Jens Christian Grøndahl: »Selv når vi er sammen med andre, kan vi føle os alene indeni«

Jens Christian Grøndahl har skrevet endnu en nærværende og indsigtsfuld roman, om relationer, livsvalg og tilfældigheder. Her fortæller han om fascinationen af mennesker, der skifter spor i livet, og det tema, der går igen i de fleste af hans bøger. 

Af Sisse Tvegaard Andersen/ 16-09-2024

 Foto: Sara Galbiati

Jens Christian Grøndahls roman NOGET TABT I MØRKET er en intens fortælling om forandring. Hovedpersonen er 56-årige Lisa, der har haft en succesfuld karriere, men hvis forhold til den voksne datter, Christel, er præget af skuffelse og skyld. Er det muligt at skifte bane så sent i livet, og kan man hele den kærlighed, der er druknet i travlheden?

Hvad inspirerede dig til denne roman?

– Jeg er fascineret af mennesker, der pludselig skifter bane. Laver en radikal forandring i deres liv. Især hvis det sker i en moden alder. Så meget af vores identitet er knyttet til arbejdet, karrieren. Hvad får et menneske til at lægge alt det bag sig?

Selv har jeg skrevet og fået udgivet bøger i snart 40 år, og jeg aner ikke, hvad jeg ellers skulle stille op med mig selv. Tanken er skræmmende, men samtidig dragende. Hvem og hvad ville jeg være?

LÆS OGSÅ: Interview med Abraham Verghese

Jeg fik lyst til at beskrive en person, som alt er lykkedes for, når det gælder arbejdslivet. Og som finder ud af, at den menneskelige pris har været for høj. Her er det en erhvervskvinde, en topadvokat, som det handler om.

Jeg fik lyst til at beskrive en person, som alt er lykkedes for, når det gælder arbejdslivet. Og som finder ud af, at den menneskelige pris har været for høj. - Jens Christian Grøndahl 

Der florerer mange myter og fordomme om folk, der arbejder sig til tops i erhvervslivet. Vel også, fordi vi er et lighedsorienteret samfund, der ser lidt skævt til dem, der tilhører den økonomiske elite. Fordommen er jo, at de mennesker må være kolde og kyniske. Jeg fik lyst til at beskrive sådan en person indefra. Vise tvivlen, modsigelserne, sårbarheden og de flossede følelser hos en kvinde, der på overfladen virker, som om hun har styr på det hele.

Det er et lidt underbelyst tema i litteraturen. Romanpersoner må jo helst ikke være for privilegerede, hvis de skal tages alvorligt. Men når livskampen er vundet, og den sociale nød er afløst af en høj levestandard, og et menneske alligevel oplever angst, ensomhed, skyld og meningstab – så begynder vi at nærme os det i livet, som ikke lige er til at fikse.

jENS cHRISTIAN gRØNDAHL debuterede som forfatter i 1985 og har skrevet mere end 30 bøger, der er blevet udgivet i flere lande. Han har vundet adskillige priser for sit forfatterskab, både i Danmark og i udlandet, blandt andet De Gyldne Laurbær i 1998. 

Hvordan opstod Lisa som figur, og hvordan udviklede hun sig, mens du skrev?

– Jeg begyndte med at skrive en fortælling i fortællingen, der optræder ret sent i bogen, og som er historien om Lisa, da hun er teenager.

På det tidspunkt vidste jeg ikke, hvad det var for en bog, jeg var i gang med. Til at begynde med havde jeg bare den her store pige, der oplever et mærkeligt og skelsættende møde, da hun på grund af uforudsete omstændigheder tilbringer en varm sommerferieuge helt alene i familiens lejlighed i København.

Først derefter begyndte jeg at forestille mig den voksne kvinde, hun senere bliver. Og fordi jeg så hende for mig som det helt unge, åbne og stadig uformede menneske, kunne jeg give den voksne romanfigur nogle nuancer, et indre liv og ikke mindst et sprog, som modsiger alle de klichéagtige forventninger, man måtte have til en erhvervsadvokat.

Lisa er fra begyndelsen fremstillet gennem sine følelser, sin tankestrøm, men fordi jeg beskriver hende i tredje person, kan jeg beskrive hende indefra og udefra på samme tid. 

Du fortalte om din forrige roman FRA I NAT SOVER JEG PÅ JEG PÅ TAGET, at hovedpersonen minder en del om dig selv. Er der også noget af dig i personerne i denne roman?

– I den sidste roman var der klare selvbiografiske træk i portrættet af hovedpersonen som ung. Der er ikke noget selvbiografisk ved den nye bog, men jeg genkender mig selv både i Lisa og i Bror.

Jeg kan ikke skrive om personer, som jeg ikke kan identificere mig med. I det fortællende sprog er det, som om mit eget jegs grænser bliver porøse og udviskede. Der opstår den her forunderlige osmose mellem noget, jeg kender, og noget, der er fremmed.

Det er også derfor, jeg er skeptisk over for begrebet autofiktion. Når en person, der ikke er mig, træder frem i sproget, finder jeg samtidig ord for noget personligt, som jeg ikke ville have kunnet nærme mig, hvis det var mig selv, jeg skrev om. Hvad enten det så skyldes min blufærdighed eller min fejhed.

I alle mine romaner kæmper personerne for at finde mening, og de opdager igen og igen, at det vigtige i livet er noget andet end den mening, de selv ville have været i stand til at formulere. - Jens Christian Grøndahl 

Hvordan arbejder du normalt med historien – ved du, hvordan den skal ende, når du går i gang med at skrive, eller udvikler den sig i overraskende retninger undervejs i skriveprocessen?

– Både og. Som regel har jeg en idé om, hvor fortællingen er på vej hen, men jeg har brug for at tage afsæt i en situation. I dette tilfælde møder vi Lisa første gang på et fly fra New York til København, i en indholdsløs pause, hvor hendes indre uro begynder at rumstere.

Det er nogle helt konkrete idéer, der gør fortællingen mulig og giver plottet struktur. Selv om det ikke er en thriller, har bogen i høj grad et plot. Hvad sker der, når hun er landet i København, hvis hun glemmer, at hendes telefon stadig er i flytilstand? Pludselig er hun ude af sync. Men har hun i virkeligheden været det længe?

Jeg håber, at læseren vil mærke, at vi er på vej mod noget afgørende, men fortællingens dybeste mening ligger i bevægelsen og i Lisas erkendelse af, at hun har mistet kontakten med det vigtigste i livet.

Et af temaerne i romanen er familierelationer – både den familie, man deler gener med, og dem, man har knyttet sig til i løbet af livet. Hvordan vil du beskrive Christels forhold til sine tre forældre Villads, Bror og Lisa?

– Lisas datter Christel er 29 år og har mere eller mindre afbrudt kontakten med sin biologiske far Villads. Lisa gik fra Villads, da Christel var en stor pige, fordi hun havde mødt Bror, og Christel har knyttet sig til Bror, som om han var hendes rigtige far.

Når jeg tænker over det, er det et tema, der har forfulgt mig lige fra min første roman. Voksne og børn, der knytter sig til hinanden, selv om de ikke er i familie. Vi lever i en samfundskultur, hvor friheden til selv at vælge sine relationer er større, end den formentlig har været nogensinde før. Alligevel ligger det dybt i os, det her med blodets bånd. Det biologiske tilhørsforhold præger os på måder, vi ikke selv er herrer over, men vi er måske også tilbøjelige til at se en mening i biologien, som den ikke nødvendigvis har.

SE VIDEOEN: Jens Christian Grøndahl om FRA I NAT SOVER JEG PÅ TAGET

Jeg synes, der er noget smukt ved, at det er Bror, Christel føler, at hun hører til hos. Til gengæld kommer deres samhørighed til at sætte hendes forhold til Lisa i relief. I hvert fald i Lisas øjne. For Lisas forhold til Christel er præget af skyldfølelse, fordi hun ikke har været der for sin datter. Sådan som Bror har været der.

De negative forventninger præger forholdet mellem mor og datter, men skylden viser sig også at være et spind, som Lisa har snøret sig selv ind i. 

Et andet tema er de tilfældigheder, der påvirker et menneskes livsbane, fx et kondom, der går i stykker, eller et uventet møde i metroen. Hvad er dine tanker om det – er livet skabt af tilfældigheder eller har man selv mulighed for at planlægge og påvirke sit liv?

– Vi vil så forfærdelig gerne tro på, at vi kan planlægge og styre vores liv, forme det frit i overensstemmelse med vores drømme og mål. Det kan vi også indtil et vist punkt, og så kan vi alligevel ikke.

I gamle dage troede man på skæbnen, og somme tider oplever jeg det, som om mange mennesker har et nostalgisk forhold til tanken om det skæbnebestemte. Vi ved jo godt, at det ofte er tilfældigheder, der gør udslaget og fordeler kortene, men vi tåler det ikke, for tilfældet er meningsløst.

LÆS OGSÅ: Lea Marie Løppenthin har taget sin stemme tilbage

Det, vi kalder skæbne, indebærer, at der er en mening med det, der sker. De valg, vi træffer, er også meningsfulde, i hvert fald for os selv. Vi har et dybt behov for mening, fordi mening og identitet hænger sammen. Hvem er man, hvis det hele er tilfældigt? Så kunne man jo lige så godt være en anden.

I alle mine romaner kæmper personerne for at finde mening, og de opdager igen og igen, at det vigtige i livet er noget andet end den mening, de selv ville have været i stand til at formulere. Uventede møder, uventede muligheder for nærvær, genklang og forsoning.

Hvilken følelser vil du gerne efterlade læseren med efter bogens slutning?

– Jeg synes, at bogen slutter med et håb. Det er et ret dramatisk døgn, Lisa gennemlever, og hun mister sine illusioner undervejs, men hun bliver ikke overvundet af mørket. Til gengæld overvinder hun sig selv og genfinder noget vigtigt, som hun havde mistet forbindelsen til.

bOGTIPS DIREKTE I INDBAKKEN Hold dig opdateret på litteraturnyheder, find inspiration til din næste læseoplevelse, og få gode tilbud og rabatter direkte i indbakken som medlem af Gyldendals Læseklub. Læs mere HER

En del af dine bøger handler lige som NOGET TABT I MØRKET om menneskers (forgæves?) forsøg at nærme sig hinanden uden hemmeligheder og facader. Hvad er det ved det tema, der gør, at du vender tilbage til det igen og igen?

– Alt, hvad jeg har skrevet, kredser om en grundlæggende ensomhedsfølelse. Selv når vi er sammen med andre, kan vi føle os alene indeni. Ude af kontakt, fordi vi bliver forhindret af vores egne eller andres forestillinger eller forventninger. For nogle er ensomhedsfølelsen stærkere end for andre.

Fælles for personerne er, at de igen og igen rækker ud for at bryde ensomheden, især gennem kærlighedsrelationer. De føler den samme længsel efter at kunne være helt og fuldt dem selv, helt og fuldt til stede sammen med en anden. Problemet er, at det kan være svært for alvor at se den anden, fordi vi er så dybt indlejrede i os selv.

Jeg synes, at det er vores vigtigste opgave som mennesker. At undslippe os selv. Være nærværende og ægte over for dem, vi er sammen med.