Kirstine Reffstrup om JERNLUNGEN

Kirstine Reffstrup har med JERNLUNGEN skabt en sanselig, original og poetisk fortælling om køn og krop, kærlighed og frigørelse. I interviewet her, fortæller hun hvordan hun nogle gange tænker på sig selv som en rejsende, der kan leve sig ind i andre tider og steder, og se med andre øjne.

Af Kim Andrea Brofeldt / 20-11-2023

 

JERNLUNGEN låner øjne fra både fra den poliosyge pige, Agnes, i 1952 og et navnløst barn med kaldenavnet Dreng, der hverken er dreng eller pige, og vokser op på et drengehjem uden for Budapest, 40 år tidligere. Børnene er to inkarnationer af den samme og Agnes kan huske hvordan det var at være Dreng.

Agnes er lammet og ligger fastspændt i en stor maskine, en jernlunge på Blegdamshospitalet. Dreng er fastlåst i sin egen krop. Ensomheden og de forræderiske kroppe har børnene til fælles.

Her fortæller Kirstine Reffstrup hvilke tanker hun har haft i forbindelse med romanens personer, tider og steder.

OM Kirstine ReffstrupKirstine Reffstrup, f. 1979, er uddannet fra Skrivekunstakademiet i Bergen og den svenske forfatterskole Litterär Gestaltning i Göteborg.
Debutromanen, JEG, UNICA fra 2016, er en litterær fantasi om tegneren og forfatteren Unica Zürn. JEG, UNICA udkom også i Norge, og er i dag oversat til flere sprog. Romanen blev nomineret til Montanaprisen, Munch-Christensens debutantpris og præmieret af Statens Kunstfond. I Norge blev romanen nomineret til Osloprisen i kategorien «Årets litteratur».
I april 2023 udkom Kirstine Reffstrup med romanen JERNLUNGEN – en fortælling om køn og krop, kærlighed og frigørelse - og om retten til at leve livet, som man selv vil, og som den man er.

Agnes ligger fastlåst i en jernlunge på Blegdamshospitalet. Hvorfra kom inspirationen til at skrive om lige præcis et polioramt barn i 1950erne? Hvad har du lavet af research for at kunne skrive så udførligt om det?

- Jeg havde set et fotografi af et lille barn, som lå i en jernlunge - en stor cylinderformet tank af jern, som var den ældste form for respirator. Og jeg blev grebet af billedet af den lille, sårbare krop, som lå i den her enorme maskine. Jeg tænkte, at det også var et stærkt billede på ensomhed og afhængighed af noget, som er større end en selv.

I romanen ligger Agnes fastlåst i maskinen, som også giver hende omsorg, hendes liv afhænger af den. Hun er i sin egen lille verden, men kan i sin fantasi se en meget større verden uden for hospitalet. Hun er fastlåst, men på en måde også fri. Efterhånden som jeg skrev, blev Agnes’ forestilling om at være forbundet med et andet liv i historien stærk. 

Jeg har læst mange vidnesbyrd fra poliopatienter fra den store polioepidemi, som ramte København og Danmark i 1952. Det var først og fremmest børn, som blev syge dengang. Jeg har også omgivet mig med mange fotografier fra tiden og rejst til Berlin for at se på en jernlunge, som er udstillet der. 

Når jeg skriver, veksler jeg mellem at læse og at skrive, men på et tidspunkt måtte jeg lægge bøgerne, og det jeg vidste fra mig for at kunne skrive mere frit. Jo mere jeg skriver, jo mere tænker jeg, at det handler om at søge og lytte efter en stemme og et menneske, som får sit eget liv næsten uafhængigt af mig, og det jeg ved. Jeg tænker også på hele vores historie som noget, der stadig er en del af os, og som vi er forbundet med; ikke så meget som noget, der ligger tilbage i tid, men et rum af stemmer jeg kan træde ind i og forbinde mig med, når jeg skriver.

Du har to forskellige spor: Dreng og Agnes. Hvilke lighedspunkter ser du mellem de to børn, og hvor adskiller de sig fra hinanden?

- I romanens andet spor følger vi et barn på et børnehjem i skoven uden for Budapest lige før første verdenskrig.  Agnes i jernlungen forestiller sig dette liv, som løber parallelt med hendes eget, og i sin ensomhed føler hun sig stærkt forbundet med Dreng, som barnet bliver kaldt. Dreng bor i et hus, hvor Tara, som har ansvaret for drengene, fører et meget strengt regime. Både Agnes og Dreng er 13 år, en alder, hvor der sker mange forandringer, man skyder i vejret og skal formes til et helt, voksent menneske, men samtidig er kroppen så genstridig, fuld af hormoner, og man begynder at mærke sig eget begær. Jeg tror, at de begge har et begær efter at leve, elske og fortælle. Der hvor Agnes ligger fastlåst i jernlungen, har Dreng i større grad bevægelsesfrihed og handlekraft, men er også underlagt de mange regler i Taras hus.

Dreng er hele tiden bange for at blive afsløret, som en der ikke ligner de andre drenge fysiologisk. Og der er meget risiko og vold forbundet med det begær, som Dreng føler, først til en anden dreng i huset, så til kvinden Lulu i Budapest.

Begge børns kroppe udsættes for maskiner – Dreng af et røntgenapparat, Agnes af jernlungen. Hvad har du haft af tanker om koblingen af mennesker og maskiner?

- Jeg har været fascineret af videnskaben og teknologien omkring 1900. Der skete nogle store landvindinger, som gjorde det muligt at kurere patienter og redde liv. Samtidig har videnskaben, under påskud af at være videnskab, været brugt som magtmiddel mod mennesker og kroppe som skilte sig ud. Teknologi kan både være omsorgsfuld og undertrykkende, og vi har i mange århundredreder været afhængige af den. Det er dette dobbelte forhold, som jeg synes er virkelig interessant. 

Agnes ligger fuldstændig hjælpeløs i maskinen, det kolde metal holder hendes varme krop i live, men uden den ville hun stoppe med at trække vejret. Det er et stærkt afhængighedsforhold, næsten som det mellem en mor og et barn.

Drengs spor foregår i Budapest. Har du en særlig tilknytning til Ungarn, eller hvorfor blev det lige der?  Har drengehjemmet fandtes i virkeligheden, eller hvor kom inspirationen fra?  Har du hentet inspiration til romanens to hovedpersoner fra noget virkeligt?

- Når jeg skriver, tror jeg, jeg især bliver tiltrukket tider og steder, hvor jeg er langt fra min egen hverdag.

Den distance giver mig en frihed som forfatter. 

Samtidig foregår romanen i en tid, hvor Europa var i voldsom forandring. Budapest lå mellem øst og vest i et rige, som blev revet i stykker efter krigen. Vi følger Dreng ind i tiden under første verdenskrig, hvor luften svirrede med revolutionære planer og idéer, hvor alt stod åbent.

På den måde har jeg tænkt på, at der både sker forvandlinger i de små kroppe og i de store samfund som børnene befinder sig i.  Jeg havde ikke været i Budapest, før jeg begyndte at skrive bogen, og jeg havde en klar plan om at rejse dertil. Men mens jeg skrev romanen, kom en anden og større epidemi, covid-19 og lockdown, og det var kun mod slutningen af arbejdet, at jeg fik mulighed for at besøge byen.

Budapest i romanen blev først og fremmest en fantasi, ligesom drengehjemmet også er det. Men selv i fiktionen skriver jeg altid om noget, som på en eller anden måde har resonans hos mig selv og egen erfaring af at opleve ensomhed, begær, kærlighed.  Samtidig tror jeg også, at fiktionen kan vise os verdener og rum, som vi ikke kender fra før. Som forfatter og som læsende tænker jeg nogle gange på mig selv som rejsende; at leve sig ind i andre tider og steder, at se med andre øjne. At arbejdet giver én mulighed for at leve flere liv.