Kim Leine: "Løgnen kan blive til sandhed"
Vi lever i en ny mellemkrigstid, hvor løgnen er blevet et essentielt politisk redskab, siger Kim Leine. I hans nye spændingsroman, KAROLINES KAMP, kommer hans hovedperson da også helt tæt på den moderne propagandas mestre og er både til møde med Donald Trump og under dynen med hans chefstrateg Steve Bannon. Men hvor meget ligner romanen egentlig virkeligheden?
Af Rasmus Navntoft Pedersen / 26-6-2023
Kim Leine har ikke engang selv set den endnu. Men på bordet foran os ligger KAROLINES KAMP, andet bind i hans spændingstrilogi om den danske politiker Karoline Blicher og hendes kamp for at nå magtens tinder.
På forsiden ser vi denne gang ikke Kreml og Christiansborg smeltet sammen i Karolines hoved – som i første bind, Karolines kærlighed – men derimod Christiansborg og Det Hvide Hus, helt i overensstemmelse med handlingen naturligvis. For nok er Karoline stadig fanget i sin kærlighed til det russiske og en vis russisk præsident ved navn Vladimir Putin. Men for at komme hele vejen til tops på den politiske rangstige, må hun til USA for at studere, hvordan man perfektionerer løgnens politik i den vestlige verden.
Den lille populist forføres af den store
”Jeg ser ind i din sjæls dybder, og jeg ved, at løgnen tiltrækker dig som flammen tiltrækker møllet. Det er derfor, du rejser til USA”, siger Karolines gamle far, ekspolitiker og stifter af partiet Demokratisk Alliance, til hende i begyndelsen af romanen, da hun kommer for at sige farvel inden sin sommerekskursion til USA og den valgkamp i 2016, der chokerede hele verden ved at bringe Donald Trump til magten. KIM LEINE (født 1961) kom til Danmark som 17-årig og debuterede i 2004 med erindringsromanen KALAK. Han har udgivet en række roste bøger både for børn og voksne.
Læs mere om Kim Leine
”Det er jo det, Karoline allerede gør. Det gjorde hun også i første bind, og det har bragt hende langt som politiker – men ikke hele vejen”, siger Kim Leine, og fortsætter:
”Da hun så kommer til Trumpland, bliver hun i virkeligheden offer for sin egen metode. Det er hende selv, der bliver snydt, og hun falder som populist selv i populismens fælde og lader sig forføre af Bannon. Det er det farlige ved populismen, at hvis man forsøger at forstå den, risikerer man at blive suget ind i den og aldrig komme ud igen. Det er det, der kaldes radikalisering. Og Karoline bliver radikaliseret.”
Hvad er det for en historie, du gerne vil fortælle?
”Jeg vil fortælle om fascinationen af magt, af den stærke mand og den højreradikale statsleder, som der bliver flere og flere af. Denne fascination er i første bind, KAROLINES KÆRLIGHED, personificeret af Putin og bliver til kærlighed. Og kærlighed gør jo blind, så Karoline, der i virkeligheden er et reelt og ærligt menneske, bliver fuldstændig forført og vildledt af sin kærlighed, ligesom mange andre risikerer at blive det.
I bind 2, KAROLINES KAMP, er denne kærlighed dog trådt noget i baggrunden til fordel for en klokkeklar ambition: Karoline skal lære løgnen at kende, så hun kan blive statsminister.”
Meget kan man digte om – men ikke Donald Trump
Virkeligheden er meget tydeligt til stede i både KAROLINES KÆRLIGHED og KAROLINES KAMP. Hvad er det, du vil opnå med det greb, hvor grænsen mellem fiktion og virkelighed er så hårfin?
”Jeg vil gerne give læseren følelsen af aktualitet, fordi de problemer, jeg beskriver i romanen, er meget aktuelle og vigtige. Det her er mere end bare tre underholdningsromanener (tredje bind er planlagt til at udkomme i 2024, red.), og jeg håber, at læserne oplever at få en spændende og engagerende fortælling om nutidens globale politiske situation. De må meget gerne føle sig både underholdt og foruroligede på samme tid. Og de må meget gerne stå i det dilemma, om de kan lide Karoline eller ej.
Nærheden til virkeligheden skaber en frustration hos læseren. Hvad er sandt og hvad er ikke? Men at mærke fantasien arbejde, er ikke det værste, man kan komme ud for som læser. Og sandheden er både subjektiv og objektiv. Den kan forandres med propaganda og løgn. Vores virkelighedsopfattelse kan ændre sig, hvis der bliver hamret løs på den i tilstrækkelig grad. Det er en ny erkendelse for Karoline, som hun tager med hjem til Danmark.
Når det er sagt, har jeg da haft mange overvejelser over, hvad der skulle tages med fra virkeligheden og ind i Karolines kamp. Jeg overvejede på et tidspunkt at digte om på Donald Trump og gøre ham sympatisk, men det viste sig helt umuligt”, siger Kim Leine med et smil.
En ny foruroligende verdensorden
Er Karolines kamp en advarsel til os alle?
"På en måde ja. Det er min ambition at skildre vejen til en ny verdensorden, hvad den så end ender med at blive. Nu, mens jeg skriver trilogien, har vi fået krigen tæt på igen. Jeg skulle faktisk have været på researchtur til Rusland lige omkring det tidspunkt, hvor krigen brød ud. Det blev af gode grunde ikke til noget, men jeg har heldigvis adgang til andre kilder derovre.
Men jeg har længe talt om, at vi lever i en ny mellemkrigstid. Folk er ofte blevet forargede over det, men det har jo desværre vist sig at holde stik."