Fantasybøger er den bedste julegave til din teenager

Spændende paralleluniverser, overnaturlige evner og en episk kamp mellem det gode og det onde … Giv en fantasyserie i julegave til en teenager, der elsker at drømme sig væk. Der findes gode fantasy- og science fiction-bøger til alle alderstrin – både som ungdomsbøger og til de yngre pre-teens. Bliv inspireret af de fantasifulde historier her.

Harry Potter 1 - Harry Potter og De Vises Sten

Harry Potter 1 - Harry Potter og De Vises Sten

HARRY POTTER OG DE VISES STEN er første del i serien om troldmanden Harry Potter og hans kamp mod den onde troldmand, der slog hans forældre ihjel.

På sin 11 års fødselsdag opdager Harry Potter, at verden er helt anderledes end han troede. Således ændrer hele hans liv sig idet han opdager, at hans far var en berømt troldmand, hans mor en overordentlig dygtig heks og at han selv er en troldmand, der er selvskrevet til optagelse på en af verdens fineste troldmandsskoler – Hogwarts. På Hogwarts starter et eventyrligt liv for Harry, der, samtidig med at han skal vænne sig til troldmandsverdenen, må tage kampen op mod troldmanden, der dræbte hans forældre.

Gennem årene er serien om Harry Potter blevet en international kæmpesucces, der har tryllebundet børn og voksne verden over.

The Hunger Games 0 - En fortælling om sangfugle og slanger

The Hunger Games 0 - En fortælling om sangfugle og slanger

Den 19. maj 2020 kan de mange fans af Hunger Games-bøgerne vende tilbage til Panem i en helt ny historie af Suzanne Collins. Vi bliver taget med tilbage til tiden 64 år før Katniss Everdeen, og udover en spændende og medrivende historie får vi også svar på, hvordan Dødsspillet blev, sådan som vi kender det fra trilogien.

Spektrum 4 - Kvadrantiderne

Spektrum 4 - Kvadrantiderne

Noah er ekspert i at lyve, og i at blive uvenner med alle.
Han er også ekspert i at holde sig vågen. Helst for evigt. For med søvnen kommer alle de ting, som Noah desperat forsøger at fortrænge. Især det mareridt, hvor han er the bad guy.
Men hvordan flygter man fra sig selv – og fra den, man er bange for at blive?

KVADRANTIDERNE er fjerde bind i serien SPEKTRUM, hvor venskab, kærlighed og skæbnesvangre valg bindes sammen på tværs af tid.

Nevermoor 3 - Tomhedsfeber. Jagten på Morrigan Crow

Nevermoor 3 - Tomhedsfeber. Jagten på Morrigan Crow

Morrigan Crow og hendes venner i Enhed 919 har overstået det første, svære år på Nevermoors magiske skole. Nu skal Morrigan lære at kontrollere sine særlige evner som Wundersmed.

Men Nevermoor rammes af en ukendt og skræmmende sygdom, der forvandler folk til vanvittige vilddyr. Og mens antallet af ofre stiger, spreder panikken sig. Folk mener, at sygdommen er skabt af den frygtede Wundersmed, Ezra Squall. Samtidig svirrer rygterne om byens nye Wundersmed – Morrigan. Noget tyder nemlig på, at kun en kan finde kuren mod sygdommen. Men kan Morrigan virkelig redde byen?

Tomhedsfeber er tredje bind i Nevermoor-serien, der på kort tid er blevet en verdenssucces og solgt til mere end tredive lande.

Forestillinger om Støv 1 - La Belle Sauvage

Forestillinger om Støv 1 - La Belle Sauvage

Så var der ordet Støv, med stort S, som om det ikke var almindeligt støv, men noget særligt …

Malcolm Polsteads liv på kroen ved floden er trygt og rart, selvom det til tider er lidt kedeligt. Men der er en hel særlig vinter på vej, hvor det vil regne som aldrig før, og kampen mellem videnskab, religion og politik er begyndt. Denne vinter mister Malcolm alt, hvad han kender. Og midt i uvejret får han ansvaret for spædbarnet Lyra, og sammen må de begive sig ud på en rejse, der vil ændre deres liv for altid.

Enogtyve år efter den danske udgivelse af klassikeren DET GYLDNE KOMPAS vender Philip Pullman nu tilbage til dette legendariske parallelle univers og giver os den fantastiske historie om, hvordan Lyra endte på Jordan-Kollegiet.

Øglejægerne 1 - Kloens Klippe

Øglejægerne 1 - Kloens Klippe

Første bog i ny science-fantasy-trilogi for unge læsere. Bogen følger den unge mandlige hovedkarakter Ærild på planeten Nærv, hvor befolkningen er hybrider mellem øgler og mennesker. Planeten er truet af parasitter - en intelligent organisme, der har brug for menneskelignende værtskroppe for at kunne formere og udvikle sig. Ærilds lillesøster bliver taget af parasitterne, og han sværger hævn og hvirvles ind i en kamp for frihed. Det er en kamp på liv og død, og undervejs sendes Ærild og andre unge ud for at tæmme flyveøgler og bestå den afgørende prøve, der kvalificerer jægerne til Astrovåbnet.  De unge drager til Kloens Klippe. Undervejs må de kæmpe mod både vilde dyr og barsk natur. Ærild opdager, at han ikke kan stole på nogen - ikke engang sig selv, og han må finde ud af, hvem han er, og hvad han står for, hvis han skal redde sit folk fra udslettelse. 

Kloens Klippe er første bind i ØGLEJÆGERNE: en intens trilogi om identitet, magt og forræderi.

Pressen skriver:

"Kloens Klippe er en utrolig spændende roman, hvor tempoet er højt og man stryger igennem siderne. [...] Plottet er godt skruet sammen, og der er nogle fede tvists undervejs. [...] Personskildringerne er ligeledes gode og troværdige. [...] Camilla Wandahls sprog er utrolig levende, og det er simpelthen en fryd at læse."
- etkapitelmere.blogspot.com

"Det bliver en spændende blanding af sci-fi og fantasy, og der er mange elementer på spil [...] Sproget er, udover at være sikkert, også beskrivende, sanseligt og både miljø og karakterer beskrives levende og med mange detaljer"
- bookeater.dk

"Der er action og højt tempo nærmest fra første side i denne fantasybog. [...] Første bog af trilogien tegner lovende."
- 5 stjerner i Ekstra Bladet

"[...] Camilla tager sig tiden til at forklare hvordan det hele er skruet sammen, uden at det dog bliver for langtrukket eller kedeligt. Hun formår at holde tempoet højt igennem hele bogen og det gør, at man gerne vil have mere når sidste side er vendt. [...] Der er rigtig mange gråzoner og det er med til at gøre historien endnu mere interessant, end hvis det hele bare var sort og hvidt."
- forestillingomparadis.blogspot.com

"Romanen er gribende og veltænkt. Den henvender sig til både unge og voksne læsere med højt aktuelle temaer som identitet, samfundsklasser og familie. [...] Det er science fiction og fantasy i perfekt harmoni."
- bogblogger.dk

Jul 2020 - Feel-good
Anbefalinger

12-11-2020

Gem noget medrivende skønlitteratur under juletræet i år

Mangler du en julegave til din mor eller søster? Giv en fantastisk læseoplevelse, der kan vække glæde i juledagene. Jenny Colgans forfatterskab er fyldt med små perler, der giver smil på læben, og Lucinda Rileys kæmpe serie om DE SYV SØSTRE sikrer underholdningen langt ind i 2021 (hvor den næste bog i serien i øvrigt udkommer).

Jul 2020 - Lyrik
Anbefalinger

12-11-2020

Digtsamlinger, du kan give i gave

Den perfekte julegave til en ordjonglør eller sprognørd er en digtsamling, hvor ordene får lov til at lege på siderne. Poesi og lyrik kan få dig til at anskue verden på nye måder og kan være kompliceret og ligetil. Find en lyrisk julegave her.