5 Gyldendalforfattere nomineret til Politikens Litteraturpris 2023
Stort tillykke til Sine Plambech, Kristian Bang Foss, Amina Elmi, Kirstine Reffstrup og Theis Ørntoft, der alle er nominerede til Politikens Litteraturpris 2023.
Af Sarah Grandjean / 16-01-2024
Politikens litteraturanmeldere har udvalgt otte bøger, som de tager særligt med sig ind i 2024 - blandt dem er hele fem Gyldendaltitler. Prisen tildeles vinderen den 6. marts. Her kan du læse om de nominerede værker.
JORDISK af Theis Ørntoft
Om romanen skriver Alexander Vesterlund blandt andet:
”Det er en mere afdæmpet – men ikke mindre dystert og suverænt skrivende – Theis Ørntoft, man møder i hans fjerde bog og anden roman ’Jordisk’.
Som om der er sket en udmattelse af det enkelte individs perspektiv, råderum og følelsesliv, er ’Jordisk’ en slægtsroman, hvor menneskets plads i verden ikke lader sig adskille fra de planetariske og kosmiske kræfter.
Men romanens form, de mange stemmer, der konstant får romanen til at skifte karakter, vidner også om, at mennesker hænger sammen og må række ud til hinanden – på tværs af tid og rum, på tværs af små og store og mere eller mindre menneskeskabte katastrofer. Fra en bank i 1960’ernes Silkeborg over et indiespillested i 00’ernes New York til en rejse til Månen i en nær fremtid.
’Jordisk’ er en roman med et tindrende klart syn på samtiden, men den dyrker også mysterierne og bliver i besværet. Det kommer der ildevarslende og lysende litteratur ud af.”
MANDEN DER BAR SOLEN af Kristian Bang Foss
Om romanen skriver Jes Stein Pedersen blandt andet:
”Man mærker tydeligt, at prosaens mørkt-dirrende oldtidsklang kommer dybt indefra. Den marvfulde fortælling, der handler om broderstrid mellem høvdingesønnerne Raudon og Hauhon, men også om krig mod klimaflygtninge sydfra, udgår fra hulternes område ved Limfjorden. (…)
I denne overraskende roman gør hans poetiske billedsprog bronzealderen til et maleri, og det gælder også i krigsbeskrivelserne, som fremmaner billeder, der ville gøre sig i en hardcore splatter-film. (…)
’Manden der bar solen’ er en litterær bedrift, som gør fortiden lyslevende. Den befinder sig så langt fra vor tids fantasiknappe auto-og exofiktive skønlitteratur, man kan komme.”
BARBAR [TAVSHEDENS OBJEKT] af Amina Elmi
Om digtsamlingen skriver Mikkel Krause Frantzen blandt andet:
”Bogen bliver ved med hele tiden at overrumple sin læser: Du ved aldrig, hvor du har bogen, eller hvor den har dig. Det er en stor kvalitet. Med visse bøger ved man ret hurtigt, hvad man skal forvente, hvad den vil sige – ikke her! Det er ikke happy-go-lucky, det hele. Værket rummer talrige traumatiske historier og taler direkte ind i og om tavsheden selv.
Den handler om at miste (sin far), den handler også om at være kvinde og forelske sig i en kvinde, den handler også om asyl- og integrationsforhold i Danmark (»SHOUT OUT til udlændingestyrelsen«.). ’Barbar [TAVSHEDENS OBJEKT]’ er sorgfuld, men den er også vred, indigneret, rasende; den er sjov! Og så den frem for alt helt, helt åben.”
JERNLUNGEN af Kirstine Reffstrup
Om romanen skriver Lilian Munk Rösing blandt andet:
”I 1952 på Blegdamshospitalet i København ligger en 13-årig poliosyg pige i en jernlunge, som hjælper hende med at trække vejret. I 1913 på et børnehjem uden for Budapest går en 13-årig rundt og kaldes Dreng, men Dreng har små bryster og et køn så »glat og buet som et stort hønseæg«.
I Kirstine Reffstrups roman forbindes de to personer, som to inkarnationer af den samme.
Reffstrups sansestærke prosa er som et magisk tæppe vævet med største omhu af de fineste tråde. Med sine artsoverskridelser og omsorg for alskens materier taler den desuden lige ind i en queer og økokritisk tid.”
GLOBAL SEX af Sine Plambech
Om bogen skriver Sigrid Adamsson blandt andet:
”Gennem de seneste tyve år har antropolog Sine Plambech forsket i migration, sexarbejde og trafficking, og hun har længe været en interessant forsker og dokumentarist at følge, hvis man vil forstå, hvordan forhandlinger af rettigheder foregår for de mest udsatte kvinder både i Danmark og det globale samfund.
Nu står Sine Plambech så blandt de nominerede til Politikens Litteraturpris, og det gør hun, fordi hun i 2023 udgav en bog, som med udgangspunkt i hendes feltarbejde er blevet til en knusende, personlig og helt enormt klog essayistisk fortælling om livet, kærligheden, døden og, absolut ikke mindst, om penge.
I ’Global sex. Hvad sexarbejdere ved om kærlighed og kapitalisme’ møder vi fire hovedpersoner: thailandske Sommai og Lom og nigerianske Becky og Vivian, som Plambech har mødt og indledt dybe og varige venskaber med gennem sit arbejde.”
Politikens Litteraturpris 2023 afgøres ved afstemning af læserne, og du kan stemme på din favorit til og med 21. februar.
Vinderen belønnes med 200.000 kr. og fejres til prisfest den 6. marts. Samtidig uddeles Frit-flet-prisen på 50.000 kroner.
Sidste år gik Politikens Litteraturpris 2022 til forfatteren Glenn Bech for romanen JEG ANDERKENDER IKKE LÆNGERE JERES AUTORITET.