Elias Sadaq: ”Om man er queer eller djinn, så er man vant til at ligge nederst”
Elias Sadaq er ikke bange, han er vred. Med sin debutdigtsamling, DJINN, har han taget kampen op mod religiøse normer og insisterer i dag på at leve et liv som queer og muslim – selvom det har haft store konsekvenser.
Af Nikoline Rosenbjerg Kjeldsen / 19-09-2024
I foråret 2024 debuterede dansk-marokkanske digter og dramatiker Elias Sadaq med digtsamlingen DJINN. En digtsamling, der skildrer hans egne erfaringer med at vokse op i et trosret muslimsk hjem og samtidig insistere på at være queer. Og om at være en brun mand i et hvidt samfund, alt imens åndelige væsner kaldet djinner og serafer spøger i periferien.
Siden udgivelsen har Elias Sadaq oplevet stor nysgerrighed og interesse – både for ham som forfatter, men også for de tematikker, han berører i digtsamlingen. Elias SadaqF. 1994. Forfatter, debattør og dramatiker. Digtsamlingen DJINN udkom i 2024, og modtog megen ros.
- Jeg har fået virkelig mange henvendelser fra folk, som læser min digtsamling. Folk som kan spejle sig i mine budskaber og fortællinger og som har åbnet døre til rum, jeg ikke en gang selv kendte til. Det er en kæmpe gave at være digter, siger Elias Sadaq, der sammenligner sig selv med en fodboldspiller, der har siddet på bænken og endelig har fået spilletid.
Men ikke alle har taget lige godt imod de upolerede og ligefremme digte.
Efter udgivelsen var Elias Sadaq blandt andet i Norge for at læse højt fra DJINN, hvor det blev vurderet, at han skulle have ekstra sikkerhedsfolk med sig. Noget forfatteren ikke undrer sig over, men nærmere ærgrer sig over.
Jeg er stoppet med at prøve at passe ind i kasser
- Jeg ved, at der findes mange facebookgrupper, som taler om mig og min bog. Og jeg har også fået nogle trusler, men jeg prøver at lade være med at kigge på dem. Der er jo forskel på at få en trussel og på, at der er en reel fare. Jeg er vant til at være i fare – det har jeg faktisk været, lige siden jeg blev født, fortæller Elias Sadaq, der er vokset op med sin marokkanske far, danske mor og tre søskende i Aarhus V.
- Jeg havde en meget svær barndom, det havde jeg. Der var meget negativ social kontrol og vold. Altså for eksempel blev jeg undervist i arabisk derhjemme, og hvis man ikke gjorde det godt nok, blev man slået.
Selv beskriver Elias Sadaq opvæksten i familien som at ”gå på æggeskaller”, hvor meget var usagt og præget af uro, og hvor man ikke talte sammen, når man sad rundt om spisebordet om aftenen.
- Men min barndom var også præget af meget leg og mangfoldighed, pointerer han.
Sammen med sin storesøster klædte han sig ud, spillede musik og fortalte historier. Men sådan blev det ikke ved med at være.
Et spring, der kostede relationer
Da Elias Sadaq var omkring 16 år, mødte han verden med nye øjne. Han begyndte at spejle sig i sine venner og blev opmærksom på, hvordan andre levede. Det gik op for ham, at han levede et liv langt fra normen, hvilket en samtale med hans daværende klasselærere bekræftede ham i. Da Elias Sadaq fyldte 18 år, flyttede han hjemmefra – han ville være fri af sine forældre og stå på egne ben hurtigst muligt.
LÆS OGSÅ: Litteraturen er der, vi friest kan mødes og høre hinanden
Men det var ikke kun forældrene, Elias Sadaq ville være fri af.
Længe før han fortalte om det til sine forældre, sprang han ud som homoseksuel. Det resulterede i, at han på ny skulle forsøge at navigere i et nyt liv som både homoseksuel og muslim, hvilket ellers ikke er velset inden for Islam. Det var et liv, der bestemt ikke per definition var givet, men som var ”nødvendigt” fortæller Elias Sadaq.
This is how it is – this is how I am
I 2017 springer Elias Sadaq ud som homoseksuel for sine forældre. Der gør han gennem et digt som han har skrevet til dem, efter at han har holdt det hemmeligt for dem i et år. Lige siden har Elias Sadaq hverken set eller talt med sin far.
- Enten skulle jeg beholde mine forældres accept, eller så skulle jeg vælge mig selv. Og jeg var rimelig afklaret med, at jeg ville vælge mig selv. For altså, om man er queer eller djinn, så er man vant til at ligge nederst.
DjinnSåledes beskriver Elias Sadaq en djinn: En djinn er et poetisk ord for mig, både som en meget konkret, men også abstrakt ting. I digtsamlingen drager jeg paralleller mellem det at være djinn og queer muslim. Det er den samme usynlighed, der går igen. Ordet betegner oprindeligt noget usynligt eller uset, men kan bruges i mange andre kontekster. På samme måde som djinnerne er formskiftere og kan ændre deres udseende, så opdager jeg stadig nye sider af ordet og andre måder, jeg kan bruge det på i poesien og i sproget.
Det var ikke kun Elias Sadaqs far, der forduftede. Også flere af hans venner valgte ham fra, hvilket resulterede i, at den unge Elias Sadaq i en meget tidlig alder lærte at stå på egne ben og skabe sine egne veje. Noget som også debutdigtsamlingen DJINN har været med til, understreger Elias Sadaq.
- Med DJINN har jeg givet mig selv lov til at skabe det landskab, hvor foreningen mellem queer og muslim kan lade sig gøre. Jeg går i moské så meget, jeg har lyst til. Det er der ikke nogen, der skal bestemme, siger Elias Sadaq, der i dag stadig holder meget af sin tro.
- Nogle gange bliver jeg ramt af en religiøs skam, men jeg er stoppet med at prøve at passe ind i kasser. Jeg vil være leder for mig selv, fortsætter Elias Sadaq.
Jeg går i moské, så meget jeg har lyst til. Det er der ikke nogen, der skal bestemme
Kan man sige, at din digtsamling DJINN er en reaktion på alt det, du har oplevet gennem livet?
- Det er nærmere en aktion. For mig er DJINN et litterært projekt, hvor jeg kan tillade mig at gå ind i nogle rum, som jeg ellers ikke har kunnet. Min bog er et talerør for de queer-muslimer, der har sagt, at vi er her, og så kan folk reagere på det. Det er mit projekt med bogen, siger Elias Sadaq, der i dag ikke længere lader frygten styre ham.
- Jeg kan ikke være alene om at gøre verden til et bedre sted. Jeg har brug for hjælp. Derfor håber jeg, at alle kommer til at læse bogen – også dem, der er uenige.