttede min eksamensfortælling i det varme lokale på universitetet i Rom, anede jeg knap konsekvenserne af min egen tid. Af tiden lige før, omkring og efter 2009. Verdens største finanskrise skyllede ind over kontinentet, og i løbet af få år stod min generation midt i et morads af gigantiske dimensioner. Vi voksede op med alle kort på hånden. Vi kunne få uddannelser og arbejde, fordi vi var en lille generation. Men krisen kom og ungdomsarbejdsløsheden brød gennem himlen. Det blev brutalt, og stadig i dag driver unge i min 80’er-generation rundt som drivtømmer med lange uddannelser uden at have fast bolig eller fast arbejde. Det er også historiens tandhjul, og i finanskrisens kølvand stillede de andre kriser sig i kø: miljøkrise, klimakrise, økonomiske krise, boligkrise, ungdomskrise, trivselskrise, livskrise.
Jeg bestod min eksamen og drak øl ved statuen på Campo di Fiori. Af historieeksamen lærte jeg, at alt gentager sig selv. For os, der lever under himlen, er det sådan: alting han en tid. En tid til at rive ned, en tid til at bygge op.
Velkommen til Sicilien. Turen går til Donnafugata og en tids sidste krampetrækninger.
Intet sted er de historiske begivenheder for alvor til stede i Leoparden. De er bagtæppet, men skrives aldrig direkte frem. I en bog, der handler om forandringer, er det ikke den nye, den unge og den fremadstormende klasse, der bliver portrætteret.