J. K. Rowling
J.K. Rowling er forfatteren til de syv bøger om Harry Potter, der udkom mellem 1997 og 2007 (i Danmark mellem 1998 og 2007). Det er velkendt, at hun fik ideen til Harry Potter under en forsinket togrejse, og hun skrev historien, mens hun boede i England, Portugal og til sidst Skotland.
Bøgerne om Harry, Ron og Hermiones oplevelser på Hogwarts Skole for Heksekunst og Troldmandsskab har solgt i over 500 millioner eksemplarer, er blevet oversat til over 80 sprog og lavet til otte blockbuster-film. Ud over bogserien har Rowling skrevet tre afledte værker til støtte for velgørenhed: Quidditch gennem tiderne, Fantastiske Skabninger og hvor de findes og Barden Beedles eventyr. Fantastiske Skabninger blev senere inspirationen til en ny filmserie, også skrevet af J.K. Rowling, med magizoologen Newt Scamander i hovedrollen. Den seneste film i serien, Fantastiske Skabninger – Grindelwalds forbrydelser, havde premiere i 2018.
J.K. Rowling fortsatte med historien om Harry som voksen i et skuespil, Harry Potter og det forbandede barn, som hun skrev sammen med manuskriptforfatter Jack Thorne og instruktør John Tiffany. Stykket er blevet sat op på teatre i Europa, Nordamerika og Australien og har modtaget stor kritikerros.
I oktober 2021 udkommer hendes nye børnebog, Julegrisen, på dansk.
J.K. Rowling skriver også romaner for voksne, og under pseudonymet Robert Galbraith har hun udgivet krimiserien om Cormoran Strike, som også danner grundlag for en tv-serie.
J.K. Rowling har modtaget mange priser og æresbevisninger, herunder The Order of the British Empire, Companion of Honour, Legion d’Honneur, Hans Christian Andersen-prisen, Robert F. Kennedy ’Ripple of Hope’-prisen samt en Blue Peter-guldmedalje. Gennem sin velgørenhedsfond, Volant, støtter hun et antal mærkesager, og hun har selv grundlagt velgørenhedsorganisationen Lumos, som kæmper for en verden uden børnehjem og institutioner og for at genforene familier.
Fotograf: Debra Hurford Brown © J.K. Rowling 2018