Læs et uddrag af Jens Andersens EVENTYREREN
Forfatter og H.C. Andersen-ekspert Jens Andersen er aktuel med en komplet nyskrevet udgave af sin berømmede HCA-biografi fra 2003 – med forfatterens egne ord »nu i en betydelig kortere, skarpere og sprogligt set endnu mere veloplagt og tidssvarende udgave«.
20-03-2025
Uddrag fra EVENTYRERENS første kapitel:
En forårsdag i 1820 sad den unge forfatter Just Mathias Thiele og arbejdede i sin lille lejlighed på Gammel Strand.
Pludselig blev der banket hårdt på døren og ind trådte, ja, nærmest faldt, en lang, mager gut iklædt en slidt grå frakke, hvis ærmer ikke kunne nå de tynde håndled. Et kulørt halstørklæde var bundet så stramt, at det så ud, som om den lange hals prøvede at undslippe kroppen.
Drengen stirrede på Thiele med smalle, tætsiddende øjne bag en enorm næse, trådte så et skridt frem, bukkede og sagde: »Må jeg have den ære at udtale mine følelser for skuepladsen i et digt, som jeg selv har skrevet?«
Jens AndersenJens Andersen, f. 1955, er ph.d. i nordisk litteratur, foredragsholder og forfatter til en lang række prisbelønnede biografier om bl.a. Thit Jensen, Tove Ditlevsen, H.C. Andersen, Dronning Margrethe, Astrid Lindgren, Kronprins Frederik, Kim Larsen og LEGO-familien.
LÆS OGSÅ: 20 gode biografier
Før Thiele kunne nå at svare, var drengen med høj og dramatisk stemmeføring i fuld gang med digtet, og uden nogen form for introduktion fulgte en længere scene fra Oehlenschlägers tragedie Hagbarth og Signe, hvor det unge menneske, ivrigt gestikulerende, spillede alle rollerne selv.
Thiele, der tidligere på året var debuteret som dramatiker på Det Kongelige Teater, lagde pennen på papiret, overrumplet og betaget. Med sine kejtede manerer førte drengen skuespillet til ende og afsluttede med endnu et dybt buk, hvorefter han greb sin kasket på gulvet og forsvandt ned ad trappen i larmende spring.
LÆS OGSÅ: Hella Joofs forord til LØGNEREN
Først et par dage efter, under en middag ude i byen, blev Thiele klogere på det uanmeldte besøg.
»Nå, har han også været hos dig?« sagde etatsråd Holten.
»Hvem?«
»Ham drengen, som stak af fra Odense for at komme ind på teatret!«
Nu huskede Thiele, at han i vinterens løb havde givet et mindre økonomisk bidrag til dannelsen af en fra naturens hånd sjældent begavet dreng, som flere af byens kulturpersonligheder viste interesse for. Det var altså ham, der nu gik rundt i København og takkede sine velgørere med en rask improvisation.
Drengen var kommet til hovedstaden et halvt år tidligere, i september 1819, og havde hurtigt fundet ud af, hvor han skulle banke på og optræde for at få de mennesker i tale, der kunne skaffe ham ind på Det Kongelige Teater. Ikke kun Madam Schall, teatrets primaballerina, men også digteren Knud Lyne Rahbek og kammerherre Frederik Conrad von Holstein, der begge sad i Det Kongelige Teaters direktion, fik besøg af det unge menneske, hvis mærkværdige ydre og naive fremtoning dækkede over et mægtigt mod og en nærmest æselagtig vilje.
Hos Madam Schall plantede drengen sin hullede støvle på dørtrinnet og gav sig til at danse foran primaballerinaen, idet han brugte kasketten som tamburin. Prompte havde hun afvist ham, ganske sikker på, at der var tale om en af byens galninge. Også de to direktionsmedlemmer var korte for hovedet, dog havde Holstein set drengen an og gjort det klart, at så lang og mager en skikkelse var uegnet til at stå på en teaterscene. Hertil havde drengen svaret, at kammerherren bare kunne ansætte ham på teatret til en løn af 100 rigsdaler om året, så skulle han nok blive fed i en fart.
LÆS OGSÅ: Søren Ulrik Thomsen - Store Kongensgade 23
I de skæbnesvangre septemberdage havde drengen også opsøgt synge og kapelmester Giuseppe Siboni i dennes hjem i Vingaardsstræde, hvor der netop den aften var et større middagsselskab med flere prominente gæster.
Netop som de skulle gå til bords, bankede drengen på hoveddøren, blev straks gennet ned i køkkenet og hen i en krog. Her fik han lidt at spise, mens han fortalte Sibonis husholderske den rørende historie om et fattigt, men lykkeligt skomagerhjem i Odense, hvor Hans Christian for 14 år siden var kommet til verden. Faren, der var død for nogle år siden, havde været en klog og rar mand, som mente, at sønnen aldrig skulle tvinges til en bestilling, han ikke selv ville. Moren, der vaskede tøj for Odenses finere borgere, havde efter farens død giftet sig igen med en ung skomager, som ikke var nær så glad for Hans Christian. Med lidt penge på lommen og ranslen over nakken besluttede han sig efter sin konfirmation for at rejse ud i verden med et eneste mål for øje: at blive en berømt skuespiller.
Husholdersken tørrede sine øjne, før hun gik ind til selskabet for at tage ud af bordet. Hviskende fortalte hun Siboni om det unge menneske i køkkenet, der var så dygtig til at fortælle.
Husholdersken tørrede sine øjne, før hun gik ind til selskabet for at tage ud af bordet. Hviskende fortalte hun Siboni om det unge menneske i køkkenet, der var så dygtig til at fortælle. Siboni lyttede, og snart var alle omkring bordet stemt for at tage drengen fra Fyn i nærmere øjesyn.
Unge H.C. Andersen solgte sig selv ualmindelig godt hjemme hos Siboni den septemberaften i 1819, og hans optræden fik afgørende betydning for hans videre livsforløb. De sidste skillinger var ved at slippe op, og turen hjem til Odense rykkede faretruende nær. Det var alt eller intet, da Hans Christian gav sig til at optræde for Sibonis middagsselskab med et farverigt potpourri af sang, digt og drama. Først en kortere arie fra et syngespil, han havde lært af Jomfru Hammer hjemme i Odense, så en scene fra et Holberg-skuespil og til sidst et par hjemmelavede digte. Og til sidst var drengen brudt ud i gråd, overvældet af al den velvilje og godhed, der strømmede ham i møde.
Blandt Sibonis gæster var Jens Baggesen; en af de store skikkelser i dansk litteratur i begyndelsen af 1800-tallet. Kort efter drengens improvisation rejste digteren sig, tog ham ved hånden og spurgte, om han da slet ikke var bange for at blive grinet ad og kritiseret. Hans Christian havde tørret næsen og rystet kraftigt på hovedet, hvorefter Baggesen så sig rundt i selskabet, langsomt og højtideligt, og sagde: »Jeg forudsiger, at der engang bliver noget af ham!«