»Når jeg har gået ad Tove Ditlevsens veje, har det været med hendes ord i hovedet...«

I TOVE DITLEVSENS VEJE tager Lilian Munk Rösing læseren med ud i byen og ind i forfatterskabet. Hun opsøger de steder, der formede Ditlevsens liv og skriverier – og undersøger, hvordan vejene både førte hende væk fra barndommens arbejdermiljø og ind i litteraturen. Læs forordet fra en biografi, der går tæt på både mennesket og kunstneren Tove Ditlevsen.

15-09-2025

 

Det seneste årti har en ny generation af danskere genopdaget og gentolket Tove Ditlevsens værker. De seneste år har udenlandske kritikere og læsere opdaget dem. I Danmark er Ditlevsen blevet genoptrykt, genlæst og genudgivet i nye udvalg. I 2021 blev The Copenhagen Trilogy (en samlet udgivelse af erindringsbøgerne BARNDOM, UNGDOM og GIFT i engelsk oversættelse) kåret som en af årets bedste ti bøger i New York Times. Lilian Munk Rösing Lilian Munk Rösing er litteratur- og kunstforsker, litteraturkritiker ved dagbladet Politiken, lektor ved Københavns Universitet, forfatter og oversætter. Rösing er cand.mag og phd i litteraturvidenskab og har skrevet et hav af artikler samt fire bøger om litteratur, film, eksistens og etik.

Det er i lyset af forfatterskabets danske renæssance og internationale gennembrud at jeg har skrevet denne bog om Ditlevsens værk og liv.

LÆS OGSÅ: 50 klassikere, du skal læse, før du dør

Mange danskere har haft deres første åbenbarende erfaringer med litterært sprog ved at læse Ditlevsens digte eller noveller på skolebænken. Selv ved jeg ikke om jeg ville være blevet litteraturforsker og -kritiker, hvis ikke det var fordi jeg i niende klasse skulle skrive stil om Ditlevsens digt ”Det er i den niende måned”. 

Beruselsen ved versenes rytme og klang, følelsen af en mættet billedverden i mange lag der begyndte at åbne sig som et blomsterhoved da jeg forstod at den niende måned både var svangerskabets sidste og efterårets første. 

Hvad er det for nogle særlige litterære kvaliteter der sikrer Ditlevsen klassiker-status i Danmark (hvis man ved klassiker forstår et værk der åbner sig for nye generationers nye tolkninger) og giver hende posthum succes i udlandet? Hvordan kan det være at engelske og tyske læsere nu føler sig hjemme i 1920ernes Istedgade og elsker at færdes med Ditlevsen der? 

Denne bogs titel, TOVE DITLEVSENS VEJE, sigter dels til de konkrete veje og gader der har været vigtige i hendes liv og forfatterskab, dels til de veje hun valgte for at komme ud af barndommens arbejdermiljø og ind i den verden hvor hun kunne forfølge sin dybeste passion: at skrive. 
Barndommens gade, Istedgade, blev både titlen på en af hendes første romaner og en uudtømmelig erindringsbrønd af hvilken skikkelser, stemninger, billeder blev ved at stige op og nære forfatterskabet og dets sprogtone.

Ved at følge Tove Ditlevsens veje vil jeg fokusere på de modsætninger der eksisterer side om side i hendes værk og person. - Lilian Munk Rösing I den anden ende af livet finder vi H.C. Andersens Boulevard, hvor Ditlevsen boede med Victor Andreasen i den store herskabelige lejlighed, der litterært transformeret udgør scenen for hendes sidste og storslåede roman, VILHELMS VÆRELSE (1975), hvor hun i virtuose fortælletekniske eksperimenter indskriver sig med bravur i den modernisme som hun ellers blev dadlet for at sakke bagefter. Til sidst: skovstien hun går ad, medbringende et glas selvmordspiller, for at finde den plet hvor hun vil lægge sig og dø. 

Ved at følge Tove Ditlevsens veje vil jeg fokusere på de modsætninger der eksisterer side om side i hendes værk og person.

Barnets længsel mod voksenlivet, den voksnes længsel efter barndommen (som bedrøvede blikke udvekslet mellem den lille pige der tidligt er gammel, og den modne kvinde der bliver ved med at være pige). De moralske værdier fra arbejderhjemmet, den frigjorte kultur i krigstidens kunstnermiljø. Det følsomme sprog i digtene, det rapkæftede i interviews og brevkassesvar. Det gammeldags ved hendes rimede vers, det modernistiske ved hendes vilde billeder og fortælleteknik. Ægteskabets uundværlighed og ulidelighed. Skriftens rus og den narkotiske rus, der i starten synes at være allierede, men viser sig at være fjender. Længslen efter og afmagten over for moderskabet. Den sårbares følsomme sang og den hærdedes fandenivoldske humor. Det velformede og det ustyrlige. Tosomhedstrang og ensomhedslængsel. Hudløshed og tætvævet sprogdragt.

Selv om bogen handler om både værk og liv, ønsker jeg at overskride det rent biografiske perspektiv i mit forsøg på at indfange værkernes store litterære kvaliteter. Jeg har et biografisk perspektiv med, men ikke et ”biografistisk”, det vil sige jeg interesserer mig for Ditlevsens liv som kontekst for og stof til hendes værker, ikke som nøglen til at forstå dem. 
Det er værkerne der står i centrum, og min læsning af dem. Når jeg har gået ad Tove Ditlevsens veje, har det været med hendes ord i hovedet. Helt konkret har jeg gået ad de veje hvor hun boede, mens jeg har været opfyldt af de værker hun skrev der, men også ad veje hvor hun ikke boede, mens jeg har lært hendes digte udenad. Jeg har også ladet mine tanker vandre – som man gør det både når man går, og når man læser. 

LÆS OGSÅ: Ni yngre digtere, du skal læse

Ind og ud af mine tekstanalyser af hendes værker fletter sig ”reportager” fra disse ture og associationer til egne erindringer og erfaringer. Ud fra en forståelse af kunst, også den litterære kunst, som noget der kalder på hele vores erfaringsspektrum. Det vi har læst, det vi har levet. 
Det der interesserer mig, er først og fremmest hvad det er Ditlevsen kan som kunstner. Hvilke greb er karakteristiske for hendes litterære kunst?

Efter at have levet intenst med hendes tekster i et par år er mit korte svar: Som prosaist er hun en eminent skildrer af de stemningsskift der bestandig foregår i og mellem mennesker. Som poet er hun en af de største sprogkomponister i dansk lyrikhistorie; ud af det danske sprogs klange og rytmer formår hun at skabe den skønneste ordmusik der subtilt og præcist bærer billeder, tanker og stemninger. I begge tilfælde bevarer hun nogle gammeldags litterære greb: i poesien rim og versefødder, i prosaen en fortæller der blander sig med kommentarer og observationer som overskrider personernes synsvinkel. Men både som prosaist og poet er Ditlevsen samtidig nyskabende, ”moderne” om man vil.

Som poet er hun en af de største sprogkomponister i dansk lyrikhistorie; ud af det danske sprogs klange og rytmer formår hun at skabe den skønneste ordmusik - Lilian Munk Rösing
I sin prosas skildring af menneskesindets omskiftelighed er hun beslægtet med den franske modernistiske forfatter Nathalie Sarraute, der lancerede metaforen ”tropismer” om sindets drejninger. ”Tropismer” er et botanisk begreb for de umærkelige drejninger planter foretager ud fra ydre stimuli, for eksempel solen.

Hvis Ditlevsens fortæller overskrider personernes bevidsthed, er det for at kunne bevæge sig ind i sindets ubevidste bevægelser, og i det sene forfatterskab udvikler overskridelsen sig til den rene avantgarde, fx når fortælleren i romanen VILHELMS VÆRELSE er en form for spøgelse.

Den fortæller der, løsrevet fra enhver af de fiktive personers kroppe, kommenterer hos Ditlevsen, gør det ikke fra en position af olympisk overblik, men snarere fra en slags ingensteds. 
I poesien lader Ditlevsen (med visse sigende undtagelser) metrik og rim bag sig i sit sene forfatterskab hvor hun udgiver lange smalle digte i frie, urimede vers.

Men man skal ikke dømme de tidlige digte ”gammeldags” bare fordi de har versefødder og rim. Der er noget drømmeagtigt, surreelt over deres billeddannelse. Når hun skriver ”hjerte”, gør hun det til et selvstændigt organ som i et surrealistisk maleri.

LÆS OGSÅ: 4 danske klassikere

Måske er forfatteren Karin Michaëlis den der bedst definerer hvad det er der adskiller Ditlevsens digte fra gammeldags klingklang. ”Det er pragtfulde digte,” skriver Michaëlis (om Blinkende lygter) i et takkebrev og fortsætter: ”Jeg er jo fra den tid hvor digte havde så meget kling og klang og rytme og ingen sjæl. Deres består af sjæl.”

Det interesserer mig også (som det gør når det gælder enhver kunstner, men også ethvert menneske) hvad det er der driver Ditlevsen. Mit korte svar er: skriften.

For Ditlevsen er skriften en drift; en kraft der gennemstrømmer hende og gør hende lykkelig. Da hun som stort barn sidder i vindueskarmen mod baggården på Vesterbro og oplever guirlander af lysende ord komme til hende, oplever hun en form for åbenbaring. 
Jeg tænker at hvis hun havde levet i 1500-tallet, kunne hun være blevet mystiker som den hellige Teresa. 
Men i Ditlevsens liv rimer skrift ikke bare på drift, det rimer også på gift. I den dobbeltbetydning af ordet hun selv spiller på, når hun lader GIFT være titlen på det bind af erindringerne der handler om hendes ægteskaber og hendes narkomani. Med det paradoks der kendetegner misbruget, er rusmidlerne noget der både befordrer og blokerer driften, som for Ditlevsen er skriften. 

For Ditlevsen er skriften en drift; en kraft der gennemstrømmer hende og gør hende lykkelig. - Lilian Munk Rösing

Forskningslitteraturen, altså akademiske afhandlinger og artikler, om Ditlevsens forfatterskab er stærkt begrænset. Når det gælder hendes poesi, er den stort set ikkeeksisterende. Det chokerede mig da jeg opdagede det; hun er uden tvivl en af Danmarks største digtere, men ingen litterat har forsket i hendes digte.

Når det gælder hendes prosa, er det fortrinsvis erindringsbøgerne der er skrevet forskningsartikler om (nogle feministisk orienterede fra 1980erne og nogle stykker fra de seneste år, efter Ditlevsens gennembrud i den engelsksprogede verden), men der er stadig tale om meget få.

Det står i skærende kontrast til al den analyse og tolkning af Ditlevsens tekster der foregår i den danske grundskole, hvor hun har været på pensum siden sin egen levetid, og nu også er på kanonlisten. I skriftlig, publiceret form mangler der basalt litteraturanalytisk arbejde med størstedelen af hendes forfatterskab, og det har været en af mine ambitioner med bogen slet og ret at tage fat på dette arbejde, men i en tilgængelig og formidlende frem for strikt akademisk form. 

LÆS OGSÅ: Forordet til EVENTYREREN

Den gængse forklaring på den manglende forskning i Ditlevsens forfatterskab er at hun mistede sin høje litterære status da modernisterne, med Klaus Rifbjerg og Torben Brostrøm i spidsen, gjorde deres indtog og fandt hendes rim og versefødder håbløst gammeldags.

Den historie måtte jeg revidere da jeg gik i arkiverne og fandt Rifbjergs og Brostrøms anmeldelser af hendes poesi. Om et udvalg af hendes digte fra 1964 skriver Rifbjerg at hendes formuleringsevne er ”højst raffineret, men stadig båret af lyrisk, slagkraftig naturlighed” – og at hun ”som de bedste digtere intuitivt udtrykker sig som hun må”.

I anledning af samme udvalg skriver Brostrøm at Ditlevsen ”kan en mærkelig nøgternhedens poesi, råheden ømt opfattet, stuckenbergske scener, men med dybere rædsel i”. Om end de herrer modernister selv har et andet litterært program, nærer de dyb respekt for Ditlevsens kunst. Den respekt håber jeg at fremme med denne bog.

Lilian Munk Rösing
København, sommeren 2025