»Hvad litteraturen kan sige om virkeligheden er min lidenskab. «
Kirsten Thorups værker har, siden hendes debut i 1967, haft stor betydning for dansk litteratur ved at åbne for nye måder at skrive om social ulighed, ensomhed og det liv, der leves på kanten af fællesskabet. Her fortæller hun om sin skriveproces og om, hvordan fiktionen gør indhug i hendes eget liv.
Kirsten Thorups romaner har givet plads til stemmer, der ellers sjældent høres og har formet vores blik på det moderne Danmark, siden hun debuterede i 1967. Hun har en sjælden evne til at få alle sine hovedpersoner til at fremstå helstøbte og ægte og er fortsat eksperimenterende og nysgerrig.
Om forfatteren Kirsten Thorup, f. i 1942 i Gelsted på Fyn.
Uddannet i engelsk ved universitetet i København og i Cambridge. Debuterede som forfatter i 1967 med romanen BABY og har siden udgivet både digte, noveller og romaner.
Hun har modtaget en lang række litterære priser, herunder Nordisk Råds Litteraturpris (2017), Kritikerprisen, De Gyldne Laurbær og Det Danske Akademis Store Pris.
Når Thorup vælger en hovedperson at skrive om, har det ofte været med en virkelig person som forlæg. Det kan være et menneske, hun kender godt, men det kan også være en, hun har mødt tilfældigt for år tilbage, som hun udvikler en historie ud fra.
SE OGSÅ: På besøg hos Kirsten Thorup
– Hovedpersonen fra mine to seneste romaner, Harriet, blev ved med at dukke op i mine tanker for 10-15 år siden, og den eneste måde, jeg kunne komme af med hende på, var at skrive romanerne.
Jeg har meget trang til at undersøge, hvad der ligger der bag menneskers handlinger og udsagn? Hvorfor er nogle mennesker søde og forsigtige, og hvorfor er andre hårde og hensynsløse? Hvad gemmer der sig bag facaden, fortæller Kirsten Thorup.
– Jeg skriver altid om et menneske, som jeg på en eller anden måde kan identificere mig med, selv om det er et menneske, der er helt forskellig fra mig. Skriveprocessen bliver en måde at undersøge, hvad der ligger bag menneskers handlinger, ord og tavsheder. Hvad litteraturen kan sige om virkelighedens verden, er min lidenskab, jeg har ikke behov for at skrive såkaldt autofiktion. Jeg lægger derimod noget af mig selv ind i mine fiktive personer.
Hvis det skal være litterær kunst, så skal der være en ekstra energi i værket end det, der står på siderne.
Kirsten Thorup har holdt utallige foredrag og er altid nysgerrig på at møde læsere og mærke, hvordan de indimellem kan fortolke noget fra deres eget liv ind i hendes bøger.
– Jeg er mange gange blevet overraskede over, at læserne eksempelvis er blevet vrede på mine romankarakterer. På en måde er det en udvidelse af romanen, at en læser kan udlede noget af fortællingen, som jeg overhovedet ikke har tænkt på. Det er, som om romanen først er rigtigt færdig, når den er læst af læserne, med hvad de nu har at putte ind i den. Hvis det skal være litterær kunst, så skal der være en ekstra energi i værket end det, der står på siderne.
Formen afbilleder indholdet
Kirsten Thorup har aldrig en fast plan eller synopsis, før hun begynder på at skrive en ny roman, for det mener hun ville begrænse hende.
– Jeg ved, at jeg ville overholde den, hvis jeg arbejdede ud fra en plan, og det ville slet ikke fungere. For mig bliver handlingen til undervejs i skriveprocessen. forklarer hun,
– Jeg har en vision, og jeg har en hovedperson, som jeg gerne vil skrive om, men det er ikke altid, jeg kan forudse, hvordan mine personer vil reagere på forskellige ting, som jeg udsætter dem for. I starten tager jeg tit fejl af dem, men når jeg når cirka halvvejs gennem romanen, kender jeg dem og ved faktisk, hvordan de vil reagere. Det er interessant for mig, at det på den måde bliver en vældigt levende proces.
LÆS OGSÅ: 3 skarpe til Christina Hagen
I Kirsten Thorups forfatterskab spiller formen på fortællingen lige så stor en rolle, som hendes særlige sans for sprogets rytme og menneskers indre liv gør.
Ofte benytter hun en indre synsvinkel, men eksperimenterer med fortællerstemmer, som eksempelvis i MØRKET BAG DIG (2023), hvor det er en alvidende du-fortæller, eller BONSAI (2001) og INGENMANDSLAND (2005), hvor historien fortælles gennem flere personer.
I mine seneste to bøger om anden verdenskrig bruger jeg nutidsform. Fordi krig altid er nærværende og altid har været det.
– Når jeg ved, hvem jeg vil skrive om, er det, der optager mig mest i starten af en skriveproces, faktisk hvordan formen skal være. Om det skal være i jeg-form eller tredje person for eksempel. Formen skal kunne udfolde indholdet optimalt, formvalget er afgørende. I mine seneste to bøger om anden verdenskrig bruger jeg nutidsform. Fordi krig altid er nærværende og altid har været det. Korea-krigen, Balkan, Ukraine, Gaza. Mange krige, også de aktuelle lige nu, er udløbere af anden verdenskrig, den er stadig til stede i nutiden.
Tidens vævning i fiktionens stof
Kirsten Thorup skriver altid på tidsmæssig afstand af den tid, romanerne foregår i, og siger selv, at hun dermed får den distance til stoffet, der skal til for at skabe et litterært værk.
Men tidsbilledet er altid relevant, og hun bruger meget tid på at researche, så hun får små bidder flettet ind af den tid, historien foregår i: hvad stod der i aviserne, hvilket musik blev der spillet i radioen, hvad der fyldte politisk og socialt.
– Min første bog, BABY, skrev jeg i øjenhøjde, da jeg boede på det mørke Vesterbro først i 70'erne, det er den eneste, der er skrevet i den tid, den foregår. Men sjovt nok kan jeg altid mærke den tid, jeg skrev dem i, hvis jeg læser i romanerne, siger hun.
– På den måde kan jeg sige, at skriveprocessen for mig også er en erindringsproces. Fiktionens verden æder af virkelighedens verden, så jeg føler, at mine romaner æder mit liv op langsomt. Jeg forvandler virkeligheden til en anden virkelighed, en forskudt virkelighed.LÆS OGSÅ: Hun skriver bedst, når der er noget på spil
Thorup beskriver, hvordan romanerne suger til sig fra livet omkring hende, mens hun skriver – fragmenter fra barndommen, lyde fra en bus, smagen af kaffe, en sætning fra avisen. Alt kan finde vej ind i teksten og væves sammen til en helhed, hvor den tid, det tager at skrive romanen, flettes ind i den tid, romanen foregår i.
En roman består af uendelig mange detaljer og sansninger, uanset hvad det er for en slags roman.
– Netop fordi jeg ikke har nogen plan, før jeg skriver, er jeg åben for indtryk og sansninger og kan tage dem med. En roman består af uendelig mange detaljer og sansninger, uanset hvad det er for en slags roman. Vi har de samme fem sanser, men hvad man registrerer, og hvor følsomt det sanseapparat man har, er forskelligt.
Jeg kan have det, som om fragmenter og brudstykker svæver omkring mig og trænger ind i romanen og så danner en helhed, et mønster - lidt ligesom en vævning.
Eller måske mere præcist: en gobelin med scener fra livet, som det leves, i alle dets afskygninger.